Kun overgået af Gretzky: Tjekkisk NHL-legende hyldes før stor dansk fejl på isen

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kun overgået af Gretzky: Tjekkisk NHL-legende hyldes før stor dansk fejl på isen

Jaromir Jagr opnåede i løbet af karrieren næsten 2.000 point i NHL.
Jaromir Jagr opnåede i løbet af karrieren næsten 2.000 point i NHL.Profimedia
Der var disket op med den helt store fejring, før NHL-holdet Pittsburgh Penguins natten til mandag dansk tid tog imod Los Angeles Kings i verdens stærkeste ishockeyliga.

Tjekken Jaromir Jagr var mødt op på sin tidligere hjemmebane, hvor fans og tidligere holdkammerater hyldede ham for en flot ishockeykarriere med sine 11 sæsoner i Pittsburgh som højdepunktet.

I løbet af sin tid i Pittsburgh mellem 1990-2001 var han to gange med til at føre holdet til Stanley Cup-titlen. Frem til 2018 repræsenterede han også New York Rangers, Philadelphia Flyers, Dallas Stars, Boston Bruins, New Jersey Devils, Florida Panthers og Calgary Flames i den stærke ishockeyliga.

I alt har Jagr spillet 1733 NHL-kampe, fjerdeflest af alle, mens han står noteret for 1921 point i ligaen. Det overgår Wayne Gretzky som den eneste.

Kronen på hyldesten var, at Jagrs ikoniske Pittsburgh-trøje med nummer 68 blev pensioneret. Trøjenummeret med tjekkens navn hænger nu oppe under loftet, og ingen spillere kommer fremover til at bære samme nummer for Penguins.

"Jeg betragter hyldesten som en bonus i min karriere. Jeg ved, at nye spillere kommer til, og folk glemmer. Men måske på grund af den her hyldest kommer folk også til at huske mig om 10-20 år. Når de kommer til Pittsburgh, så tænker de, at det var her, Jaromir Jagr spillede," siger tjekken.

Efter en rørende tale iførte Jagr sig sin gamle Pittsburgh-trøje og skøjtede et par æresrunder, hvor han modtog fansenes hyldest.

Selv om tjekken har rundet 52 år, er han stadig aktiv hjemme i Tjekkiet. Han repræsenterer hjerteklubben Kladno i landets bedste række, men spiller ikke alle kampe.

I landsholdsregi indledte han sin karriere i 1988, dengang for Tjekkoslovakiet, og først 27 år senere spillede han sin sidste landskamp. I den periode førte han blandt andet Tjekkiet til et OL-guld og to verdensmesterskaber.

Da hyldesten af Jagr var ovre i Pittsburgh, var det op til holdets nuværende spillere at brillere på isen, men det gik knap så godt.

Danskeren Lars Eller endte med at få en uheldig rolle i 1-2-nederlaget til Los Angeles Kings.

Med tre minutter tilbage var stillingen 1-1, og Pittsburgh var i overtal. Eller sløsede med pucken og tabte den i en skidt position, så Los Angeles Kings kunne køre et kontraangreb og score kampens afgørende mål i undertal.