Hollandsk supermand gjorde bedstefar kunsten efter: Vandt med uimodståeligt angreb

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Hollandsk supermand gjorde bedstefar kunsten efter: Vandt med uimodståeligt angreb

Mathieu van der Poel snuppede lørdag sæsonens første landevejssejr med manér, da han sejrede i Milano-Sanremo.
Mathieu van der Poel snuppede lørdag sæsonens første landevejssejr med manér, da han sejrede i Milano-Sanremo.Marco Bertorello/AFP
Præcis som bedstefar Raymond Poulidor gjorde i 1961, sejrede hollandske Mathieu van der Poel lørdag i sæsonens første monument, Milano-Sanremo. Med et perfekt angreb på den afsluttende sektion af Poggio-stigningen fik hollænderen hægtet sine konkurrenter af, og så kunne van der Poel ellers køre alene over målstregen på Via Roma i Sanremo.

Ingen kunne røre cykelsportens altmuligmand, Mathieu van der Poel, da der lørdag blev kørt Milano-Sanremo, årets første af de i alt fem prestigefyldte monumenter. Med et veltimet angreb på de afsluttende hundrede af meter af Poggio-stigningen, plantede van der Poel sine nærmeste konkurrenter og trillede alene over målstregen.

Traditionen tro havde de mindre hold, særligt de italienske, linet sig selv trofast op i allerforreste geled, da starten gik i Abbiategrasso i udkanten af Milano lørdag formiddag. Der var nemlig hård kamp om at ramme morgenens udbrud.

Det lykkedes for ni ryttere, blandt andet to italienere fra Ivan Basso og Alberto Contadors fællesprojekt, EOLO-Kometa, men helt fra starten blev morgenudbruddet holdt i kort snor af blandt andre Wout van Aerts hollandske holdkammerat på Jumbo-Visma, Jos van Emden, og Mads Pedersens italienske holdkammerat på Trek-Segafredo, Jacopo Mosca.

Herefter fulgte, igen som traditionen nærmest foreskriver, en hel del kilometer med meget få begivenheder at notere sig, men der skete dog lidt undervejs, for på vej mod toppen af Passo del Turchino måtte den dobbelte verdensmester, Soudal-Quick Steps franske Julian Alaphilippe, en tur i asfalten, dog uden at komme nævneværdigt til skade.

Ikke overraskende begyndte feltet for alvor at røre på sig, i takt med at de nærmede sig dagens første egentlig udfordring, nemlig Cipressa-stigningen tæt ved Imperia. Der blev spurtet for at komme først hen til stigningen, og det kostede dyrt for Bora-Hansgrohes irske kaptajn, Sam Bennett, der røg i karambolage med et cykelstativ i siden af vejen sammen med en holdkammerat og to Team DSM-ryttere.

For andet år i streg blev Milano-Sanremo vundet efter et soloudbrud.
For andet år i streg blev Milano-Sanremo vundet efter et soloudbrud.Marco Bertorello/AFP

På Cipressa satte UAE Team Emirates tryk på for at gøre løbet så hårdt som muligt, hvilket ubetinget ville have været til den slovenske superstjerne Tadej Pogačars fordel. Men selvom østrigske Felix Großschartner førte på livet løs, var det svært for alvor at sætte pres på, da stigningen blev kørt i modvind.

Derfor var det, til absolut ingens overraskelse, på Poggio-stigningen kort før mål, at det helt store slag skulle slås. Og her kom en dansker til at spille en hovedrolle. For da Tim Wellens lancerede et voldsomt temposkift med Tadej Pogačar på hjul, var det Alpecin-Deceunincks bomstærke dansker, Søren Kragh Andersen, der gik med og lukkede hullet.

Ganske vist kunne danskeren ikke følge med, da Tadej Pogačar kort efter selv gik til angreb med alt, hvad remmer og tøjler kunne bære, men til gengæld havde holdkammerat Mathieu van der Poel sparet på kræfterne og kunne derfor følge den slovenske megastjerne.

Og måske var Søren Kragh Andersens indsats lige præcis, hvad Mathieu van der Poel havde brug for. For hollænderen viste sig at have et ekstra gear i forhold til de tre konkurrenter, som hollænderen var havnet med: Føromtalte Tadej Pogačar, det italienske tempofænomen Filippo Ganna, og van der Poels evige rival, Wout van Aert.

Kort før toppen af Poggio satte Mathieu van der Poel således et aldeles veltimet angreb ind, og der var ingen, der kunne følge hollænderens antrit. På nedkørslen åbnede van der Poel et solidt hul til de tre forfølgere, og på det flade stykke lykkedes det sågar hollænderen at øge sit forspring.

Hverken Filippo Ganna eller Wout van Aert kunne følge Mathieu van der Poels voldsomme antrit på slutningen af Poggio-stigningen.
Hverken Filippo Ganna eller Wout van Aert kunne følge Mathieu van der Poels voldsomme antrit på slutningen af Poggio-stigningen.Marco Bertorello/AFP

Derfor blev det til en sejrsmargin på hele 15 sekunder for Mathieu van der Poel, nærmest uhørt stor i Milano-Sanremo, der ikke er blevet vundet med en lignende sejrsmargin, siden Giorgio Furlan i 1994 kørte over målstregen 20 sekunder foran Mario Cipollini.

Sejren var den første hollandske sejr i Milano-Sanremo siden 1985, hvor Hennie Kuiper sejrede og i øvrigt den blot fjerde hollandske sejr nogensinde i løbet, efter Arie den Hartog og Jan Raas sejrede i henholdsvis 1965 og 1977.

Det var samtidig Mathieu van der Poels tredje monumentsejr. For hollænderen har nemlig allerede to sejre i Flandern Rundt på CV’et. Dertil kan det nævnes, at det tilsyneladende ligger til at familien at vinde i Milano-Sanremo, for i 1961 vandt bedstefar Raymond Poulidor nemlig i Sanremo.

Blandt de tre forfølgere snød Filippo Ganna de ellers ganske hurtige følgesvende med en lang spurt og sikrede sig andenpladsen, mens Wout van Aert blev nummer tre. Kort efter kom to danskere ind med en større forfølgergruppe, og her trak Søren Kragh Andersen længste strå i spurten om femtepladsen, mens Mads Pedersen sluttede som en flot sekser.

Nu venter forårsklassikerne i en lind strøm for feltets ryttere, for i løbet af de kommende tre uger venter Classic Brugge-De Panne, E3 Harelbeke, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen, Flandern Rundt og Paris-Roubaix.