Enock Poulsen skal bokse om EM-titel i London mod hjemmebanefavorit

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Enock Poulsen skal bokse om EM-titel i London mod hjemmebanefavorit

Enock Poulsen skal op mod den regerende europamester, der er ubesejret.
Enock Poulsen skal op mod den regerende europamester, der er ubesejret.Thomas Sjørup / https://enockmpoulsen.dk/
Den professionelle bokser Enock Poulsen får mulighed for at generobre titlen som europamester i superletvægt lørdag 3. februar i London.

Enock Poulsen har fået sat dato på sin kamp mod den regerende europamester, Adam Azim, som er ubesejret og betragtes som et stort boksetalent i Storbritannien.

Den danske superletvægter kan dermed blive officiel europamester for anden gang i karrieren. Kampen afvikles hos bokseforbundet European Boxing Union (EBU), der udsteder den officielle EM-titel.

"Der venter Enock Poulsen en meget stor og spændende oplevelse på den helt store scene. Kampen bliver transmitteret direkte i Storbritannien og USA, og Enock får derved muligheden for at vise sit store internationale format som bokser. Der er meget store forventninger til Adam Azim i Storbritannien, men Enock tror på sig selv, og han har evnerne til at kunne vinde de store kampe," siger Bettina Palle.

EM-kampen finder sted i Ovo Arena Wembley, som med 12.500 siddepladser er Londons næststørste indendørs sportsarena.

Enock Poulsen og Bettina Palle overværede Adam Azims EM-triumf i sidste måned i Wolverhampton, da den 21-årige englænder stoppede franskmanden Franck Petitjean.

"Det var en god kamp for ham. Han er en meget dygtig bokser og et ungt talent. Men jeg så nogle ting, som jeg kan udnytte. Han har power og hurtighed. Det er perfekt for mig, for det bliver en stor kamp," siger Enock Poulsen om Adam Azim i et interview med Sky Sports.

I april 2022 besejrede Enock Poulsen selv franskmanden, da danskeren blev europamester. Petitjean klagede efterfølgende over kamplederen og fik medhold. Det udløste en omkamp, men den blev ikke til noget.

Danskeren måtte i foråret grundet sygdom opgive at stille op til titelforsvaret og mistede derfor sit EM-bælte uden kamp.

Enock Poulsen, som bor i Aarhus og er ubesejret i 14 kampe, skal ifølge planen til Cuba for at træne og forberede sig med sin cubanskfødte træner, Israel Garcia Arozarena.