Greens analyse: Et middelmådigt britisk hold må aldrig skabe så mange chancer

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Greens analyse: Et middelmådigt britisk hold må aldrig skabe så mange chancer

Christian Wejse blev dansk matchvinder
Christian Wejse blev dansk matchvinderProfimedia
Det var med lodder og trisser, at det danske ishockeylandshold vandt med 4-3 over Storbritannien. Rent spillemæssigt var det heller ikke et dansk landshold, der imponerede Morten Green. Det fortæller han til Flashscore.dk.

Det danske hold var store favoritter, men alligevel blev det en kamp hvor Danmark skulle prise sig lykkelig over at hente en sejr.

”Danmark kommer ind som favoritter, og skal klart være det bedste hold og styre kampbilledet, men det formår man simpelthen ikke. Det er en helt lige kamp, der kan tippe begge veje, hvilket ikke skal være tilfældet. Danmark kommer helt forkert ud de første fem minutter, får så vendt det lidt, men anden periode er helt gal. Der er briterne klart bedre”, lyder vurderingen fra Green, der også fra sin egen karriere husker, at Danmark ofte er udfordrede, når man er favoritter.

Det danske landsholdskoryfæ vurderer, at der er to helt store problemer fro Danmark i kampen.

”Man formår ikke at komme frem på banen, lægge et tryk, og have lange angreb. Det bliver lidt flagrende rent offensivt. Det andet problem er, at et middelmådigt britisk mandskab må aldrig skabe så mange chancer som de gjorde i dag”, siger Green, der dog pointerer, at Danmark fik, hvad de kom efter, som var sejren og de tre points til tabellen.

”Alt andet lige, så løser Danmark opgaven, og får det resultat, man kom efter. Det var ikke kønt, men det var yderst vigtigt, og om en uge kan man ikke huske kampens forløb”.

På verdensranglisten er der ni pladser mellem Danmark og Storbritannien, hvor danskerne ligger nr. 11, mens briterne ligger nr. 20. Det var ikke til at se på isen, hvor Danmark måtte kæmpe med næb og kløer for at sikre sig sejren med mindst mulig margin.

”Det fortæller, at det ikke var en god landskamp Danmark spillede. I modsætning til mod Østrig får danskerne ikke taget greb om kampen fra start, og briterne har to kæmpe chancer til sidst, hvor de kan udligne".

Christian Wejse noterede sig for en scoring i powerplay, da han bragte Danmark i front med 4-3. Derudover blev det også til en assist for den tidligere Esbjerg-spiller, der med seks points i turneringen er dansk topscorer.

”Han bliver bare bedre og bedre. Wejse er en meget vigtig spiller for det danske hold, og det er ikke alene på grund af hans fighteregenskaber og defensive boxplay. Han producerer rigtigt flot, og er utroligt dygtig i powerplay. Alle hans tre mål i turneringen er vel ret beset fra samme position i banen, så han kender sin plads og sine kvaliteter”, lyder skudsmålet fra Green

Danmark måtte undvære deres kaptajn Jesper Jensen Aabo, der fik en hård tackling i opgøret mod Tjekkiet, og ankom haltende til hallen fredag. Han manglede på det danske hold, mener den danske ekspert.

”Han er holdets kaptajn. På sine senere år er han blevet endnu bedre defensivt, og har været shut-down par med Oliver Lauridsen ved denne turnering”, lyder det fra Green, der har roser til afløseren Oliver Larsen.

”Oliver spiller en fin kamp i dag, så det handler udelukkende om at Jesper er Jesper, hvis hans fravær har haft negativ betydning i præstationen”. 

Statistik fra kampen
Statistik fra kampenFlashscore

Allerede lørdag eftermiddag venter Schweiz, der har vundet alle deres hidtige kampe. Seneste kamp for schweizerne var onsdag, og det er derfor veludhvilede spillere fra alpelandet, som Danmark står overfor.

”Selvom de danske spillere sikkert er trætte i morgen, så vil de være utroligt lettede ovenpå sejren. Schweiz kommer med fart, energi og fysik, som ofte er svær at stå imod for Danmark. De er måske gruppens bedste hold, og har set rigtigt gode ud”, siger Green, der da også har opskriften klar, hvis Danmark skal gøre sig forhåbninger om at drille schweizerne.

”Så skal man stå i en betondefensiv, og så få føringsmålet. Schweiz kommer til at have taktstokken, så den defensive struktur skal være på plads”.

Kampen mod Schweiz spilles lørdag, og faceoff er kl. 12:20.