Thorslund forsvarer VM-bælter mod spansk reserve

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Thorslund forsvarer VM-bælter mod spansk reserve

Dina Thorslund havde ingen problemer med at besejre spanske Mary Romero lørdag aften.
Dina Thorslund havde ingen problemer med at besejre spanske Mary Romero lørdag aften.Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Bokseren Dina Thorslund kan stadig kalde sig verdensmester i bantamvægt i bokseforbundene WBC og WBO.

I karrierens 21. professionelle kamp tog hun den 21. sejr, da Mary Romero blev besejret på teknisk knockout i titelkampen i Royal Arena i København lørdag aften.

Kampen blev stoppet i ottende omgang, da Thorslund traf Romero i ansigtet med et slag, der fik spanieren til at vende ryggen til. Dommeren skred ind og afsluttede den ulige forestilling.

Egentlig skulle Thorslund have mødt den ubesejrede Seren Cetin, men en øjenskade forhindrede tyrkeren i at gå i ringen. I stedet trådte 38-årige Romero til med kort varsel, så Thorslund trods alt fik kamptræning.

Thorslund var da også på krigsstien fra start og jagtede den aldrende spanier rundt i ringen. Den danske verdensmester var tydeligt opsat på at holde tempoet højt, og allerede i tredje omgang hev Romero efter vejret.

Spanieren truede kun i starten med et par vellykkede slagserier. Derefter så hun mest ud til at være optaget af at forsvare sig mod den danske hvirvelvind.

Thorslunds dominans blev mere og mere udtalt som kampen skred frem. Og til sidst var det kun et spørgsmål, om hun kunne afgøre den før tid.

Thorslund kan med sejren fortsætte jagten på de sidste to VM-bælter i forbundene WBA og IBF, som henholdsvis Nina Hughes og Miyo Yoshida sidder på.

Danskeren har længe ønsket sig titelkampe mod de øvrige verdensmestre, men foreløbig uden resultat. I optakten til lørdagens kamp luftede hun tanken om at indstille karrieren ved årets udgang.