Ikast og NFH får tysk modstand i europæisk Final 4-stævne i Østrig

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ikast og NFH får tysk modstand i europæisk Final 4-stævne i Østrig

Det kan ende med en ren dansk finale i European League.
Det kan ende med en ren dansk finale i European League.Ingrid Riis/Ritzau Scanpix
Ikast Håndbold og Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) kan søndag mødes i en europæisk finale, men det kræver, at de to danske klubber lørdag vinder deres respektive semifinaler ved European Leagues Final 4-stævne i østrigske Graz.

For begges vedkommende venter tysk modstand i skikkelse af henholdsvis Thüringer og Dortmund.

Bookmakerne regner Ikast som den mest sandsynlige danske finaledeltager, da det midtjyske hold er gjort til relativt stor favorit mod Thüringer i den første semifinale, der begynder klokken 15.30.

"Vi vil hellere være favoritter end underdogs forstået på den måde, at det er noget, vi har gjort os fortjent til og spillet godt," siger Ikast-træner Kasper Christensen til klubbens hjemmeside.

"Vi har gjort det fint og har stille og roligt udviklet os de sidste par år både i Europa og hjemme i den danske liga. Da jeg startede for et par år siden, var der ikke mange, der anså os som et hold, der kunne spille mod de bedste. Der er vi nu."

Christensen har dog stor respekt for den tyske modstander, som han mener er sat godt sammen som hold. Han fremhæver to af holdets bagspillere.

"Der er nogle meget dygtige spillere. Annika Lott, deres tyske landsholdsspiller, har været den helt store profil for Thüringer i år og også en af de allerstørste profiler i European League."

"Sonya Frey er også i spillehumør og trives virkelig dernede. Det er to spillere, vi skal holde øje med," mener Kasper Christensen.

Ikast har hidtil gjort rent bord i turneringen med otte sejre. De fleste af dem har endda været ganske suveræne.

For NFH har vejen til Final 4 været mere bøvlet. Holdet var igennem kvalifikationen for at nå hovedturneringen, og på vejen blev Viborg HK blandt andet sendt overbevisende ud.

NFH var også med i den hjemlige pokalturnerings Final 4, og desuden er holdet klar til DM-semifinalerne mod Team Esbjerg. Her skal Ikast møde Odense.

Først gælder det dog European League, hvor NFH lørdag klokken 18 spiller semifinale mod Dortmund.