Tidligere cheftræner ikke i tvivl om stregkomets potentiale: ”Han har en utrolig intuition”

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Tidligere cheftræner ikke i tvivl om stregkomets potentiale: ”Han har en utrolig intuition”
Tidligere cheftræner ikke i tvivl om stregkomets potentiale: ”Han har en utrolig intuition”
Tidligere cheftræner ikke i tvivl om stregkomets potentiale: ”Han har en utrolig intuition”Kent Rasmussen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Et fantomefterår sikrede Lukas Jørgensen en plads i Nikolaj Jacobsens VM-trup, og i de første to kampe er det sågar blevet til flere minutter på banen og scoringer til følge for 23-årige Lukas Jørgensen. Ifølge stregspillerens forhenværende cheftræner, Erik Veje Rasmussen, kan Lukas Jørgensen nå enormt langt med sin nysgerrige tilgang. Det fortæller den tidligere Århus-cheftræner i et interview med Flashscore.

Det kan gå ekstremt hurtigt i professionel idræt. Det har Lukas Jørgensen flere gange oplevet i sin endnu relativt korte karriere. Den blot 23-årige stregspiller stod for ikke engang to år siden uden kontrakt, da Århus Håndbold gik konkurs og fusionerede med Skanderborg Håndbold. Men Lukas Jørgensen fandt sig hurtigt en ny klub, tilbage til Fyn, til Gudme, hvor han startede karrieren som professionel.

Stregspilleren trådte ellers de små skostørrelser af sine håndboldsko i Roskilde Håndbold, men som teenager rykkede sjællænderen til Oure for at gå på håndboldlinjen på Oure Kostgymnasium, så da Lukas Jørgensen som 19-årig debuterede i den bedste danske håndboldrække, var det for GOG.

Men spilletiden var sparsom i GOG, og derfor rykkede Lukas Jørgensen til det århusianske, blev en del af Århus Håndbold, hvor Erik Veje Rasmussen var cheftræner. Og også her viste Lukas Jørgensen lige med det samme, at det kan gå hurtigt.

"Allerede i første kamp spillede han helt vildt godt, hvor vi spillede oppe i Lemvig, hvor han dækkede fint, lavede fire mål, og det var før vi overhovedet rigtigt havde lært hinanden at kende for alvor, så det var meget fint. Han har en utrolig intuition og en utrolig evne til at gribe bolden," fortæller Erik Veje Rasmussen til Flashscore.

En smule forsigtig – men meget nysgerrig

Der gik en måned, og så forlængede Århus Håndbold aftalen med Lukas Jørgensen. Så hurtigt fik den dengang 20-årige streg etableret sig i det østjyske, og det var bestemt ikke fordi, Lukas Jørgensen er den højtråbende type, at han hurtigt fik sig en nøglerolle hos Erik Veje Rasmussen.

"Han er en meget velopdragen ung mand, der altid er sød og rar. Han er ikke voldsomt frembrusende, måske endda en lille smule forsigtig."

"Men han er samtidig også en utroligt tænksom fyr, der gerne vil forstå tingene og vide, hvorfor vi gør, som vi gør. Han tænker over tingene, både rent sportsligt og i sociale sammenhænge. Han er meget nysgerrig," kommer det fra Erik Veje Rasmussen, der var cheftræner i Århus Håndbold i sammenlagt 17 år henover to perioder.

Projektet i Århus Håndbold fik dog som skrevet en brat ende, da klubben i påskedagene 2021 gik konkurs, og det blev som bekendt GOG, der fik glæde af Lukas Jørgensens talent ovenpå konkursen. Og igen gik det pludselig meget hurtigt for Lukas Jørgensen.

I Århus Håndbolds allersidste kamp før konkursen scorede Lukas Jørgensen hele 13 mål.
I Århus Håndbolds allersidste kamp før konkursen scorede Lukas Jørgensen hele 13 mål.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Overraskende defensiv forbedring

For i første sæson tilbage i det fynske, stod Lukas Jørgensen bag Anders Zachariassen og Oscar Bergendahl i streghierarkiet i Gudme, men i sommeren 2022 forlod sidstnævnte GOG. Selvom klubben hentede norske Henrik Jakobsen til, så fik Lukas Jørgensen meget pludseligt en nøglerolle at spille, da Anders Zachariassen i oktober blev ramt af en alvorlig knæskade.

Og således blev den enes figurative død den andens brød, for Lukas Jørgensen har brændt den danske herrehåndboldliga fuldkommen af i efterårssæsonen, hvor den 23-årige stregspiller har været på rundens hold i otte af hidtil 18 runder, og Nikolaj Jacobsen belønnede altså Lukas Jørgensen med en billet til VM-slutrunden, hvor stregspilleren i de første to kampe har scoret sammenlagt ni mål.

Mens Lukas Jørgensen altid har vist enormt stort talent i spillets offensive facetter, er Erik Veje Rasmussen dog mest imponeret over, hvor meget stregspilleren har lagt på i den anden ende af banen.

"Da han var hos os, manglede han nok stadig noget hurtighed i forhold til at kunne dække ordentligt af, men han er blevet væsentligt hurtigere, hvilket selvfølgelig også er klart, for han har jo trænet i tre års tid siden da, så det skulle også gerne gå den vej. Men det er virkelig fedt at se," fortæller Erik Veje Rasmussen, der som aktiv spiller selv opnåede 233 A-landskampe og scorede 1.015 mål.

Skidegodt med masser af spilletid

Men selvom Lukas Jørgensen har taget kvantespring det seneste års tid, er der stadig masser af mulighed for at udvikle sig, og mens noget kan trænes med vægte, tekniske øvelser eller et taktikbræt, så skal der ganske enkelt bare kamperfaring til på andre områder.

"Han kan jo forbedre sig på alt. Det er det fede ved at være håndboldspiller, der er ikke ét eneste punkt, hvor man ikke kan forbedre sig. Han kan blive endnu hurtigere, og med tiden vil han også blive mere forudseende. Det, vi kalder rutine, handler jo ofte om, at man står i en situation så mange gange, at man til sidst er på forkant med det hele," lyder det fra Erik Veje Rasmussen.

Og udviklingen skal såmænd nok fortsætte, hvis man spørger Erik Veje Rasmussen, og der spiller særligt minutterne på gulvet en stor rolle ifølge Lukas Jørgensen forhenværende cheftræner.

"Derfor er det også skidegodt, at han får så meget spilletid. Der har han jo også selv været meget opmærksom på, at han skulle have minutter for at udvikle sig, så det er godt, når der kommer de her huller, først oppe hos os og så i GOG."

Erik Veje Rasmussen stod i spidsen for Lukas Jørgensen i to sæsoner.
Erik Veje Rasmussen stod i spidsen for Lukas Jørgensen i to sæsoner.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix & Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

Han vil det gerne

Rygterne om et sommerskifte til en af håndboldens helt store adresser svirrer da også allerede, hvor Flensburg-Handewitt er blevet nævnt som potentiel destination ifølge tyske SHZ.

Hvor langt talentet skal bære Lukas Jørgensen, kan Erik Veje Rasmussen ikke spå om, men den tidligere Århus-chef mener ikke, at der er noget figurativt loft på Lukas Jørgensens potentiale, hvor særligt indstillingen er vigtig.

"Han kan jo bare blive bedre og bedre. Han kan blive endnu mere eksplosiv, og det skal han nok blive, for han træner jo godt."

"Og så vil han det gerne. Den psykologiske del er jo ofte afgørende for, hvor langt man kommer. De, der bliver tilfredse for tidligt, ser ingen anledning til at fortsætte med at være nysgerrige, og for rigtig mange håndboldspillere er det netop nysgerrigheden, der er afgørende," påpeger Erik Veje Rasmussen.

Tilfreds vil Lukas Jørgensen dog formentlig blive, i hvert fald for en stund, hvis det lykkedes for GOG at forsvare det danske mesterskab, som de i seneste sæson vandt foran Aalborg Håndbold med landsholdskollegaerne Mathias Gidsel, nu i Füchse Berlin, og Simon Pytlick som nogle af de helt store profiler.

I første omgang har Lukas Jørgensen altså fået lov at snuse til den allerstørste scene, hvor den endnu unge stregspiller har fået spilletid i de to indledende gruppekampe, ganske vist mod to af turneringens svagere mandskaber, men ikke desto mindre har den 23-årige GOG-streg efterladt sig et godt indtryk.