45-års dag for tragedie: Dengang verdens bedste håndboldspiller blev invalideret på banen

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

45-års dag for tragedie: Dengang verdens bedste håndboldspiller blev invalideret på banen

Joachim Deckarm hyldes i Köln i 2024
Joachim Deckarm hyldes i Köln i 2024Profimedia
Håndbolden blev ramt af en katastrofe i 1979, da datidens svar på Mathias Gidsel hamrede hovedet direkte i et betongulv i Ungarn. Tyske Joachim Deckarm var noget af det ypperste i håndboldverden, men efter fire måneder i koma, var karrieren med ét revet væk.

Den 30. marts 2024 markerede 45-årsdagen for en begivenhed, der for evigt ændrede tyskeren Joachim Deckarms liv, og indskrev sig i historien som en af de mest tragiske øjeblikke i både tysk, men også i international håndbold.

Den dag i 1979, blev Deckarm alvorligt skadet under en Europa Cup kamp, der efterlod ham i koma i 131 dage og satte en brat stopper for hans strålende karriere som en af verdens bedste håndboldspillere.

Året forinden var Deckarm blevet verdensmester med Vesttyskland, der i Brøndby-hallen vandt VM-finalen med 20-19 over Sovjetunionen.

Deckarm var med VfL Gummersbach i Tatabanya fra Ungarn, på dagen hvor den dengang 25-årige bagspiller slog hovedet i betongulvet, som kun havde et tyndt lag PVC til at lande på, efter en uheldig kollision med Lajos Pánovics. 

Resultatet blev et dobbelt kraniebrud, en rift i hjernehinderne og alvorlige hjernekvæstelser, og et efterfølgende liv bundet til en kørestol.

Selvom Deckarm ikke husker ulykken eller dens eftervirkninger, har han aldrig ladet tragedien definere ham. Hans livsmotto, "Jeg vil, jeg kan, jeg skal", har været drivkraften bag hans kamp mod modgangen.

Deckarms rejse fra toppen af håndboldverdenen til en tilværelse, der kræver pleje døgnet rundt, har været et inspirerende eksempel på menneskelig viljestyrke. Tyskeren er ikke en bitter mand, og har aldrig holdt ungarske Pánovics til ansvar for episoden. En episode tyskeren aldrig har set.

”Vi ved begge, at sammenstødet ikke var en bevidst handling. Ikke desto mindre påvirkede ulykken ham dybt mentalt”, har Deckarm sagt til Handball Inside. De to mødtes 10 år efter tragedien, og er forblevet venner siden.

Med på holdet den dag i 1979 var den tidligere tyske landstræner Heiner Brand, der som træner for Tyskland vandt VM i 2007,  og han har ikke veget fra Deckarms side. De to var sammen tilbage til åstedet for 10 år siden, i forbindelse med indspilningen af en dokumentar til tysk tv.

Deckarm er et stort navn i tysk håndbold, og både i forbindelse med sin 65-års fødselsdag, såvel som da han rundede 70, er Deckarm blevet hyldet i forbindelse med håndboldarrangementer i Tyskland.

Den 20. januar 2024, dagen efter sin 70-års fødselsdag, blev Deckarm hyldet i Lanxess Arena i Köln foran 20.000 tilskuere, inden kampen mellem Kroatien og Ungarn.

Med VfL Gummersbach blev han tysk mester tre gange og Europa Cup-vinder to gange. Han scorede 381 mål i 104 landskampe.

I 2013 blev Joachim Deckarm optaget i den tyske Sports Hall of Fame.