Dansk profil kritiserer svensk klub for at bruge ham forkert: "Jeg er mere end god nok"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Dansk profil kritiserer svensk klub for at bruge ham forkert: "Jeg er mere end god nok"
Mikkel Bødker. Ishockeylandskamp mellem Danmark og Slovenien i Rødovre Skøjte Arena
Mikkel Bødker. Ishockeylandskamp mellem Danmark og Slovenien i Rødovre Skøjte Arena Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Mens Mikkel Bødker brillerer som erfaren topspiller på det danske ishockeylandshold, har hans klubkarriere i de senere år været mere broget, og for anden sommer i træk er han på jagt efter en ny arbejdsgiver.

Sidste år skiftede han fra Lugano i Schweiz til HV71 i den bedste svenske række på en etårig kontrakt med option på yderligere et år.

Men opholdet i Jönköping blev ikke det, den tidligere NHL-spiller havde sat næsen op efter, og optionen kommer ikke i spil. Søndag sagde klubben på sin hjemmeside farvel til Bødker og to andre formentlig løntunge udlændinge.

"Nogle gange får man et job, der bare ikke passer til én", siger Mikkel Bødker i den danske VM-lejr i Tampere.

Den 33-årige forward afviser kategorisk tanken om, at han ikke længere skulle have niveau til den svenske liga.

"Om jeg er god nok? Jeg synes selv, at jeg er mere end god nok", siger Bødker.

"Men det er klart, at hvis jeg ikke får en rolle, der passer til den måde, jeg spiller hockey på, så er jeg ikke så brugbar. Det fik jeg ikke i HV71. Jeg var ikke med i powerplay, hvor jeg kunne have bidraget", fastslår han.

Det blev til fem mål og seks assister i 41 kampe for klubben.

Allerede i starten af april sagde HV71's sportschef, Kent Norberg, til hockeynews.se, at hvis Bødker skulle blive i klubben, så blev det under ingen omstændigheder til samme løn.

"Der er sikkert også meget politik involveret. Men i den sidste ende: Min rolle som hockeyspiller fik jeg ikke lov at udføre, og det var derfor, det gik, som det gik", konstaterer Mikkel Bødker.

Inden han i 2020 vendte tilbage til Europa, spillede han 12 sæsoner i NHL for Phoenix/Arizona Coyotes, San Jose Sharks, Colorado Avalanche og Ottawa Senators.