Nagelsmann har genskabt troen: Tyske stjerneskud stråler i testsejr over Frankrig

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Nagelsmann har genskabt troen: Tyske stjerneskud stråler i testsejr over Frankrig
Tyske stjerneskud stråler i testsejr over Frankrig
Tyske stjerneskud stråler i testsejr over FrankrigProfimedia
Tysklands EM-værter fik lørdag et skud tiltrængt selvtillid, da holdet slog de franske viceverdensmestre 2-0 i en testkamp i Lyon.

Den 20-årige Leverkusen-profil Florian Wirtz strålede med et fremragende langskudsmål efter bare otte sekunders spil efter et ligeså fremragende oplæg af tilbagevendte Toni Kroos.

Og i starten af anden halvleg stod Wirtz og 21-årige Jamal Musiala for forarbejdet, da Kai Havertz øgede til 2-0.

Sejren var den første i fire kampe for Tyskland efter et skuffende efterår, hvor man tabte til Japan, Tyrkiet og Østrig, men dog også slog Frankrig 2-1 i Dortmund.

Frankrig stillede lørdag op med Kylian Mbappé og størstedelen af sine profiler. Dog manglede viceanfører og kreatør Antoine Griezmann, og han var savnet i det chanceskabende spil.

Mbappé og Ousmane Dembélé kom ikke desto mindre frem til hver et par pæne chancer, men tabte duellerne med den tyske keeper Marc-Andre ter Stegen eller ramte slet ikke inden for målrammen.

Frankrig - Tyskland - Spiller-karakterer
Frankrig - Tyskland - Spiller-karaktererFlashare

Det gjorde Wirtz til gengæld for første gang for det tyske A-landshold efter bare otte sekunder, hvilket var den hurtigste scoring nogensinde af tyskernes herrelandshold.

Kroos stod for oplægget i sin første optræden for landsholdet, siden han frivilligt stoppede efter EM i 2021, og Real Madrid-stjernen var i det hele taget en synlig og meget driftsikker playmaker.

Længere fremme markerede stjerneskuddene Wirtz og Musiala sig flere gange, og særligt effektivt var det efter 48 minutter, da Wirtz med en knivskarp bold i dybden fandt Musiala.

Bayern München-kometen rundede den franske keeper Brice Samba og satte Havertz op til en nem 2-0-scoring.

På klassisk vis i testkampe blev anden halvleg i høj grad præget af mange udskiftninger og manglende rytme.

De tyske indskiftere var dog i flere omgange tæt på at øge til 3-0 i en generelt opløftende kamp for EM-værterne, og i den anden ende tog overliggeren fra, da det var meget tæt på et selvmål.