Stort comeback: Rune redder matchbold og spiller sig videre i Indian Wells

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Stort comeback: Rune redder matchbold og spiller sig videre i Indian Wells
Holger Rune er klar til kvartfinalerne ved årets Indian Wells Masters.
Holger Rune er klar til kvartfinalerne ved årets Indian Wells Masters.Clive Brunskill/Getty Images via AFP
Holger Rune er efter et velspillet opgør natten til torsdag dansk tid videre til kvartfinalerne i Masters 1000-turneringen i Indian Wells.

Danskeren besejrede i ottendedelsfinalerne amerikaneren Taylor Fritz med cifrene 2-6, 7-6, 6-3.

Rune skal i kvartfinalerne op mod russiske Daniil Medvedev, der gik videre efter en sejr over bulgarske Grigor Dimitrov.

Nattens opgør startede tæt, men Rune havde til tider i første sæt svært ved at følge med den velspillende amerikaner.

Danskeren var lige ved at blive brudt for første gang i fjerde parti, men han afværgede en breakbold og udlignede i stedet til 2-2.

Fritz viste dog efterfølgende stærkt spil og leverede ved sin næste mulighed opgørets første brud til 4-2.

Han leverede derefter et rent serverparti til stillingen 5-2 og tog sættet, da han efterfølgende brød Rune for anden gang.

Danskeren kom bedre efter det i andet sæt, hvor spillerne skiftedes til at holde serv hele vejen igennem.

Men da Rune afværgede en matchbold og udlignede til 5-5 i andet sæt, fik han skabt et vist momentum.

Sættet skulle til sidst afgøres ved en tiebreak, hvilket endte i total dansk dominans. Rune kom hurtigt foran 4-0 og endte med at vinde 7-2 til en sætsejr på 7-6.

I tredje sæt viste Rune nogle af sine klassiske stopbolde frem, og det gjorde han med stor succes.

Det resulterede i danskerens første brud til stillingen 3-1.

Efterhånden blev det tydeligt, at amerikaneren var under pres, i særdeleshed fordi Rune havde held med at holde sig tæt på nettet.

Danskeren kunne efter sit brud blot serve sejren hjem. Det gjorde han med stil i form af blandt andet to rene servepartier - det sidste til 6-3.