Axelsen overvinder minikrise og er VM-kvartfinaleklar

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Axelsen overvinder minikrise og er VM-kvartfinaleklar

Axelsen overvinder minikrise og er VM-kvartfinaleklar
Axelsen overvinder minikrise og er VM-kvartfinaleklarProfimedia
Efter to sejre ved VM, hvor modstanderne ikke har fået et ben til jorden, blev Viktor Axelsen for første gang presset i torsdagens opgør mod Taiwans Chou Tien Chen.

Trods en kanonstart og overlegenhed gennem næsten hele første sæt kom der lidt grus i det danske maskineri, inden han bookede en plads i kvartfinalerne med 21-13, 21-19.

De to spillere havde blot været på banen i seks minutter, da det var tid til ophold midtvejs i sættet. Med danskeren i front 11-2.

Det lykkedes Chou Tien Chen at tage fire point på stribe lige efter, men lige lidt hjalp det. Axelsen skruede bissen på igen, og efter 13 minutter var der danske sætbolde ved 20-7.

Her fik han, hvad der lignede sit første koncentrationssvigt ved VM. Han formøblede hele seks sætbolde, før han tog sættet hjem.

Den træge afslutning på første sæt så ud til at forplante sig lidt i den ellers så suveræne verdensetter.

Han lavede ukarakteristisk mange fejl pludselig, og Chou Tien Chen anede åbenlyst muligheden for at ryste Axelsen. Han straffede enhver uskarphed, og pludselig hed stillingen 13-8 til taiwaneren.

Axelsen fik slidt sig tilbage i sættet, selv om spillet ikke flød som i kampens start.

Han var nede 18-19, og et tredje sæt lurede, men her viste han klassen. Han spillede tre perfekte bolde og kunne lade sig indhylle i jubel fra den fyldte Royal Arena.

I kvartfinalen venter Indiens H.S. Prannoy, som i en dramatisk tresætter sendte den tidligere verdensmester Loh Kean Yew ud.