Frankrig slukker danske gulddrømme trods magtpræstation af Emil Nielsen

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Frankrig slukker danske gulddrømme trods magtpræstation af Emil Nielsen

Opdateret
Knuste spillere efter slutfløjt.
Knuste spillere efter slutfløjt.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Danmark og Frankrig tørnede søndag eftermiddag sammen i EM-finalen i håndbold foran 20.000 tilskuere i Lanxess Arena i Köln. Det var et opgør mellem de regerende OL-mestre og de danske, tredobbelte verdensmestre, og samtidig mellem to hold, der efterhånden kender hinanden særdeles godt. Det blev dog til endnu en skuffelse for danskerne, der tabte 33-31 efter en kamp, der gik i overtid. Her var den franske stjerne Dika Mem afgørende efter en ellers sløj indsats.

Trods en forrygende præstation af Emil Nielsen og to veteraner, der trådte i karakter, må Danmark nøjes med sølvmedaljer ved slutrunden i Tyskland. Det er desværre facit efter 70 minutters finale i Köln, hvor Dronning Mary på tribunen fik en dårlig finaledebut under sin nye titel. 

De to hold mødtes senest i VM-finalen sidste år, som Danmark vandt med 34-29, men det stod på forhånd klart, at kampen med al sandsynlighed ville blive tæt, eftersom begge hold havde leveret en fremragende slutrunde.

Kraftværket Magnus Saugstrup, netop kåret som turneringens bedste forsvarsspiller, var blevet klar trods en smertende ryg. Han begyndte også på banen.

Både Mikkel Hansen og Emil Nielsen startede ligeledes efter fornemme præstationer i semifinalen mod Tyskland. 

Nielsen åbnede da også kampen med en fremragende redning mod en helt blank Ludovic Fabregas.

Turneringens bedste højre back, Mathias Gidsel kom også flyvende ud fra omklædningsrummet med både mål og et fremtvunget straffe, som Hansen anvendte til at bringe Danmark på 4-3 efter en meget lige begyndelse på kampen i Köln.

Frankrig fulgte godt med, men trak også to tidlige to-minutters udvisninger. Dem fik danskerne desværre udnyttet dårligt, da de ikke vandt nogen af overtalsperioderne.

Heldigvis fortsatte Emil Nielsen i målet med at holde verdensklasse, og efter et kvarters spil stod han for en redningsprocent på 50%, mens Samir Bellahcene i det franske mål stod noteret for et stort, flot 0 i selvsamme statistik.

Ved stillingen 9-7 overgik Nielsen nærmest sig selv, da han kort efter at have fået bolden tæsket i hovedet af Fabregas fra klos hold reddede det straffekast fra Descat, som Frankrig fik tilkendt i situationen.

Frankrig fik trods dette udlignet til 9-9, hvorefter Nikolaj Jacobsen tog en tiltrængt timeout, eftersom Danmark var inde i en mindre scoringskrise på syv minutter.

Den blev brudt kort efter, da Magnus Kirkeløkke igen bragte danskerne foran.

Frankrigs offensiv fungerede dog stadig bedre end danskernes, og efter 26 minutter var Les Bleus med 13-12 foran for første gang i kampen via en scoring af en storspillende Ludovic Fabregas.

Første halvleg endte salomonisk nok med cifrene 14-14 efter en  kamp, hvor Frankrig måske nok generelt havde været bedst, men hvor Emil Nielsen, der havde spillet alle 30 minutter, heldigvis også var helt eminent.  Bellahcene var dog også begyndt at tage fra for franskmændene.

Emil Nielsen var afgørende for at Danmark fulgte trop til pausen.
Emil Nielsen var afgørende for at Danmark fulgte trop til pausen.Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det havde superstjernen Dika Mem dog langt fra, og kort inde i anden halvleg havde han endnu ikke scoret, mens Danmark hurtigt bragte sig på 17-14.

Emil Nielsen holdt fortsat Niclas Landin på bænken og åbnede også anden halvleg fornemt. 

Men de to hold var stadig klynget sammen som ærtehalm, og med et kvarter igen var Danmarks føring kun på et enkelt mål. 

Frankrig havde samtidigt haft større held med at passere Emil Nielsen efter at have hevet hårene ud på sig selv af frustration over bagmanden fra Barcelona i første del af kampen.

Derfor kom Niklas Landin med den uvurderlige rutine på banen med små seks minutter igen. Stillingen var her 24-24.

Som noget af det første blev han dog udplaceret på straffekast og Frankrig var foran for første gang i anden halvleg.

Det fandt de garvede kræfter hos danskerne sig ikke i, så først sendte Mikkel Hansen et missil afsted til udligning, før Landin pillede en helt fri franskmand. Derpå gjorde Landin det såmænd igen, og nu var Danmark endnu en gang i front.

Med et minut igen holdt Danmark føringen trods en periode i undertal. 

Kort efter udlignede denne Fabregas efter endnu en gang forrygende arbejde på stregen til 27-27, og kampen måtte dermed i forlænget spilletid. Spændingen kunne man jo ikke klage over.

De 2x5 minutter begyndte symptomatisk nok med to hurtige scoringer i hver ende af banen. 

Der var fortsat tale om pardans, og Fabregas scorede endnu engang til udligning lige før sideskiftet. 29-29, og Lanxess Arena holdt nu kollektivt vejret. 

Af alle tidspunkter trådte Dika Mem nu i karakter med to hurtige scoringer. Med to minutter igen var Frankrig dermed foran med to mål.

På sit syvende straffekast af syv mulige reducerede Mikkel Hansen.

Prandi udbyggede føringen lige efter, og til sidst satte Frankrig det sidste nyrestød ind til 33-31,og det blev dermed blot til sølv for danskerne, trods en fremragende præstation i første halvleg af Emil Nielsen, der dog ikke kunne holde proppen i hullet.

Også Mathias Gidsel spillede en forrygende kamp og stod for otte scoringer, ud af otte skud, vel at mærke, hvilket gør ham til delt topscorer sammen med det portugiske kuglelyn, Martim Costa.

Ingen af delene var dog nok til at slå nogle snu ræve i blåt, der fik revanche for sidste års finalenederlag ved VM.

Dermed står en ellers gylden håndboldgeneration for herrerne fortsat uden EM-guld.