GOG får hjemmebane i Kolding: Direktør er frustreret

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

GOG får hjemmebane i Kolding: Direktør er frustreret

Når GOG skal slås med mægtige FC Barcelona, bliver det ikke hjemme på Fyn.
Når GOG skal slås med mægtige FC Barcelona, bliver det ikke hjemme på Fyn.Profimedia
GOG plejer at have hjemmebane i enten Gudme eller Odense, men onsdag er klubben nødt til at spille et helt tredje sted, når stormagten FC Barcelona kommer til Danmark.

Hallen i Gudme er nemlig for lille til Champions League, og hallen i Odense, hvor fynboerne normalt spiller europæiske kampe, er optaget af et hestearrangement.

Derfor spiller GOG onsdag i Kolding, men det er ikke med direktør Kasper Jørgensens gode vilje.

"Jeg er meget frustreret over, at vi ikke kan spille sådan en kamp på Fyn. Det er vores største hjemmekamp i gruppespillet," siger han til Fyens Stiftstidende.

"Frustrationen går på, at vi ikke er tæt på vore normale fans, sæsonkortholdere og sponsorer, der alle må tage uden for Fyn - til Kolding - for at opleve GOG-produktet," siger Kasper Jørgensen.

Direktøren glæder sig over, at KIF Kolding har været med til at få arrangementet til at lykkes, og så glæder han sig i øvrigt over, at der er sat gang i opførelsen af en ny arena i Svendborg.

Når den står færdig om et års tid, får GOG en permanent ny hjemmebane med plads til 3500 tilskuere.

Det vil dog fortsat ikke være nok til at opfylde kravene i Champions League, hvor Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) fra den kommende sæson kræver, at klubberne kan lukke 4000 mennesker ind til kampene.

Da planerne om en ny arena i Svendborg blev præsenteret i 2022, fortalte Kasper Jørgensen, at han var ærgerlig over, at man ikke byggede en hal med plads til 4000 tilskuere.

Han vurderede dog, at kravene fra EHF ikke ville være skåret i granit.

GOG er lige nu placeret som nummer fem i sin Champions League-gruppe, hvor onsdagens modstander fra Barcelona er på førstepladsen.