Stresset Rune efter exit: Er ikke syg, men var helt klart ved siden af mig selv

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Stresset Rune efter exit: Er ikke syg, men var helt klart ved siden af mig selv

Holger Rune kunne slet ikke få sit spil til at fungere mod Casper Ruud onsdag aften.
Holger Rune kunne slet ikke få sit spil til at fungere mod Casper Ruud onsdag aften.Julien de Rosa/AFP
Holger Rune lagde sig fladt ned efter sit nederlag til Casper Ruud i French Opens kvartfinale og erkendte, at han ikke havde spillet godt nok til at vinde.

Danskeren tabte 1-6, 2-6, 6-3, 3-6 på en aften, hvor niveauet var meget lavt i de to første sæt.

"De to første sæt var meget skuffende, jeg fandt ikke mit niveau. Sådan er det nogle gange. Jeg havde det ikke godt på banen i de to første sæt. Jeg prøvede at komme tilbage, men det var svært mod en spiller som Casper."

Rune døjede med fysikken undervejs i ottendedelsfinalen, men han afviste, at det var en faktor onsdag aften.

"Jeg havde det fint fysisk, der er ikke nogle undskyldninger," understreger Rune og siger, at han følte sig stresset på banen fra start.

"Jeg er ikke syg, men jeg var helt klart ved siden af mig selv. Jeg justerede dårligt i forhold til slagene og så ikke bolden optimalt. Jeg plejer at opfatte bolden meget hurtigere og rykke hen til slaget og tage den tidligt. Det blev først bedre i tredje sæt."

Efter en toiletpause med tøjskifte kom Rune bedre ud til tredje sæt, men i fjerde sæt var nordmanden igen bedst på sin større stabilitet.

"Jeg havde stadig en chance, fordi det var bedst af fem sæt, men to sæt er for længe at spille under niveau, når man møder en spiller som Casper."

Rune var ellers på forhånd regnet som bookmakernes tredjefavorit i turneringen efter en flot grussæson, men det blev til exit i kvartfinalen ligesom sidste år, hvor Ruud også var hans banemand.

"Jeg er selvfølgelig skuffet. Jeg spiller for at opnå ting, men jeg har prøvet det før, så jeg ved, hvordan jeg skal håndtere det. Man skal lære af sine tabte kampe. Jeg må bare videre," siger Rune og afviser, at forventningspresset spillede en rolle.

Nu gælder det græssæsonen, der kulminerer med Wimbledon fra 3. juli.