Skrev sig i historiebøgerne: Roglič overgik Merckx og australier med samlet sejr

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Skrev sig i historiebøgerne: Roglič overgik Merckx og australier med samlet sejr
33-årige Primož Roglič vandt søndag sin 18. etapeløbssejr i løbet af karrieren. Det var samtidig slovenerens syvende sejr i denne sæson.
33-årige Primož Roglič vandt søndag sin 18. etapeløbssejr i løbet af karrieren. Det var samtidig slovenerens syvende sejr i denne sæson. Josep Lago/AFP
Den forsvarende verdensmester, Remco Evenepoel, forsøgte flere gange at sætte Primož Roglič på søndagens syvende og sidste etape af årets Catalonien Rundt, men belgieren kunne ikke ryste sin slovenske rival. Selvom det sluttede med en etapesejr til Evenepoel, løb sloveneren med den samlede sejr, og med sin sejr overgår Roglič samtidig blandt andet legendariske Eddy Merckx.

Med en andenplads i søndagens afsluttende etape af Catalonien Rundt, der blev vundet af Remco Evenepoel, kunne Primož Roglič lade sig hylde som samlet vinder af udgave nummer 102 af det ugelange catalanske etapeløb.

Dermed skrev sloveneren sig også ind i historiebøgerne, for med sejren har Roglič nemlig vundet seks ud af de syv store ugelange etapeløb, der består af Paris-Nice, Tirreno-Adriatico, Catalonien Rundt, Baskerlandet Rundt, Romandiet Rundt, Critérium du Dauphiné og Schweiz Rundt.

Nu mangler Roglič således kun en samlet sejr i Schweiz Rundt for at have vundet samtlige af ovenstående syv ugelange etapeløb, og han vil i det tilfælde være første og eneste rytter i historien til at opnå den bedrift. Med årets sejr i Catalonien overgår sloveneren samtidig både legendariske Eddy Merckx og australske Richie Porte, der begge formåede at vinde fem af de syv.

Undervejs på den traditionelle afsluttende etape af det catalanske etapeløb, der naturligvis bød på runder i Barcelona på de stejle gader på Montjuïc-stigningen, forsøgte rivalen Remco Evenepoel ellers flere gange at ryste Roglič af sig.

Remco Evenepoel og Primož Roglič viste sig som de suverænt stærkeste ryttere ved årets Catalonien Rundt.
Remco Evenepoel og Primož Roglič viste sig som de suverænt stærkeste ryttere ved årets Catalonien Rundt.Josep Lago/AFP

Første forsøg kom med cirka 28 kilometer tilbage, da Evenepoel angreb efter flere kilometer med hårdt føringsarbejde fra holdkammeraterne på Soudal-Quick Step. Roglič sad dog som klinet til belgierens baghjul, mens lokale Marc Soler var eneste anden rytter, der kunne følge de to.

På næstsidste omgang forsøgte Evenepoel sig igen, og selvom han denne gang fik plantet Marc Soler, der ellers er født og opvokset i netop Barcelona, kunne den forsvarende verdensmester dog stadig vende sig om og konstatere, at løbets førende slovener fortsat sad lige bag ham.

Om Evenepoel havde givet op, eller om belgieren i stedet var begyndt at tænke mere på etapesejren, er uvist, men på sidste tur op over Montjuïc forsøgte Evenepoel i alle tilfælde ikke at angribe, og så skulle sejrherren findes i en spurt mellem de to.

Selvom Remco Evenepoel lørdag var tydeligt frustreret over, at Primož Roglič ikke ville samarbejde under et udbrud, var der intet andet end respekt mellem de to søndag.
Selvom Remco Evenepoel lørdag var tydeligt frustreret over, at Primož Roglič ikke ville samarbejde under et udbrud, var der intet andet end respekt mellem de to søndag.Josep Lago/AFP

Her forsøgte Roglič tilsyneladende ikke at køre med om sejren, for da Evenepoel åbnede sin spurt, blev der ikke svaret igen fra sloveneren, der blev siddende i sadlen hele vejen over målstregen. Efterfølgende var den belgiske vinder ikke overrasket over, at han ikke formåede at ryste Roglič af sig i Barcelonas gader.

"Han (Primož Roglič, red.) er en af de stærkeste ryttere i verden, han er i virkelig god form, og når han er i topform, er han måske den bedste rytter i verden. Jeg vidste, at hvis der var én, der kunne følge mig, så ville det være ham," roser Evenepoel sin slovenske rival ovenpå den syvende og afsluttende etape.

Marc Soler sluttede som treer på søndagens etape, mens Solers portugisiske holdkammerat, João Almeida, snuppede tredjepladsen i det samlede klassement. Danske Andreas Kron forsøgte sig med angreb flere gange på rundstrækninger i Barcelona og endte til syvende og sidste på en fornem sjetteplads på etapen, hvilket i øvrigt også blev Krons resultat på lørdagens etape.

Primož Roglič og Remco Evenepoel skal igen duellere, når årets Giro d'Italia bliver skudt i gang i starten af maj med en enkeltstart i Fossacesia Marina i Chieti-provinsen af den italienske region Abruzzo. Her er de to dygtige klassementsryttere således de to helt store forhåndsprofiler, og Catalonien Rundt var derfor at betragte som en mindre generalprøve på sæsonens første Grand Tour.