Hvidovre smider føring mod Viborg i tillægstiden

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Hvidovre smider føring mod Viborg i tillægstiden

Hvidovre smider føring mod Viborg i tillægstiden
Hvidovre smider føring mod Viborg i tillægstidenProfimedia
Hvidovre er isoleret i bunden af Superligaen og ligner en sikker nedrykker.

Søndag eftermiddag smed oprykkerholdet en føring i tillægstiden og spillede 2-2 hjemme mod Viborg FF.

Ibrahim Said scorede det udlignende mål på et fremragende langskud fem minutter inde i tillægstiden for Viborg.

Med det uafgjorte resultat har Hvidovre fortsat 12 point op til netop Viborg over nedrykningsstregen.

Hvidovre har dermed stadig blot vundet en enkelt kamp i denne sæsons Superliga, og bundholdet kan efterhånden se langt efter at lave en vild redningsaktion i foråret.

Det havde unægteligt set lysere ud med tre point i søndagens kamp.

Viborg må dog omvendt græmme sig over holdets mange forspildte muligheder - heriblandt et brændt straffespark.

I første halvleg blev der ikke scoret, men Viborg havde den største chance.

Viborg-angriberen Anosike Ementa fik en friløber og driblede forbi Hvidovre-keeperen Adrian Kappenberger, men var efterfølgende ikke i stand til at dreje sin store krop nok til at ramme det tomme mål.

Hvidovre - Viborg - Player ratings
Hvidovre - Viborg - Player ratingsFlashare

Generelt var det en rodet kamp, og Viborg havde aldrig for alvor kontrol over begivenhederne.

Alligevel lykkedes det at fremtvinge et straffespark, men det blev brændt af anfører Jakob Bonde, som ramte overliggeren.

Hvidovre udnyttede udeholdets mange missede muligheder og slog til med en scoring i den anden ende.

Hvidovres midtbanespiller Thomas Jørgensen fandt med en genial aflevering Marc Nielsen, som sendte bolden på tværs til en scoring af Jeffrey Papayaw Adjei-Broni tæt inde foran mål.

Viborg-træner Jakob Poulsen tog straks konsekvensen og foretog en tredobbelt udskiftning, og det hjalp på det offensive spil.

Isak Jensen udlignede til 1-1 efter en assist fra indskiftede Ibrahim Said, som virkelig gjorde en forskel.

Hvidovre rakte dog endnu en gang ud efter sejren. Angriberen Simon Makienok steg til vejrs på et hjørnespark og headede målet til 2-1 ind fra tæt hold efter 83 minutter.

Størstedelen af de 1712 tilskuere jublede vildt og længe. Men jublen forstummede i tillægstiden.

Ibrahim Said tog chancen fra distancen og fandt vejen forbi en sprællende Kappenberger i Hvidovre mål.