En sejr fra at skrive historie: Suveræne Klæbo styrer mod overlegen sejr i Tour de Ski

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
En sejr fra at skrive historie: Suveræne Klæbo styrer mod overlegen sejr i Tour de Ski
Det er blevet til 58 individuelle World Cup-sejre hidtil i karrieren for Johannes Høsflot Klæbo.
Det er blevet til 58 individuelle World Cup-sejre hidtil i karrieren for Johannes Høsflot Klæbo.Marco Bertorello/AFP
Norske Johannes Høsflot Klæbo har fortsat vundet rub og stub i den igangværende udgave af Tour de Ski, efter han lørdag sejrede i mændenes 15 kilometer samlede start i Val di Fiemme. Hos kvinderne blev det for første gang i næsten 14 år til en tysk World Cup-sejr.

Det er aldrig før sket, at en enkelt langrendsløber har vundet samtlige etaper af Tour de Ski, siden langrendens helt egen udgave af Tour de France for første gang blev afviklet i 2006.

Men søndag kan det blive ændret, for lørdag var Johannes Høsflot Klæbo på ny helt suveræn i mændenes 15 kilometer samlede start. Her holdt nordmanden sig tæt til i feltet frem til allersidste omgang, hvor Klæbo i vanlig flot stil bevægede sig frem i feltet og lagde pres på sine konkurrenter på de afsluttende stigninger.

Om det var et spørgsmål om aerodynamik eller langrendsski, der var bedre smurt, kan der spekuleres i, men i alle tilfælde gled både Klæbo og landsmand Pål Golberg forbi den svenske duo Calle Halfvarsson og William Poromaa på nedkørslen til opløbsstrækning, efter de to svenskere ellers var gået i front kort forinden.

Og på opløbsstrækningen var der reelt aldrig nogen tvivl om, at 26-årige Johannes Høsflot Klæbo var hurtigst og Pål Golberg fik ikke chancen for at forsøge at gå forbi den suveræne nordmand.

Dermed har Klæbo vundet samtlige seks etaper hidtil af sæsonens Tour de Ski, og dermed kan han skrive sig ind i historien som den mest suveræne vinder af Tour de Ski med sejre på samtlige etaper, hvis han søndag formår at vinde de ni kilometers finaleklatring der venter i italienske Val di Fiemme, hvor også lørdagens samlede start og fredagens spurt blev afviklet.

Mens Pål Golberg altså tog sig af andenpladsen, blev det italiensk på tredjepladsen, hvor Francesco De Fabiani kom ind foran den føromtalte svenske duo bestående af Halfvarsson og Poromaa.

Hos kvinderne var der grund til at juble i Tyskland, for her vandt Katharina Hennig således foran den førende svensker, Frida Karlsson, og finske Kerttu Niskanen. Hennigs sejr var nemlig den første tyske World Cup-sejr i langrend på kvindesiden, siden Claudi Nystad i marts 2009 vandt i Falun.