Vaklende Aalborg holder trit med Skjern i spændende duel om førsteplads

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Vaklende Aalborg holder trit med Skjern i spændende duel om førsteplads
Henrik Møllgaard scorede lørdag to gange for Aalborg Håndbold, da de delte med Ribe-Esbjerg.
Henrik Møllgaard scorede lørdag to gange for Aalborg Håndbold, da de delte med Ribe-Esbjerg.Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Aalborg Håndbold er fortsat i spil til førstepladsen i slutspillets gruppe 1 efter en 36-36-gyser mod Ribe-Esbjerg lørdag.

Forinden havde Skjern Håndbold slået KIF Kolding 32-26, og dermed ville vestjyderne have sikret sig førstepladsen, hvis Aalborg tabte sin kamp.

Sådan gik det ikke, selv om bravt kæmpende Ribe-Esbjerg ligesom i det omvendte opgør i slutspillet, der endte 33-33, skabte en stor spænding om resultatet.

Udeholdet var foran 35-34 i slutfasen, inden Aalborg takket være en udvisning fik vendt kampen og hevet en uafgjort hjem.

Både Skjern og Aalborg var på forhånd sikret mindst en plads i semifinalerne.

Førstepladsen bliver endegyldigt uddelt efter en direkte duel søndag om en uge. Skjern snupper den med sejr eller uafgjort i Aalborg, mens hjemmeholdet skal vinde for at slutte øverst.

Sideløbende bliver gruppe 2 afgjort. Her kan det forsvarende mesterhold, GOG, dog allerede søndag sikre sig førstepladsen med sejr hjemme over Fredericia.

Lørdag var der aldrig for alvor tvivl om Skjerns sejr over KIF Kolding. Med sit fjerde mål i kampen bragte norske Simen Pettersen efter ti minutter Skjern på 8-2, og selv om udeholdet fik stoppet blødningen, fik det aldrig kontakt.

Skjerns føring var efterfølgende aldrig under tre mål, og slutteligt endte det meget passende med seks måls afstand efter blandt andet syv træffere af Pettersen og seks mål på seks forsøg af fløjspilleren Lasse Uth.

Det indledende kampbillede var det samme i Aalborg, hvor Stefan Madsens udvalgte var foran 7-1 efter syv minutter.

Ribe-Esbjerg kom dog flot tilbage, og både ved 10-9 og 21-20 var der kontakt.

Helt galt var det ved at gå, da Ribe-Esbjerg vendte 30-33 til 35-34 i slutminutterne, inden holdet blev ramt af en udvisning, hvilket Aalborg udnyttede to gange.

Ribe-Esbjerg udlignede med 40 sekunder tilbage, men Stefan Madsen fik i en timeout gjort det klart, at der ikke skulle afsluttes før sidste sekund. Den ordre blev fulgt, og dermed sluttede det helt lige.