Multitalent ofrer sin sejrschance i Vingegaards skygge

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Multitalent ofrer sin sejrschance i Vingegaards skygge

Multitalent ofrer sin sejrschance i Vingegaards skygge
Multitalent ofrer sin sejrschance i Vingegaards skyggePhoto by Anne-Christine POUJOULAT / AFP
Stortalentet Tom Pidcock mestrer allerede de fleste af cykelsportens discipliner bedre end de fleste. Nu forsøger han også at udvikle sig til klassementrytter på allerøverste niveau.

Inden Tour-starten bad Ineos' ledelse den sprælske brite om at tøjle sin angrebsiver og i stedet forsøge at følge med favoritter som Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar. Og til sin egen overraskelse har Pidcock fået smag for det.

"Tidligere ville jeg ikke have været interesseret i at køre efter en plads i top-10. Jeg har ikke rigtig haft tålmodigheden til det, og det er ikke den type, jeg er. Men nu nyder jeg det faktisk".

"Det hele er nyt for mig, men min selvtillid er vokset for hver dag, der er gået. Jeg udforsker mine grænser, og især søndag var fed", siger Tom Pidcock.

På søndagens etape til Puy de Dome var han sammen med Simon Yates (Jayco) den bedste af klassementrytterne efter Pogacar og Vingegaard.

Lidt bedre end Adam Yates og Jai Hindley. Klart bedre end Romain Bardet og David Gaudu.

Samlet har Pidcock foreløbig gjort det godt nok til at indtage en samlet syvendeplads. Og han har fået mere og mere smag for opgaven, selv om den svækker hans chance for en etapesejr betydeligt.

"I de næste to uger kommer der mange hårde dage, og i uge tre plejer man at kunne se sprækker rundtomkring, men jeg forsøger at være stabil".

"I mit hoved er det blevet et mål at se, hvad jeg kan drive det til i klassementet. Hvis det betyder, at jeg ikke får en etapesejr, så må det være sådan", siger Tom Pidcock.

Ineos, der tidligere hed Team Sky, har i det seneste årti været Tour de Frances dominerende hold.

Tilsammen har Bradley Wiggins, Chris Froome, Geraint Thomas og Egan Bernal vundet Touren syv gange. Men efter at Pogacar og Vingegaard er dukket op, har det pengestærke mandskab spillet andenviolin.

Nu er det op til Pidcock og den unge spanier Carlos Rodriguez at holde Ineos inde i kampen om en plads på podiet. Rodriguez, der sidste år blev nummer syv i Vuelta a España, ligger på en samlet fjerdeplads.

"Det giver os taktiske muligheder, at vi er to, der er med fremme. Men på den anden side er vi begge unge og uden meget erfaring i at køre efter klassementet i grand tours".

"Carlos prøvede det sidste år i Vueltaen, men det er jo ikke det samme, som hvis vi var to erfarne ryttere, der kender sine begrænsninger", påpeger Pidcock.

Den snart 24-årige brite vandt sidste år den prestigefyldte Tour de France-etape i Alpe d'Huez, men er også kendt som en terrænrytter i verdensklasse.

Han er således regerende olympisk mester i mountainbike og verdensmester i cykelcross. Og han er da heller ikke sikker på, at han i fremtiden vil satse alt på at kæmpe om grand tour-sejre.

"Da jeg kom over målstregen søndag, tænkte jeg straks, at jeg vil prøve at vinde VM i mountainbike. Det er vist ikke helt normalt for en klassementrytter. De andre vil nok mene, at det er lidt mærkeligt. Men lad os se om et par uger", siger Tom Pidcock.