Sløvt Skjern-hold i tomgang kæmper sig til europæisk avancement

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sløvt Skjern-hold i tomgang kæmper sig til europæisk avancement

Emil Berholdt spillede en stor kamp for Skjern
Emil Berholdt spillede en stor kamp for SkjernJohn Randeris/Scanpix
Håndboldherrerne fra Skjern ramte på ingen måde deres topniveau, men det blev alligevel til en sejr på 27-23 over østrigske Alpla HC Hard i EHF European Leagues gruppespil.

De to point på kontoen betyder, at vestjyderne er sikret minimum en fjerdeplads i gruppen og dermed avancement til ottendedelsfinalerne.

Skjern kom hurtigt foran 5-1, men det var ikke en velsmurt angrebsmaskine, træner Henrik Kronborg havde fået med i hallen.

For mange chancer blev brændt, og generelt manglede der rytme og energi i offensiven for det vestjyske hjemmehold.

Gæsterne var helt med frem til 9-8 til Skjern, inden det lykkedes danskerne at komme til pause med en tremålsføring på 13-10.

Mulig opsang i pausen

Hvis Henrik Kronborg i pausen gav en lille opsang, var det helt på sin plads.

Alpla var godt med og holdt sig inden for et mål eller to af Skjern langt ind i kampen.

Kronborg forsøgte at råbe noget liv ind i spillerne med en timeout knap midtvejs i anden halvleg.

- Der er ingen energi, i det vi foretager os, kritiserede han sit hold.

Det så ikke ud til at rykke ved noget, men i kampens sidste ti minutter fik man alligevel trukket fra, så der ikke blev spænding om udfaldet.

Alfred Jönsson og stregspiller Emil Bergholt stod stærkest i billedet hos Skjern. Bergholt var faktisk forrygende som eneste af hjemmeholdets spillere.

Han leverede syv mål på otte forsøg - flere af scoringerne ganske akrobatiske - og blev kampens topscorer.

Små otte minutter før tid fik Skjern slået et hul på fire mål, og derfra blev afstanden holdt.

Skanderborg-Århus' Morten Balling i aktion
Skanderborg-Århus' Morten Balling i aktionKim Frost/Scanpix

Skanderborg-Aarhus levede op til forventninger

Tidligere tirsdag aften levede Skanderborg-Aarhus op til favoritværdigheden i sin gruppekamp hjemme mod ukrainske HC Motor.

Den østjyske fusionsklub var allerede sikret avancement inden kampen, men tog alligevel en sejr på 33-30 uden for alvor at spille sig ud.

Gæsterne var foran 9-5, men danskerne havde udlignet til 15-15 ved pausen. Seks af de første syv mål i anden halvleg havde dansk signatur, og derfra fik ukrainerne aldrig kontakt igen.