Træneren afgør dansk ishockeyveterans landsholdsfremtid: Jeg trækker mig ikke tilbage

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Træneren afgør dansk ishockeyveterans landsholdsfremtid: Jeg trækker mig ikke tilbage

Morten Poulsen kommer ikke selv til at trække sig fra landsholdet.
Morten Poulsen kommer ikke selv til at trække sig fra landsholdet.Lehtikuva/Reuters/Ritzau Scanpix
Han bliver 35 år til efteråret og er den aktive spiller, der har optrådt flest gange på det danske ishockeylandshold.

Men veteranen Morten Poulsen har stadig masser af lyst til kampene i landsholdsdragten, selv om VM-turneringen hvert år afkorter sommerpausen med nogle uger.

"Det har jeg absolut. For mig er det kæmpestort at være en del af det her. Jeg kommer ikke til at trække mig tilbage," fastslår Herning-forwarden.

Sidste år valgte hans mangeårige landsholdskammerat og kædekollega Julian Jakobsen at takke af på landsholdet, selv om karrieren går videre i klubregi.

Den vej kommer Poulsen ikke til at gå. Han er afklaret med, at det ikke er ham selv, der beslutter, hvornår landsholdstiden er forbi.

"Jeg ved godt, at det kan blive en lidt grim afslutning, når jeg får at vide, at jeg ikke kan bruges mere. Men det har jeg det fornuftigt med."

"Så længe landstrænerne mener, at jeg kan bruges til noget, så kommer jeg rigtig gerne," siger Morten Poulsen.

Dermed melder han sig også klar til at tage en tørn under den kommende landstræner, Mikael Gath, der efter VM overtager jobbet fra Heinz Ehlers.

"Han skal udfylde store sko, for vi har haft en fantastisk god udvikling, siden Heinz kom til i 2018. Det er nærmest kun gået fremad med OL som højdepunktet."

"Det bliver spændende. Det er godt med ny luft, men det bliver også en svær opgave," spår Morten Poulsen.

Tirsdag mod Østrig spiller han sin landskamp nummer 219, et antal der rækker til en aktuel sjetteplads på listen over spillere med flest landskampe for Danmark.

Kun Morten Green, Jesper Damgaard, Daniel Nielsen, Morten Madsen og Frederik Åkesson har optrådt flere gange i rødt og hvidt.