Kæmpe klassementsdag på første etape i Pyrenæerne: Vingegaard vinder første slag

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kæmpe klassementsdag på første etape i Pyrenæerne: Vingegaard vinder første slag

Det blev til en gevinst på over et minut til rivalen Tadej Pogačar onsdag for Jonas Vingegaard.
Det blev til en gevinst på over et minut til rivalen Tadej Pogačar onsdag for Jonas Vingegaard.Anne-Christine Poujoulat/AFP
Onsdag måtte Tadej Pogačar indkassere et tidstab på over et minut til Jonas Vingegaard, der på den udfordrende Col de Marie-Blanque satte sloveneren med et flot angreb. Etapen blev samtidig vundet af Jai Hindley, da australieren sneg sig væk med et stort morgenudbrud og kørte sig i den gule førertrøje og flot ind i klassementet.

Rytterne nåede knapt nok at ramme Pyrenæerne, den dramatiske bjergkæde i grænselandet mellem Frankrig og Spanien, før end det første helt store klassementsslag skulle slås. Onsdag fik Jonas Vingegaard nemlig skovlen på Tadej Pogačar på allerede femte etape af årets Tour de France.

På de omtrent 163 kilometer mellem startbyen Pau og målbyen Laruns skulle der nemlig forceres over 3.500 højdemeter undervejs, blandt andet med løbets første stigning udenfor kategori, Col du Soudet, der med sine mere end 15 kilometer og over syv procent i gennemsnitlig stigning var dagens første store udfordring.

Det var dog ikke her, men i stedet på stigningen i første kategori, den enormt svære Col de Marie-Blanque tæt på mål, at Jumbo-Vismas danske kaptajn, sidste års vinder Jonas Vingegaard, satte sit angreb ind på slovenske Tadej Pogačar, som ikke kunne besvare angrebet.

Længe forinden var et ukarakteristisk stort udbrud kørt afsted, indeholdende blandt andre dagens etapevinder og nye mand i den gule førertrøje, Bora-Hansgrohes australske Jai Hindley, der i 2022 vandt Giro d’Italia.

Med i udbruddet var også Hindleys holdkammerater Emanuel Buchmann og Patrick Konrad, og da Jumbo-Visma samtidig havde sendt tre mand med i form af Wout van Aert, Tiesj Benoot og Christophe Laporte, var UAE Team Emirates i allerhøjeste grad fanget på det forkerte ben.

Særligt da danske Mikkel Bjerg punkterede på et nøgletidspunkt, hvor udbruddet forsøgte at opbygge et solidt forspring, hvorfor holdet i flere kilometer måtte sætte sin lid udelukkende til stærke Vegard Stake Laengen.

Tågen var tæt på årets første stigning udenfor kategori, Col du Soudet.
Tågen var tæt på årets første stigning udenfor kategori, Col du Soudet.Thomas Samson/AFP

Også tre danskere havde fundet vej til dagens udbrud. Kasper Asgreen fra Soudal-Quick Step, Mads Pedersen fra Lidl-Trek og Christopher Juul-Jensen fra Team Jayco-AlUla var således med helt i front, og specielt Mads Pedersen gjorde sig bemærket, da han frem mod dagens indlagte pointspurt sled sig væk sammen med Wout van Aert, Cofidis’ franskmand Bryan Coquard of Lotto-Dstnys belgiske Victor Campenaerts.

Den indlagte pointspurt tog Bryan Coquard sig dog af foran netop Mads Pedersen, og herefter lod franskmanden sig falde tilbage, mens de tre andre fortsatte i højt tempo frem mod Col du Soudet, et ukarakteristisk tidligt møde med en stigning uden for kategori.

På netop Col du Soudet måtte de tre forreste dog hurtigt strække gevær, da der blev kørt højt tempo i gruppen bagved, blandt andet fra Lidl-Treks Juan Pedro López, der forsøgte at køre holdkammerat Giulio Ciccone i en god position til at køre om etapesejren.

Mod toppen var det dog østrigske Felix Gall fra AG2R Citroën Team, der i løbet af denne sæson har været lidt af en åbenbaring og fået et stort gennembrud, der kørte væk og sikrede sig en ordentlig spandfuld bjergpoint.

Også på Col de Marie-Blanque forsøgte Gall at komme først på toppen, men her måtte den klatrestærke østriger give fortabt overfor Jai Hindley, der blev lanceret flot af sin holdkammerat, den nyligt kårede tyske mester Emanuel Buchmann.

Jai Hindley blev sammen med Jonas Vingegaards onsdagens helt store vindere. Hindley vandt sin første sejr siden den samlede sejr i sidste års Giro d'Italia.
Jai Hindley blev sammen med Jonas Vingegaards onsdagens helt store vindere. Hindley vandt sin første sejr siden den samlede sejr i sidste års Giro d'Italia.Anne-Christine Poujoulat/AFP

Hindley fik læsset Gall af sig, og samtidig med det skete der ting og sager i favoritgruppen. Her tog Jumbo-Visma nemlig styringen, efter fronten det meste af dagen var blevet domineret af UAE Team Emirates. Wout van Aert trak efter en god dags arbejde i udbruddet på ny i arbejdstøjet og øgede farten.

Herefter tog holdets uhyggeligt stærke amerikanske hjælperytter Sepp Kuss over, og som rytterne nærmede sig toppen, gjorde Jonas Vingegaard så det, som Tadej Pogačar forsøgte på de første etaper i Baskerlandet: Angreb sin rival og åbnede et hul.

Et hul til Pogačar som i første omgang ikke var så stort. Sloveneren så ud til at forsøge at finde eget tempo mod toppen, for derefter at forsøge at lukke hullet på nedkørslen. Men Vingegaards tempo var slet og ret for højt for den slovenske superstjerne.

Intet mindre end 38 sekunders afstand var der fra sidste års nummer et til sidste års nummer to på toppen af Col de Marie-Blanque. Og det forspring blev slet ikke mindre på etapens resterende kilometer. Tværtimod.

Jonas Vingegaard har kørt ganske aggressivt i løbet af denne sæson med angrebsprægede sejre i både Baskerlandet Rundt og Critérium du Dauphiné. Også onsdag var der angreb i danskeren.
Jonas Vingegaard har kørt ganske aggressivt i løbet af denne sæson med angrebsprægede sejre i både Baskerlandet Rundt og Critérium du Dauphiné. Også onsdag var der angreb i danskeren.Marco Bertorello/AFP

For Jonas Vingegaard angreb nemlig terrænet, først nedkørslen og herefter dalstykket mod målbyen i Laruns, og selvom Pogačar fik følgeskab af blandt andre holdkammerat Adam Yates, der altså måtte aflevere den gule trøje efter dagens etape, og danske Mattias Skjelmose, så kørte Vingegaard blot forspringet større på vej mod mål.

Mere end et minut endte Vingegaard faktisk med at vinde på Tadej Pogačar, der helt åbenlyst ikke havde benene til at følge danskeren på dagens etape. Således kravler Jonas Vingegaard op på andenpladsen bag dagens helt store vinder, Jai Hindley, der altså både tager etapesejr og gul førertrøje.

Før torsdagens etape, den sjette i årets Tour, er der 47 sekunder fra Hindley til Vingegaard, mens Vingegaard fik åbnet et hul på solide på solide 53 sekunder i det samlede klassement til Tadej Pogačar, der ligger bag Giulio Ciccone og Emanuel Buchmann i den samlede stilling.

Men allerede på føromtalte sjette etape kan Vingegaard måske true Hindleys gule førertrøje. Her venter nemlig endnu en benhård etape i Pyrenæerne, når rytterne kører 145 kilometer fra Tarbes til Cauterets-Cambasque. Næsten 4.000 højdemeter venter, med opstigninger til først Col d’Aspin og efterfølgende Col du Tourmalet, stigninger i henholdsvis første kategori og udenfor kategori, inden rytterne til sidst tackler Cauterets-Cambasque.