Han er udråbt som den næste danske stjerne: Thomas Arnoldsen forsøger bare at nyde håndbold

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Han er udråbt som den næste danske stjerne: Thomas Arnoldsen forsøger bare at nyde håndbold

Siden debuten i håndboldligaen har Thomas Arnoldsen spillet 79 kampe, hvor han har scoret svimlende 348 mål og lavet vilde 284 assists.
Siden debuten i håndboldligaen har Thomas Arnoldsen spillet 79 kampe, hvor han har scoret svimlende 348 mål og lavet vilde 284 assists.Ole Nielsen
Det skorter ikke på roser til og store ord om Skanderborg Aarhus Håndbolds 21-årige stjernskud, Thomas Arnoldsen. Bagspilleren skifter til sommer de vante rammer i Skanderborg Aarhus ud med mægtige Aalborg Håndbold, men den unge komet lader sig ikke presse af prædikater og talentkåringer. I et interview med Flashscore fortæller stortalentet om, hvordan det absolut vigtigste for ham er at nyde at spille håndbold.

"Det er jo det største talent siden Mathias Gidsel."

Sådan sagde tidligere topspiller, nu ekspert på Viaplay, Joachim Boldsen i midten af december om Skanderborg Aarhus Håndbolds 21-årige Thomas Arnoldsen, der i de seneste sæsoner har taget herrehåndboldligaen med storm.

Det er store ord, men Joachim Boldsens ord kommer af en grund, og hvis Thomas Arnoldsen selv skulle føle, at han har nogenlunde fat i den lange ende, så har den unge østjyde da også noget at have det i. For gennemgår man den bedste danske håndboldrække siden 2015, er der ikke én eneste spiller, der har produceret et bedre såkaldt MEP-tal – et tal, der måler hvor effektiv en spiller er i alle spillets angrebsfacetter – per kamp, end Arnoldsen gør i denne sæson.

Ikke Mathias Gidsel, ikke Simon Pytlick, ikke Lasse Møller, Niclas Kirkeløkke, Nikolaj Øris Nielsen eller Jacob Holm, nej, den højest målte MEP per kamp siden 2015 tilhører simpelthen Thomas Arnoldsen i denne sæson. Og præstationerne har da også allerede sikret Arnoldsen et sommerskifte til storklubben Aalborg Håndbold.

Men hvad kan denne unge håndboldkomet? Hvad gør ham til så stort og omtalt et talent, og hvordan har Thomas Arnoldsen det egentlig selv med den stødt øgede opmærksomhed? Det har Flashscore spurgt den unge skanderborgenser såvel som hans cheftræner, Nick Rasmussen, om.

Fleksibel forsvarsspiller

Mens det vanvittige MEP-tal altså er udtryk for de offensive egenskaber hos 21-årige Thomas Arnoldsen, så skal man ikke lade sig snyde. Arnoldsen er meget, meget mere end blot en dygtig angrebsspiller, hvis man spørger cheftræner i Skanderborg Aarhus, Nick Rasmussen.

"Jeg synes, at han er en spiller, der egentlig er rigtig fleksibel, specielt defensivt. Han er i stand til at dække mange forskellige positioner, han kan dække begge backs og er dygtig til at ligge foran i et fem-et forsvar."

"Og det er nok nogle af de ting, som jeg ikke altid synes, man er opmærksom på, når man snakker om Thomas, for alt andet lige er fokus jo på, hvor mange mål og assists, han har. Men han har faktisk stort potentiale i sin defensiv," kommer det fra Nick Rasmussen.

Fokus på netop defensiven er såmænd noget, der har været specielt meget af, lige fra den dag, hvor Arnoldsen rykkede fra håndboldakademiet SHEA op i førsteholdstruppen, for her lagde han, i samarbejde med Nick Rasmussen, en plan.

"Sådan som håndbold er i dag, så er man bare meget mere gældende, hvis man er tovejsspiller. Så da jeg kom op blev planen sådan, at jeg i kampene kun spillede i angreb, mens vi til træning lagde stort fokus på den defensive del."

"Der havde jeg også nogle fantastisk holdkammerater dengang i Corner (Cornelius Kragh, red.) og AN (Nikolaj A. Nielsen, red.), som var pissedygtige, og som jeg bare kunne lære fra. Det er også mit råd til unge spillere, når de kommer i en seniortrup: Hav stort fokus på forsvarsspillet. Selvom jeg også synes, det er sjovest at spille angreb, så er det sgu bare sjovere at være med i begge ender, for så føler man, at man er med i hele kampen," fortæller Thomas Arnoldsen.

Vigtigt med europæiske kampe

Tirsdag aften var hele paletten til skue i Ceres Arena, hvor Skanderborg Aarhus i European League mødte nordmakedonske Eurofarm Pelister. Arnoldsen var ganske vist slet ikke tilfreds med præstationen, der dog kastede en sejr af sig, men den unge bagspiller fik demonstreret, at han mestrer alle spillets facetter.

Opdækning på begge backs, en tackling, en opsnappet bold, et brud i offensiven, assists i omstillingsfasen, spil ud på fløjen, et hopskud fra distancen, et indspil til stregen, hvor tvillingebror Frederik Arnoldsen var at finde. Lidt af det hele.

Netop disse europæiske kampe er noget, som Thomas Arnoldsen virkelig sætter pris på.

"Jeg tror, det betyder meget, at man får lov at møde sådan et hold som Eurofarm Pelister. Hvis man bare bliver ved med at møde de samme hold igen og igen i den danske liga, så får man heller ikke mulighed for at prøve kræfter med andre håndboldkulturer, og hvordan de spiller håndbold."

"Man skal også vænne sig til det, fordi det er en helt anden spillestil. Det, synes jeg bare, er fedt at få lov at prøve," fortæller Arnoldsen.

Blandt de øvrige europæiske modstandere i årets gruppespil af European League har også været det tyske storhold Füchse Berlin, arbejdsgiver for lige netop føromtalte Mathias Gidsel, og sådan et møde giver også en unik mulighed for at teste sig selv på allerhøjeste niveau.

"Det er jo toppen af toppen forstået på den måde, at de fører Bundesligaen, så det er vel et af de ti bedste hold i Europa. Så der finder man jo hurtigt ud af, hvad der kan gå an, hvad det er, der holder vand," forklarer Nick Rasmussen.

Naturligt at tage ansvar

Opgøret mod nordmakedonske Eurofarm Pelister endte altså med en sejr, og selvom det ikke var Thomas Arnoldsens allermest prangende præstation med fire scoringer på ni skudforsøg og fire assists oveni hatten, så viste den unge bagspiller samtidig også, at han forstår og formår at tage ansvar.

Både i det offensive og i det defensive blev der dirigeret, givet dessiner. Ikke på en kommanderende måde, men snarere som en hjælp til holdkammeraterne, et venligt men bestemt fingerpeg om at være opmærksom på dette og hint.

"På banen kommer det ret naturligt, fordi jeg er på en position, hvor jeg skal sætte spillet op. Gennem årene har jeg arbejdet på at tage en lederrolle, men når man kommer op i en seniortrup, skal man selvfølgelig lige finde sin plads, men det er gradvist blevet bedre og bedre."

"Jeg synes egentlig, at jeg trives meget godt i den rolle, og jeg kan også godt lide, når jeg ikke spiller, lige at komme med nogle observationer. For nogle gange, når man er på banen, så er pulsen bare på 180, og når man så kommer ud at sidde, lægger man måske mærke til nogle små detaljer," lyder det fra Thomas Arnoldsen efter tirsdagens sejr mod nordmakedonerne.

MEP-systemet belønner primært offensive spillere, da meget få defensive aktioner tæller med.
MEP-systemet belønner primært offensive spillere, da meget få defensive aktioner tæller med. Datawrapper

Håndboldfaglig nysgerrighed

Talentet er altså ikke til at tage fejl af, og det har faktisk også allerede kastet flere landsholdsudtagelser af sig, men først måtte Thomas Arnoldsen melde afbud, og senere, efter at have været en del af Nikolaj Jacobsens første, store bruttotrup til VM, blev 21-årige Arnoldsen sorteret fra.

Til gengæld var både Aalborg Håndbolds 22-årige Mads Hoxer og GOG's 23-årige stregspiller Lukas Jørgensen, to andre af håndboldligaens helt store kometer, med til at vinde VM-guld for Danmark. Til sommer bliver førstnævnte holdkammerat med Thomas Arnoldsen, når Arnoldsen forlader de vante rammer i Skanderborg og Aarhus.

Her kommer Champions League-håndbold formentlig til at være en del af programmet, og Arnoldsen håber, at oplevelserne fra denne sæsons European League kan hjælpe med et solidt fundament.

"I Aalborg bliver det jo forhåbentlig på den helt store scene, så det vil helt klart være en fordel. Der kommer man også til at møde en masse forskellige spillestile og hold, så jeg synes bare, det er enormt fedt at få lov at prøve det her i det sidste år med barndomsklubben. Jeg elsker at spille hver eneste kamp både herhjemme, men jeg synes også, at det er pissesjovt at have de her rejser ud og prøve noget andet. Det er megafedt," fortæller Arnoldsen.

Føromtalte Lukas Jørgensen blev af sin forhenværende cheftræner, Erik Veje Rasmussen, rost for sin store håndboldfaglige nysgerrighed, og det er ifølge Nick Rasmussen også noget af det, der kan være med til at bringe Thomas Arnoldsen langt.

"Den der nysgerrighed og interesse for spillet, som han har, den skal han blive ved med at dyrke. For jeg tror bare, at det gør ham endnu dygtigere. Og det oplever jeg egentlig også, at han gør. For han ser rigtig meget håndbold, ham der. Både som underholdning men også for at blive inspireret, er mit indtryk," fortæller Nick Rasmussen, der for første gang havde Arnoldsen med til seniortræning i Skanderborg Håndbold i 2018.

Med en MEP per kamp på 4,6 ligger Thomas Arnoldsen i denne sæson højere end Lasse Møller gjorde i sin sidste sæson i Danmark, såvel som højere end Mathias Gidsel gjorde i sin sidste sæson i Danmark.
Med en MEP per kamp på 4,6 ligger Thomas Arnoldsen i denne sæson højere end Lasse Møller gjorde i sin sidste sæson i Danmark, såvel som højere end Mathias Gidsel gjorde i sin sidste sæson i Danmark.Ole Nielsen

Ser op til finalehelt

Selvom Mathias Gidsel altså nævnes af Joachim Boldsen, og det føromtalte MEP-tal indikerer et kæmpestort offensivt talent, så er Thomas Arnoldsen altså en rigtig tovejsspiller, og når cheftræneren fortæller, at Arnoldsen også ser mange håndboldkampe for at hente inspiration, så er der noget om snakken.

For hos Arnoldsen er der altid blevet set op til særligt to spillere, hvor den ene af dem ved årets VM-finale leverede en storslået præstation, da hans 10 scoringer var med til at få skovlen under de franske finalemodstandere.

"Jeg har altid set op til Rasmus Lauge og Sander Sagosen. De er begge tovejsspillere, der kan stort set det hele. De kan skyde udefra, de kan være gennembrudsspillere, de har enormt stor fysik."

"Så det er helt klart to spillere, som jeg forsøger bare at lære noget fra, når jeg sidder og ser dem spille," fortæller Thomas Arnoldsen om den danske og den norske bagspiller, der til daglig spiller for henholdsvis ungarske Veszprém og tyske THW Kiel.

Forsøger bare at nyde det

Hvis Joachim Boldsens sammenligning med Mathias Gidsel ikke skulle være nok, så var Thomas Arnoldsen for nylig også på en imponerende tredjeplads, da den svenske håndboldjournalist Johan Flinck for Aftonbladet kårede verdens 12 største håndboldtalenter, Arnoldsen kun overgået af portugisiske Kiko Costa og serbiske Stefan Dodić.

Så skal man rigtigt nok holde tungen lige i munden med den slags forventningens pres, men Thomas Arnoldsen har sin egen opskrift på ikke at lade sig påvirke for meget af al opmærksomheden.

"Jeg prøver egentlig på slet ikke at fokusere på det. Jeg skal bare nyde at spille håndbold, for det, jeg elsker ved håndbold, er at have det sjovt. Derfor har jeg også sagt til mig selv, at når jeg en dag ikke længere synes det er sjovt, så er det ikke det, jeg skal lave."

"Så jeg ser ingen grund til at gå og være presset over, at man bliver kaldt et af de største talenter. Så tror jeg bare, at man kommer til at overtænke det hele," kommer det fra Thomas Arnoldsen.

Op- og nedture er dog uanset hvad en del af tilværelsen som professionel sportsudøver, men når tingene ikke lige går helt efter bogen, forsøger Thomas Arnoldsen ganske enkelt at vende tilbage til det, der for ham er kernen i det hele.

"Så skal jeg bare finde tilbage til at nyde at spille håndbold, for lige så snart jeg nyder det, så føles det bare så nemt, det jeg gør på banen."