Stærk Vingegaard ærgrer sig over begrænset tidsgevinst: Ville have haft 30 sekunder

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Stærk Vingegaard ærgrer sig over begrænset tidsgevinst: Ville have haft 30 sekunder

Jonas Vingegaard spurtede sig torsdag til sæsonens sjette sejr, da han slog spanske Mikel Landa på stregen.
Jonas Vingegaard spurtede sig torsdag til sæsonens sjette sejr, da han slog spanske Mikel Landa på stregen.Profimedia
For anden dag i træk viste Jonas Vingegaard storform, da han iført den gule førertrøje satte konkurrenterne på plads og vandt 4. etape af Baskerlandet Rundt.

Jonas Vingegaard og rivalen Mikel Landa (Bahrain) havde omkring 30 sekunder ned til forfølgerne, da duoen rundede toppen af sidste stigning.

På de sidste 15 kilometer skrumpede forspringet ind til blot to sekunder, og det var et skår i glæden for den 26-årige dansker.

"Det er en skam, at de kom så tæt på til sidst. Vi ville gerne have haft de 30 sekunder, som vi havde på et tidspunkt, men sådan er cykelløb," siger Vingegaard i sit vinderinterview ifølge feltet.dk.

Det var 18. gang i karrieren, at Vingegaard kom først over stregen i et professionelt løb.

"Først og fremmest er jeg glad for at tage sejren i dag (torsdag, red.). Jeg forventede det ikke i morges. Men jeg havde det godt på den sidste stigning, og folk angreb. Så tænkte jeg: 'Hvorfor ikke prøve selv?'" siger danskeren.

Vingegaard fører i det samlede klassement med 12 sekunder ned til Mikel Landa. David Gaudu er nummer tre med 31 sekunder op til danskeren, og herefter følger yderligere ti ryttere, der maksimalt er 50 sekunder efter Vingegaard.

Heriblandt er den 22-årige dansker Mattias Skjelmose på den samlede syvendeplads. Han er også indehaver af den blå ungdomstrøje.

Ud over etapesejr og gul trøje strøg Vingegaard torsdag i øvrigt op på førstepladsen i pointkonkurrencen, da han vandt en indlagt spurt og altså kom først over målstregen.

Baskerlandet Rundt fortsætter fredag med endnu en etape med fire stigninger, inden det hele bliver afgjort på 6. etape lørdag med syv knolde i løbet af 138 kilometer omkring Eibar.