Svenskere opmærksomme på Gidsel, Pytlick og flere danske profiler før EM-brag: Danmark er verdens bedste hold

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Svenskere før EM-brag: Danmark er verdens bedste hold

Jim Gottfridsson ved, at det bliver en hård kamp mod Danmark.
Jim Gottfridsson ved, at det bliver en hård kamp mod Danmark.ALEX GRIMM/GETTY IMAGES EUROPE/Getty Images via AFP
Med tre VM-titler på stribe har Danmark papir på at være verdens bedste håndboldlandshold lige nu. Og spørger man de svenske europamestre, er den titel helt berettiget.

"Danmark er det bedste hold i verden," konstaterer den svenske playmaker Jim Gottfridsson.

Danmark og Sverige brager sammen fredag aften i et EM-opgør mellem to af sportens aktuelle supermagter.

Begge nationer har fire point og topper mellemrundegruppen. Dermed er de også i en god position til at snuppe de to pladser i semifinalerne

"Hvis andre synes, at vi er næstbedst, så er det fint. Vi håber altid at placere os i top-4 ved mesterskaber."

"Jeg håber bare på en rigtig god kamp, der bliver en fornøjelse for alle i arenaen og foran tv-skærmen," siger Gottfridsson.

De to hold har ikke haft mulighed for at nærstudere hinanden undervejs i EM, fordi de har spillet samtidig. Men svenskerne ved udmærket, hvad de går ind til, forsikrer Flensburg-stjernen.

"Det er ikke så svært at vide, at hvis man har Gidsel, Pytlick, Lauge, Mikkel Hansen, Damgaard og alle de drenge, så har man altså mange gode spillere. Vi skal se noget video, men vi glæder os til en fed kamp," siger Jim Gottfridsson.

Hans holdkammerat Jonathan Carlsbogård kalder Danmark og Sverige "to af favoritterne" til at gå i semifinalen.

Selv om de to nabolande ofte mødes på håndboldbanen, er det opgør, Barcelona-backen altid ser frem til.

"Kampene mod Danmark er det største, man kan opleve. Der er et enormt tempo og et enormt tryk," siger Jonathan Carlsbogård, der forventer stort dansk overtag på tribunerne i Hamburg.

"Der kommer nok mange danskere på lægterne. Vi håber selvfølgelig på at se nogle gule trøjer rundtomkring, men jeg tror, her bliver mest rødt," siger han.

Spillerne på de to hold kender hinanden ud og ind fra klub- og landskampe, og der er en stribe nuværende eller tidligere klubkammerater på tværs af de to nationer.

Alligevel skal man ikke udelukke, at et taktisk greb kan tage fusen på modstanderen.

"Vi er tidligere blevet overrasket af Danmarks syv-mod-seks-spil. Man skal være klar på alt muligt, for man ved aldrig, hvad Nikolaj Jacobsen hitter på."

"Han er en god og smart træner, der har mange dygtige spillere at vælge imellem," lyder det fra Carlsbogård.

Kampen mellem Danmark og Sverige begynder fredag klokken 20.30.