Da Golden State Warriors i 2015 tog klubbens første NBA-mesterskab i 40 år, var det med en exceptionelt lille opstilling, som første gang for alvor så dagens lys i finaleseriens fjerde kamp, efter Steve Kerrs mandskab var kommet bagud med 2-1 mod LeBron James' Cleveland Cavaliers.
Steve Kerr valgte at tage Warriors daværende suverænt største spiller, australske Andrew Bogut, ud af startopstillingen. Ind kom Andre Iguodala, kendt for sit forsvars- og omstillingsspil, og på centerpositionen spillede den markant mindre men meget mere bevægelige Draymond Green.
Det blev startskuddet til en bølge i NBA, hvor det ikke var unormalt at have "undersized" spillere på de to traditionelt "store" positioner, power forward og center. Allerede år forinden havde Miami Heats mangeårige cheftræner Erik Spoelstra leget med en såkaldt positionsløs tilgang til netop de to positioner med Udonis Haslem og Chris Bosh, der problemfrit skiftede mellem center og power forward-positionerne, men især Warriors dominans populariserede begrebet "small ball."
Om begrebet nu er ved at uddø, er måske tvivlsomt, men i øjeblikket domineres verdens bedste basketliga absolut ikke af et hold, der spiller "small ball." Snarere tværtimod. For intet mandskab har i øjeblikket en bedre sejrsrate i NBA end Minnesota Timberwolves, og det er til trods for, at Chris Finch' mandskab stiller op med to traditionelle centers.
Således blev mange øjenbryn løftet, da Timberwolves i sommeren 2022 sendte et hav af aktiver i retningen af Utah Jazz for at erhverve sig Rudy Goberts kontrakt. Foruden en række draft picks sendte Timberwolves hele fire spillere afsted til Salt Lake City.
Men hvad ville Timberwolves i det hele taget med Gobert? I forvejen havde holdet i mange år satset stort på Karl-Anthony Towns, førstevalget i draften i 2015. En alsidig center kendt for sine offensive egenskaber, særligt sit trepointsskud, men til gengæld også kendt for at halte efter i det defensive. Gobert det stik modsatte. Hvordan skulle Chris Finch få det til at fungere med begge?
Det lykkedes ikke ubetinget godt i seneste sæson, der altså var Goberts første i Minnesota. Selvom Timberwolves nåede slutspillet, efter at have spillet sig gennem de såkaldte play-ins, var det i sandhed op og ned for Finch og Co. For Goberts vedkommende blev sæsonen præget af inkonsistente optrædener, toppet med en kontrovers med holdkammerat Kyle Anderson, som Gobert slog midt i en kamp i april.
Men i denne sæson er brikkerne faldet på plads, Gobert og Towns fungerer strålende sammen, og de hjælpes godt på vej af en ligeledes stærkt spillende sjettemand, der såmænd også er center af oprindelse, nemlig 24-årige Naz Reid.
Gobert er fortsat det defensive fyrtårn, og franskmanden har på sin vis smittet af på den yngre Towns, der tidligere som bekendt har haft problemer med at ramme et konsistent defensivt niveau. Det gør Towns nu, og efter en tøvende sæsonstart offensivt, har den efterhånden 28-årige superstjerne nu også ramt niveauet i dén ende af banen.
Bevares, også holdets ubetinget største stjerne, Anthony Edwards, gør sit, men det er bestemt mere iøjnefaldende, at ligaens i øjeblikket bedste mandskab har tre centers blandt sine vigtigste spillere, og ovenikøbet i øjeblikket mangler den ligeledes lange power forward Jaden McDaniels, på højde med føromtalte Naz Reid, der som regel optræder på small forward-positionen.
Med til historien hører også, at hverken Karl-Anthony Towns eller Naz Reid spiller som traditionelle centers. Det er ikke Shaquille O'Neal-tilgangen med post-up på post-up og fokus på pick-and-roll. Det er derimod to enormt dynamiske centers, der kan løbe omstillingerne og skyde fra distancen, endda så godt at både Towns og Reid indtil for ganske nylig begge snittede det legendariske skudprocent split 50-40-90 – 50 procent på alle skud, 40 procent på trepointsforsøg, 90 procent på free throws.
Godt nok er Naz Reid nu faldet under de 40 procent på trepointsforsøgene, men at have to så træfsikre såkaldte "big men" er fuldkommen uhørt. Nok har andre power forwards tidligere i historien bedrevet lignende, Larry Bird opnåede det legendariske split to gange, Dirk Nowitzki gjorde det én gang, men at to spillere, der oprindeligt har hjemme på centerpositionen, gør det på samme hold i samme sæson? Det er uhørt.
Hvor langt det skal række for Chris Finch og Co. er endnu for tidligt at spå om, men for nuværende er NBA's førerhold, der har vundet 16 af sæsonens første 20 kampe, i hvert fald det stik modsatte af idéen om "small ball," der ellers i flere år var populær og succesfuld.