Garvet Nykøbing-stjerne er i ekstase over semifinale: "Det betyder alt"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Garvet Nykøbing-stjerne er i ekstase over semifinale: "Det betyder alt"

Siden 2015 har Kristina Kristiansen spillet i Nykøbing F. Håndbold.
Siden 2015 har Kristina Kristiansen spillet i Nykøbing F. Håndbold.Profimedia
Euforien er stor i Nykøbing Falster Håndboldklub, efter at klubben sikrede sig sin første semifinalebillet siden sit mesterskab i 2017.

Det var man ikke i tvivl om, da den garvede playmaker Kristina "Mulle" Kristiansen satte ord på sine følelser, efter at hun og holdkammeraterne slog Viborg HK på eget gulv tirsdag aften.

"Det betyder alt. Det er det her, vi træner og spiller for. Det er det, vi elsker. Vi er sindssygt glade," siger hun, så man ikke er i tvivl om, at hun mener det.

Kristina Kristiansen var med, da NFH i 2017 vandt sit første og hidtil eneste mesterskab, og nu er hun igen med i en sand optur i klubben.

For DM-semifinalen er ikke det eneste, der venter NFH. I weekenden er klubben med i European Leagues Final 4.

"Vi gik ind til den her uge med store forventninger, og det startede mod Viborg. Og så venter der en virkelig spændende weekend," siger Kristina Kristiansen.

Nykøbing vandt tirsdagens afgørende kamp mod Viborg knebent med 36-35.

"Vi har mødt hinanden syv-otte gange i sæsonen, så det var marginaler, der afgjorde, hvem der trak det længste strå."

"Vi alle gjorde det sindssygt godt. Om så man sidder 40 minutter på bænken, så ved alle, hvad de skal, og mod Viborg flaskede det sig," siger Kristiansen.

Viborg havde inden tirsdagens opgør i Nykøbing Falster også mulighed for at nå semifinalen. Men sejren til NFH betyder, at Viborg ikke længere kan drømme om medaljekampe.

Men træner Jakob Vestergaard insisterede på at fremhæve det positive, for Viborg har været gennem en sæson med økonomiske problemer og afsked med keeper Anna Kristensen, som nu viser højt niveau hos Team Esbjerg.

"Det er fuldstændig sort-hvidt," siger Jakob Vestergaard.

"På den ene side kan jeg sætte mig til at græde, men på den anden side er jeg utrolig stolt af, at vi var så tæt på at få point hernede og lade eventyret leve. Men det skulle ikke være i år, og sådan er det," siger han.

Han forlader selv klubben til sommer for at blive træner i tyske Bietigheim, og klubben får en stor opgave med at samle et nyt hold før næste sæson.

"Nu bliver vi splittet til atomer. Der er otte-ti spillere, der skal væk. Så det bliver et helt nyt Viborg-hold, der toner frem på skærmen i næste sæson. Ikke desto mindre har det her været en fed afslutning."

"Som håndboldtræner vil man altid gerne sætte det bedst mulige aftryk. Det synes jeg, vi har fået gjort," siger Vestergaard.