NBA's nye vidunder Victor Wembanyama viser tænder med rekordkamp

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

NBA's nye vidunder Victor Wembanyama viser tænder med rekordkamp

Opdateret
NBA's nye vidunder viser tænder med rekordkamp
NBA's nye vidunder viser tænder med rekordkampCHRISTIAN PETERSEN/GETTY IMAGES NORTH AMERICA/Getty Images via AFP
19-årige Victor Wembanyama har været blandt de mest omtalte førsterundevalg i NBA i årtier. Og den tårnhøje, franske teenager begynder for alvor at vise, hvorfor San Antonio Spurs straks slog kløerne i ham i draften.

Natten til fredag dansk tid viste han sin unge alder til trods, at han allerede er klar til at tage ansvar og lede sit hold. Han blev kampens topscorer i sejren på 132-121 mod Phoenix Suns, og da det spidsede til, var det ham, som førte an hos Spurs.

Det er dog ikke noget, han selv lægger for meget i.

"Nogen er nødt til at tage ansvaret. Næste gang er det sikkert en af mine holdkammerater," siger Wembanyama beskedent efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

De 38 point fra de store, franske hænder var rekord for Wembanyama efter fem kampe i NBA. Men mere imponerende var det næsten, hvordan han agerede, da kampen blev helt tæt.

Spurs havde været foran med 27 point i første halvleg, men med lidt over fire minutter tilbage af kampen fik Suns kontakt ved 116-116.

Her trådte den 2,24 meter høje teenager i karakter. Spurs scorede 12 point i træk, og Wembanyama stod for at sætte 10 af dem på tavlen.

Han beviste samtidig, hvor alsidig han er. De ti point kom fra en trepointscoring, et jumpshot, et dunk og tre straffekast.

Det blev også til ti rebounds og to blokerede skud for franskmanden.

På modstanderholdet var blandt andre superstjernen Kevin Durant, som Wembanyama har omtalt som et af sine idoler. Durant var imponeret over det nye NBA-vidunder, som Durant ikke vil sammenligne med sig selv eller andre.

"Han kommer til at skabe sin egen karriere, som vil være meget anderledes end nogen anden, der nogensinde har spillet," lyder det fra Durant ifølge AFP.

Med sejren har Spurs vundet tre af sæsonens første fem kampe i grundspillet.