Pressekonferencer i sportens verden er ofte en slags moderne teater hvor journalister ofte bliver spist af med almindeligheder som ”jeg tager det en kamp ad gangen”, ”vi har stor respekt for modstanderen”, ”vi må bare hjem og træne stenhårdt”, etc.
Betydningen af medietræning rangerer blandt klubber og atleter i dag på samme højde som taktiske analyser, og derfor er medierne i dag gidsler af udøvernes humør, indstilling og velvillighed til at delagtiggøre deres oplevelser.
Men der er dog undtagelser, hvor der på befriende vis for alvor bliver ”lukket op for posen”, og det skal jeg i den grad love for, der blev, da Tottenhams italienske træner Antonio Conte blev bedt om sin reaktion oven på den skuffende 3-3 kamp ude mod Southampton i den forgangne weekend.
Det blev startskuddet til et af de mest forbløffende pressemøder siden den tidligere Bayern München træner Giovanni Trappatonis berømte nedsmeltning på gebrokkent tysk i marts 1998.
Pierre Emil Højbjerg og resten af Spurs-truppen blev kørt godt og grundigt igennem Contes italienske ”kødhakker”, og bebrejdet for deres mangelfulde, pinlige og arrogante indstilling.
En indstilling, der har sat klubben for Nord-London i en meget vanskelig position i forhold til at indfri ambitionerne om en Top-4 placering og kvalifikation til Champions League.
”Jeg ser selviske spillere. Spillere, der ikke vil hjælpe hinanden, og som ikke lægger hjertet i det her. Der er ingen ild, ingen lyst. Når man ikke er et hold, så kan man ikke forbedre sig. Det er altid det samme her hver eneste sæson. Ligegyldigt, hvem der er manager. De har ikke vundet noget i 20 år. Hvis de vil fortsætte på den her måde, kan de skifte manageren, mange managers, men situationen kan ikke ændre sig. Tro mig", sagde Antonio Conte.
Efter en forfærdelig sæson, hvor ikke færre end 40 mål har fået nettet til at blafre bag Hugo Lloris og Fraser Forster og fansene er blevet spist af med Contes lidet inspirerende, defensive anti-fodbold, som rent faktisk står i modsætning til klubbens eget slogan ”Hvo intet vover, intet vinder”, må fansene være tilfredse med, at der rent faktisk kom en reaktion.
Problemet er bare, at Contes kritik er totalt skudt ved siden af i forsøget på at udpege klubbens reelle problem. ”Ingen er forpligtet ud over sine evner,” lyder et kendt ordsprog, og det kunne sagtens være møntet på Tottenham-truppen.
Spillernes indstilling har aldrig nogensinde været problemet i Tottenham, det har derimod ledelsen, ejerne og deres manglende lyst til at forbedre truppen.
Det er en naiv indstilling, at fodboldklubber i dag gør deres ypperste for at sikre sig succes på banen. Sådan forholder det sig ikke. Fodboldklubber på verdensplan kan i dag være en del af multinationale selskaber, som har interesser at pleje mange andre steder end i sportens verden.
Så succes på banen er ikke nødvendigvis relateret til økonomisk formåen, men om den formåen er integreret i en forretningsplan, der tager sigte på at vinde trofæer.
Og det er ikke tilfældet hos Spurs, hvis du kigger på den måde ENIC gruppen og bestyrelsesformand Daniel Levy har administreret klubben på siden 2001, hvor ENIC med milliardæren Joe Lewis i spidsen overtog aktiemajoriteten i klubben.
Tottenham har gennem de seneste år været lige så sjældne gæster foran modstandernes mål, som de har været på transfermarkedet. Gennem de seneste fem år har Tottenham stabilt ligget omkring 4.-7. pladsen, hvad angår investeringer på transfermarkedet sammenlignet med andre Premier League klubber.
De har blot haft et forbrug på omkring 15-20% af, hvad klubber som Manchester United, Manchester City og Chelsea har investeret i spillere. Daniel Levy har anskaffet sig et ry som en benhård forhandler, som konstant presser prisen ned, hvilket har resulteret i at Tottenham på kritiske tidspunkter af klubbens udviklingsfase er gået glip af transfers for spillere som Willian, Paulo Dybala og Joao Moutinho.
Helt galt var det tilbage i sommeren 2018, hvor Tottenham på tærsklen til succes i Premier League og Champions League overhovedet ikke bragte nogen forstærkninger til klubben, samtidig med at ambitionsniveauet for at konkurrere med de allerbedste forblev det samme.
Det har naturligvis over årene skabt alvorligt forringede konkurrence-betingelser for klubbens trænere, hvilket også kom til udtryk, da Antonio Conte allerede sidste sæson sagde, at ”det var et rent mirakel, at klubben havde kvalificeret sig til Champions League", hvis man så på det materiale, som han havde at arbejde med.
I den knivskarpe konkurrence, der findes på dagens fodboldmarked, er det naivt at tro, at det kan lade sig gøre ”at vinde Tour de France på en væltepeter”.
ENIC har gjort mange ting rigtigt, siden man overtog klubben i 2001, hvor klubben sluttede på 9.pladsen.
Administrationen af klubben er blevet professionaliseret, økonomien er blevet væsentligt forbedret, og samtidig har man i dag et træningsanlæg og et stadion af ypperste kaliber.
I takt med, at man forholdsvis stabilt har været i stand til at slutte blandt de fire bedste klubber i ligaen, har klubbens ry også ændret sig fra at være ”en sælgende klub” til i dag at være ”en købende klub”, og man har været i stand til at tiltrække bedre, men også dyrere spillere.
Men på trods af forbedringerne er faktum, at ENIC med et nyt state-of-the-art stadion i ryggen er langt mere fokuseret på øgede samarbejdsmuligheder med NHL og Formel 1, såvel som planlægning af koncerter og boksekampe, end på at fylde det nye stadion med gode fodboldspillere.
Tottenham har ikke vundet et trofæ de seneste 14 år, og den lidet flatterende statistik skal Spurs-fans ikke forvente, forbedrer sig med den forretningsfilosofi, som ENIC har lagt for dagen i Nord-London.
”ENIC out”, ”Levy out” er ikke overraskende et budskab, som ofte ses på bannere omkring Tottenham Hotspur Stadium. Men i stedet for nye ejere, der er det mere sandsynligt at det bliver ”Conte out” og at italieneren bliver næste offer for ENICs finansielle spændetrøje, som har efterladt klubben i et konkurrencemæssigt dødvande.