Pytlicks hammer sikrer GOG uafgjort mod Fredericia i de døende sekunder

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Pytlicks hammer sikrer GOG uafgjort mod Fredericia i de døende sekunder

Fredericia fik et enkelt point mod GOG
Fredericia fik et enkelt point mod GOGProfimedia
Det blev både til noget og ingenting for GOG og Fredericia, da de to hold mødte hinanden søndag i herrernes håndboldliga.

GOG kunne med en sejr have sikret førstepladsen i sin slutspilsgruppe, mens Fredericia med to point havde sikret avancement til semifinalerne.

Men kampen endte uden vinder. GOG og Fredericia spillede 33-33 efter en udligning af Simon Pytlick seks sekunder før tid.

Dermed bliver det først i sidste runde afgjort, om GOG - der allerede er sikker på at gå videre - ender som nummer et i gruppen, og om Fredericia overhovedet går videre.

Afhængigt af resultaterne i sidste runde kan Fredericia i bedste fald ende som gruppevinder eller i værste fald med en lang næse som treer. Kun to hold går videre.

Fredericia har to point ned til Bjerringbro-Silkeborg (BSH) på tredjepladsen, som søndag vandt 28-24 over Skanderborg Aarhus.

Ender Fredericia og BSH med samme antal point, går BSH videre i kraft af en bedre slutplacering i grundspillet.

Kampen mellem GOG og Fredericia var tæt fra start. På intet tidspunkt i første halvleg var et hold foran med mere end to mål. GOG startede bedst, Fredericia tog siden teten, inden hjemmeholdet sluttede bedst af, så der ved pausen stod 17-16.

I anden halvlegs start så GOG ud til at have fundet den rette opskrift. Fynboerne kom på 19-16, men Fredericia kæmpede sig langsomt tilbage.

Med et mål på straffekast udlignede Martin Bisgaard til 22-22 for Fredericia, og så var kampen helt åben igen.

Derfra skiftedes holdene til at score. GOG kom foran med et mål, og så udlignede Fredericia. Det gentog sig frem til 29-29. Her fik Fredericia med syv minutter igen brudt tendensen og scoret til 30-29 ved Jakob Frederiksen.

Nu var gæsterne et skridt foran. Det blev til to, da Reiner Taboada med tre minutter tilbage scorede til 32-30. GOG kæmpede dog videre, og det endte med at blive til en gyserafslutning.

Bagud med enkelt mål fik GOG bolden med 45 sekunder tilbage, og som så ofte før blev Simon Pytlick helten for hjemmeholdet, da han med seks sekunder tilbage hamrede bolden ind til slutresultatet 33-33.