Danske håndboldkvinder driver gæk med ond ånd

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Danske håndboldkvinder driver gæk med ond ånd

Danmark var i fuld kontrol med kampen.
Danmark var i fuld kontrol med kampen.Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Ved VM tilbage i december tabte Danmarks håndboldkvinder med et enkelt mål til Japan.

Den kamp udstillede endnu en gang, at danskerne kan have det svært mod modstandere, som spiller anderledes end de fleste europæiske nationer.

Derfor var Japan indbudt til testkamp lørdag i Odense. Men her var der ingen problemer, og i ren opvisningsstil blev japanerne pulveriseret med 33-19.

Danmark fik ellers en ærgerlig optakt til kampen, da forsvarskrumtap Line Haugsted blev skadet under opvarmningen og måtte trække sig fra opgøret.

Det så dog ikke ud til at svække den danske defensiv, som kom godt fra start. De vævre og hurtige japanere havde svært ved at finde huller i det fysisk stærke danske forsvar.

Jesper Jensen fik lejlighed til teste både overgangsspillet med en stregspiller på venstrefløjen og formationen til overtalsspillet. Det meste af det gav positive svar.

Landstræneren ville se, om man kunne finde løsninger og rytme mod et offensivt og fodrapt forsvar. Også her var der masser af plusser.

Danskerne havde ingen problemer med at spille sig til gode chancer. Der var klasseforskel i de første 30 minutter, som Danmark vandt 18-7.

Althea Reinhardt gik til pause med en redningsprocent på næsten 60 bag et stærkt dansk forsvar.

Selv om den faldt en smule efter pausen, fortsatte den danske opvisning. Japanerne scorede lidt mere end i de første 30 minutter, men de kunne slet ikke matche danskerne.

Jesper Jensen fik bevis for, at Danmark angrebsmæssigt godt kan finde løsninger mod et meget bevægeligt forsvar som Japans. Og offensivt strålede danskerne.

En smule sløseri i slutfasen betød lidt resultatmæssig pynt for gæsterne, men det kunne ikke fjerne indtrykket af en flot dansk præstation.

Søndag byder de to hold igen hinanden op til kamp. Det sker i Silkeborg klokken 16.