Rune har skruet på alle knapper for at nå top-10

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Rune har skruet på alle knapper for at nå top-10
Rune har skruet på alle knapper for at nå top-10
Rune har skruet på alle knapper for at nå top-10Profimedia
Holger Rune kom ikke i aktion som førstereserve i denne uges ATP Finals, og dermed blev Paris Masters sæsonens sidste.

Triumfen i Masters 1000-turneringen i den franske hovedstad står tilbage som kulminationen på en stor sæson, der bragte Rune fra en position uden for top-100 og ind i top-10.

Opstigningen til stjernerne i en alder af blot 19 år er resultatet af målrettet træning, hvor der er skruet på knapper i alle spillets facetter med et stort hold i ryggen.

Det har været til at se på danskerens spil. I forbindelse med Paris Masters bemærkede tennisanalytikeren fra Tennis Channel Gill Gross, at han ikke længere kunne finde svagheder hos Rune.

Om arbejdet på træningsbanen fortæller Rune, at han arbejder på at minimere sine svagheder og optimere sine våben.

"I en periode arbejdede vi meget på at løfte mine svagheder. Det bliver også tungt hele tiden at arbejde på det, man er dårligst til, men kombinationen af også at træne mine forcer giver en god balance. Faktum er, at i dag kan du ikke have åbenlyse svagheder, hvis du vil helt til tops. Så det har været godt at investere tid i mine svagheder. Og så handler det om, at jeg er blevet bedre til at bruge mine våben," lyder Runes analyse.

Han har nydt godt af samarbejdet med kampanalytikeren Mike James.

"Sammen med min træner finder han alle mine huller i spillet og lægger det ind i mine træninger. Så det er ikke tilfældigt, hvad jeg arbejder på hver dag."

Runes forhånd er tit blevet fremhævet som et stort våben, men særligt sidst på sæsonen har hans serv løftet sig op i den absolutte verdenselite.

I fire af kampene i Paris Masters - alle mod top-10-spillere - blev Rune slet ikke brudt.

"Min serv har løftet sig, og det betyder også rigtig meget i herretennis. Det er tungt, hvis man skal kæmpe både for sin egen serv og kæmpe for at bryde," konstaterer Rune.

Også danskerens baghånd og returneringer nævnes nu som store våben blandt eksperter.

Rune fortæller, at han tidligere har "flirtet meget med enten at være monster offensiv eller defensiv" på sine returneringer.

"Det har jo ikke været spildt arbejde, for det er vigtigt at kunne det hele, men vi har fundet frem til den optimale returposition i forhold til winrate, så nu gør jeg det, som procentvis bedst kan betale sig."

Rune har i flere år været tilknyttet Patrick Mouratoglous akademi i Frankrig, men i sæsonens sidste del har Rune ovenikøbet haft Mouratoglou fast med til turneringer.

Den profilerede træner har samarbejdet med Simona Halep, men da rumæneren blev skadet, fik han plads i kalenderen til at rejse med Rune og danskerens mangeårige træner, Lars Christensen.

Rune fremhæver Mouratoglous energi og store erfaring. Den er ikke mindst til stor hjælp før store kampe eksempelvis finaler, forklarer Rune.

"Lars og Patrick er forskellige på en god måde. De supplerer hinanden rigtig godt. Alle er enige om, hvor jeg skal hen med mit spil, og vi har tårnhøje ambitioner, som vi ved, vi kan indfri."

På den mentale front, som også lader til at have fået et stort løft, indledte Rune i sommer et samarbejde med B.S. Christiansen, som dog ikke rejser med til turneringer.

"Han satte skub i en hel masse ting over sommeren med vigtigheden af, at hele mit fundament fungerede. Der var virkelig mange ting, jeg oprigtigt ikke anså som enormt vigtige, som jeg i dag godt kan se, var vanvid, jeg ikke tog alvorligt. Jeg føler, jeg er omgivet af de dygtigste mennesker inden for hver deres område. Det er et super team."