Den næste Kristina Jørgensen? Ligatrænere giver syv frække bud på kommende stjerner

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Den næste Kristina Jørgensen? Ligatrænere giver syv frække bud på kommende stjerner

Laura Borg bliver af flere ligatrænere nævnt som en mulig kommende stjerne i den bedste danske håndboldrække.
Laura Borg bliver af flere ligatrænere nævnt som en mulig kommende stjerne i den bedste danske håndboldrække.Ole Nielsen
Mens både slutspil og kvalifikationsspil kører for fuld blus i den bedste danske kvindelige håndboldrække, kan der også tages et par lidt mere langsigtede briller på for at undersøge, hvem der kunne tænkes at være de næste års stjerner i kvindeligaen såvel som på det danske landshold.

I seneste uge bragte Flashscore en håndfuld håndplukkede navne af talenter, som var udpeget af de fire ligatrænere Heine Eriksen fra Aarhus United, Jesper Holmris fra Ringkøbing Håndbold, Kasper Christensen fra Ikast Håndbold og Rasmus Overby fra København Håndbold.

Mens de fleste håndboldinteresserede nok kan kaste et blik på navne som Elma Halilcevic og Anna Kristensen og nikke genkendende til, at de i sandhed er nogle af sportens største talenter i den danske kvindehåndboldliga, så har panelet med de fire cheftrænere formentlig et lidt bedre indblik i talentstrømningerne, end de fleste håndboldobservatører.

Derfor kommer de her med syv bud på de lidt mindre åbenlyse og lidt frækkerede bud på kommende stjerner, startende med en ung bagspiller, der drager paralleller til en allerede etableret stjerne.

Laura Borg, Skanderborg Håndbold - 19 år, venstreback

3 U-landskampe, 2 mål

25 Y-landskampe, 65 mål

7 kampe i kvindeligaen, 11 mål, 3 assists

Det er ikke blevet til meget spilletid i denne sæson for 19-årige Laura Borg, der oprindeligt er fra Køge. I Skanderborg har den unge bagspiller været en del af SHEA, det lokale håndboldakademi, der tidligere har opfostret store profiler som føromtalte Anna Kristensen og landsholdsprofilen Kristina Jørgensen, der nu spiller i franske Metz.

Netop Kristina Jørgensen bliver der draget paralleller til fra Jesper Holmris, der ligesom både Heine Eriksen og Rasmus Overby har udpeget Laura Borg som en kommende potentiel stjerne.

"Der er mange af de fine, unge bagspillere, som er hurtige, men som måske ikke har den helt store fysik. Jeg ser lidt det samme i Laura Borg som i Kristina Jørgensen. Enorm skudstyrke og fysisk stærk," pointerer Jesper Holmris.

Til sommer går Laura Borg da også så at sige i Jørgensens fodspor, for præcis som Kristina Jørgensen gjorde det, skifter Borg nemlig Skanderborg Håndbold ud med Viborg HK, hvor teenageren har skrevet en kontrakt på tre år.

"Jeg tror også på, at hun på sigt udvikler sig til en profil i ligaen. En meget fysisk stærk og stor spiller med et godt skud og stort potentiale i det defensive. Hun kommer til at udvikle sig endnu hurtigere nu, hvor hun skifter til Viborg," kommer det fra Heine Eriksen.

Også Rasmus Overby ser gode chancer for, at unge Laura Borg, der endnu blot har spillet syv kampe i den bedste danske række, kan udvikle sig til en god tovejsspiller.

"Hun er et rigtig stort talent på venstrebacken, for hun kan både skyde og spille godt i treerforsvar," fortæller Rasmus Overby.

Clara Skøtt, København Håndbold - 20 år, højrefløj

26 U-landskampe, 104 mål

7 Y-landskampe, 20 mål

62 kampe i kvindeligaen, 118 mål, 5 assists

1 gang rundens hold i denne sæson

Det har nærmest været umuligt at finde sig en plads på højrefløj på rundens hold i denne sæson, hvor Viborg HK's norske stjerneskud Emilie Hovden havde sit navn stående på pladsen i 11 ud af 26 spillerunder i grundspillet.

Men i allersidste spillerunde af grundspillet var det i stedet en 20-årig spiller fra København Håndbold, der var valgt: Clara Skøtt. Formentlig til glæde for Heine Eriksen, der havde peget på Skøtt, og i endnu højere grad for Rasmus Overby, der foruden at have peget på Skøtt ligeledes er cheftræner for hende i København Håndbold.

"Hun skal egentlig bare bruge spilletid for at blomstre. Hun har alle forudsætningerne, for hun er enormt godt fysisk trænet og har en rigtig god skudteknik. Det er en spiller, jeg forventer meget af i forhold til København Håndbold i fremtiden," lyder det fra Rasmus Overby.

Det er allerede blevet til langt over 100 mål fra højrefløjen i den bedste danske håndboldrække, og Skøtt har da også i længere tid været en del af landsholdets såkaldte udviklingstrup. Den unge fløjspiller besidder såmænd også et af de vigtigste våben, man kan have som fløjspiller ifølge Heine Eriksen.

"Jeg har haft hende på U-landsholdet i fem sæsoner. Hun er en teknisk rigtig dygtig spiller. Hun har rigtig meget fart i benene i forhold til kontraspil, som jo bare er en stor del af det at være fløjspiller," fortæller Heine Eriksen, der i mange år var landstræner på de danske ungdomslandshold.

Anne With Johansen, Ajax København - 19 år, højreback

4 U-landskampe, 16 mål

25 Y-landskampe, 93 mål

38 kampe i kvindeligaen, 69 mål, 50 assists

Ligesom Clara Skøtt til daglig gør sig på halgulvet i den danske hovedstad, så gør 19-årige Anne With Johansen det samme. Den unge bagspiller debuterede for Ajax København i seneste sæson, og i denne sæson er det blevet til i samtlige 27 kampe.

Selvom Ajax København i øjeblikket indtager sidstepladsen i kvalifikationsspillet, og dermed lige nu ligger til at blive sorteper i kampen om at skaffe billet til næste sæson i den bedste danske håndboldrække, så har With Johansen imponeret både Kasper Christensen og Rasmus Overby.

"Hun er samme årgang som Julie Scaglione. Hun har gjort det utroligt godt på ungdomslandsholdene, og selvom det svinger lidt i Ajax, hvor hun nogle gange spiller godt og andre gange har det lidt svært, så synes jeg, det er helt tydeligt, at hun har nogle kompetencer i duelspillet og har allerede nu en veludviklet fysik," fortæller Kasper Christensen om den unge bagspiller.

Samtidig pointerer Ikast-træneren, at Anne With Johansen blandt de spillere, man specifikt forbereder sig på, når man skal møde den nedrykningstruede københavnerklub.

"Hun har virkelig god power i sit duelspil og er ret kompromisløs i sine finter og sine løb på mellemrum. Så jeg synes, at hun ligner en spiller, der har potentiale til at bygge endnu flere kompetencer på, men også allerede nu har noget fysik i sine finter, der gør, at man forbereder sig på hende, når man skal spille mod Ajax," lyder det fra Kasper Christensen.

Også Rasmus Overby ser en spændende fremtid for Anne With Johansen, men cheftræneren hos bysbørnene fra København er aldeles spændt på at se, hvordan With Johansen ville begå sig andetsteds.

"Hun er hurtig på fødderne, og det skal blive spændende at se, hvor det vil bære hen, hvis hun kommer til et andet miljø end Ajax," pointerer Overby.

Foreløbig har With Johansen dog kontrakt frem til sommeren 2024, efter hun i sommeren 2022 satte sin signatur på en toårig kontrakt med Ajax København.

Til sommer vender Maria Berger Wierzba retur til Danmark efter mere end to år i den bedste franske række.
Til sommer vender Maria Berger Wierzba retur til Danmark efter mere end to år i den bedste franske række.Profimedia

Maria Berger Wierzba, Toulon Métropole Var Handball - 20 år, playmaker

26 U-landskampe, 105 mål

19 Y-landskampe, 74 mål

7 kampe i kvindeligaen, 3 mål, 1 assist

En anden spiller, der ligesom Laura Borg har spillet lige præcis syv kampe i den bedste danske række og som til sommer skifter klub, er 20-årige Maria Berger Wierzba. Modsat Laura Borg ligger Berger Wierzbas ligaoptrædener i Danmark dog flere år tilbage, for siden februar 2021 har den unge bagspiller begået sig i den bedste franske række.

Til sommer skifter Berger Wierzba dog hjem til Danmark, hvor hun tilslutter sig Jesper Holmris' mandskab i Ringkøbing Håndbold, og Holmris har peget på Berger Wierzba som en mulig kommende profil, hvilket også Heine Eriksen, der i Aarhus United gav Berger Wierzba sine hidtil syv optrædener i kvindehåndboldligaen, har gjort.

"Hun har gjort det rigtig godt i Frankrig og kommer hjem her til sommer. Det er lidt samme situation som Stine Nørklit, hvor de kommer ud og spiller i en god liga, får lidt hår på brystet og får noget god erfaring. De to, tror jeg, kommer hjem og bliver profiler i ligaen, hvor Nørklit dog ikke kommer hjem endnu, ser det ud til," kommer det fra Berger Wierzbas kommende cheftræner, Rasmus Overby.

Også Heine Eriksen, der altså foruden at have stået i spidsen for Berger Wierzba i Aarhus United ligeledes har haft den unge bagspiller på ungdomslandsholdene gennem årene, føler sig overbevist om, at Berger Wierzba på den lange bane bliver en profil i den bedste danske række.

"Hun er for det første rent mentalt en vinder i alt, hvad hun foretager sig. Hun er ekstremt dygtig i duelspillet, og på trods af at hun ikke er nogen specielt stor spiller, så har hun faktisk et rigtig godt skud," siger Heine Eriksen.

Matilde Vestergaard, HH Elite - 18 år, venstrefløj

2 U-landskampe, 6 mål

25 Y-landskampe, 70 mål

17 kampe i kvindeligaen, 18 mål

Når Elma Halilcevic til sommer skifter Nykøbing F. Håndbold ud med Odense Håndbold, efterlader den danske landsholdsspiller lidt af et hul på venstrefløjen på Falster. Det hul kan 18-årige Matilde Vestergaard så forsøge at udfylde.

For til sommer skifter teenageren nemlig Horsens ud med Nykøbing Falster, og cheftræner i Aarhus United, Heine Eriksen, er spændt på at se, hvad det skifte kan føre med sig, for den unge fløjspiller har værktøjerne i sin værktøjskasse til at blive en profil.

"Hun er en teknisk rigtig, rigtig dygtig venstrefløj, som på trods af sine unge alder allerede nu har et teknisk meget højt niveau. Hun vil også være et bud på en fremtidig profil i ligaen," kommer det fra Heine Eriksen.

Stine Eiberg Jørgensen, Nykøbing F. Håndbold - 24 år, venstreback

17 U-landskampe, 19 mål

5 Y-landskampe, 3 mål

157 kampe i kvindeligaen, 302 mål, 212 assists

I Nykøbing F. Håndbold bliver Matilde Vestergaard holdkammerater med 24-årige Stine Eiberg Jørgensen, og selvom sidstnævnte altså har nogle flere somre på bagen end førstnævnte, så har Ikast Håndbolds cheftræner, Kasper Christensen, ikke desto mindre også valgt at pege på Eiberg Jørgensen.

Det har han valgt at gøre primært på grund af Eiberg Jørgensens evner i det defensive, hvor den 24-årige venstreback fortrinsvis er blevet brugt siden skiftet fra Ajax København, hvor hun fungerede som tovejsspiller, til Nykøbing F. Håndbold i sommer.

"Hun er en nøglespiller i deres defensiv, og det kan være en lillesmule ærgerligt, at hun ikke gør sig i deres offensiv lige nu, men i forhold til at give et bud på en spiller, der om tre-fire år måske kan tage en rejse ind på landsholdet, og spille en rolle à la den Line Haugsted spiller, så kunne det godt være hende. Hun er en meget dygtig forsvarsspiller, som både fylder meget med sin højde i paradespillet, men som egentlig også holder ret godt vand rent fysisk og bevæger sig godt," pointerer Kasper Christensen om den stærke defensivspiller.

Clara Skyum Thomsen, København Håndbold - 21 år, højreback

13 U-landskampe, 30 mål

14 Y-landskampe, 17 mål

30 kampe i kvindeligaen, 71 mål, 35 assists

Rosinen i pølseenden skal igen findes på det københavnske halgulv, hvor den 21-årige højreback Clara Skyum Thomsen gør sig i Rasmus Overbys mandskab fra København Håndbold. Det er dog ikke Overby selv, der har peget på Skyum Thomsen, men derimod Kasper Christensen.

Desværre har Skyum Thomsen døjet med nogle alvorlige knæskader, men i flere perioder har den unge bagspiller vist smagsprøver på et stort talent, hvilket hidtil har udmøntet sig i mere end 100 målinvolveringer i den bedste danske række.

"Hun kan både noget på sit duelspil, men hun har også nogle rigtig fine stående skud og hopskud. Hvis hun kan holde sig fri af skader, så er hun også et godt bud på en ung potentiel kommende landsholdsspiller på højrebacken," mener Kasper Christensen.