Rundens hold: Sprudlende FCK'ere og ulvedræbere fra Lyngby dominerer

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rundens hold: Sprudlende FCK'ere og ulvedræbere fra Lyngby dominerer

Opdateret
Ementa var noget af en håndfuld for OB.
Ementa var noget af en håndfuld for OB.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Rundens hold er domineret af FCKere og et Lyngby-hold, der totalt tog fusen på favoritterne fra Herning. Derudover gjorde Viborg sig også positivt bemærkede mod et OB-hold, der var til rotterne i første halvleg.
Rundens bedste 11 spillere
Rundens bedste 11 spillereFlashscore

Nathan Trott - målmand (Vejle BK)

Det endte godt nok med endnu et Vejle-nederlag, men den engelske Vejle-målmand Nathan Trott sørgede for, at det kun blev et smalt et af slagsen. Den 24-årige keeper stod en flot kamp, hvor han flere gange sørgede for at holde Vejle inde i opgøret. Han diskede op med flere store redninger, når det brændte på. Trott måtte dog se Silkeborg score sejrsmålet dybt inde i overtiden.

Hvis Vejle skal overleve i Superligaen, så har de brug for en keeper, der kan levere på det niveau, som Nathan Trott gjorde fredag. Han sluttede kampen med en Flashscore-karakter på 7,5. 

Anton Gaaei - højre back ( Viborg FF) - RUNDENS SPILLER

Gaaei spillede brillant mod OB
Gaaei spillede brillant mod OBBo Amstrup/Ritzau Scanpix

Den 20-årige back var endnu engang en mand, der ligner et potentielt stort salg for Viborg. En stor del af det pres, der gjorde OBs førte halvleg ulidelig, samtidig med at han havde mere end en fod med i store Anosike Ementas scoring til 1-0. Dåbsattesten virker til at lyve, med den ro, overblik og det offensive output, han formår at kombinere med sin position på banen. 

Han bliver rundens topscorer med en Flashscore-karakter på hele 9.0.

Martin Frese - venstre back (FC Nordsjælland)

FC Nordsjælland-backen Martin Frese havde en lidt blandet første halvleg, hvor hjemmeholdet ikke helt kunne få tingene til at fungere. I anden halvleg skruede Farum-holdet dog op for tempoet og blæste Brøndby ud af Right to Dream Park. Her var Martin Frese en af banens bedste spillere, da han både offensivt og defensivt udviste stor kvalitet.

Frese cementerede også FCN’s sejr med en scoring til 3-1, og i sidste ende scorede han sig en Flashscore-karakter på 8,5.

Kevin Diks – midtstopper (FC København

Kevin Diks havde ikke mange defensive pligter i lørdagens kamp mod Randers FC. FC København vandt kampen ganske sikkert med 4-0, og hjemmeholdet var gode til at holde Randers fra de helt store chancer. Her var Kevin Diks god til at afvise indlæg og stikninger, når gæsterne prøvede at komme tæt på FCK-målet. Derudover fik hollænderen også scoret målet til 4-0.

Den flotte og solide indsats fra Diks var nok til at give ham en Flashscore-karakter på 8,6. 

Pascal Gregor - midtstopper (Lyngby)

Pascal Gregor i luftduel mod FCM
Pascal Gregor i luftduel mod FCMClaus Bech/Ritzau Scanpix

Gregor var endnu engang en klippe for Lyngby, og hans lederevner og stort set altid veltimede tacklinger var en stor kilde til frustration for FCM, der allerede kom ned på 10 mand efter fire minutter. De kom heller ikke nærmere noget, bortset fra da Cho snød forsvaret til sidst. Lyngby er et hold, der er kendt for deres offensive flair, men uden lappemidler som Gregor bagtil, der hjælper en god offensiv ikke noget. 7.9 fik bundsolide Gregor i karakter. 

Diogo Goncalves - venstre kant (FC København)

Den portugisiske FCK-profil skulle bruge lidt tid på at komme i gang i foråret, men sikke en start, han har fået på denne sæson. Diogo Goncalves har scoret i alle de tre første Superligakampe i denne sæson. I weekendens storsejr på 4-0 over Randers FC stod Goncalves for to af målene i en sand offensiv opvisning fra københavnernes side. 

Diogo Goncalves’ to scoringer sikrede ham en Flashscore-karakter på 8,3, og derudover er han delt topscorer i Superligaen efter de første tre spillerunder.

Tochi Chukwuani - central midtbane (Lyngby BK)

Den danske U21-landsholdsspiller Tochi Chukwuani spillede en helt central rolle i Lyngbys overlegne 4-1-sejr og FC Midtjylland. Allerede efter seks minutter var midtbanespilleren i fokus, da han blev nedlagt af Stefan Gartenmann, som fik direkte rødt kort. Resten af kampen styrede han kampen fra midten af banen, hvor han både stod bag flere gode angreb og var med til at forpurre FC Midtjyllands spil. 

Udover at være en af banens bedste spillere, så krydrede han sin stærke præstation med en scoring til 4-0. Alt i alt scorede han sig en Flashscore-karakter på 7,7.

Rasmus Falk - central midtbane (FC København)

Rasmus Falk er i gang med sin ottende sæson hos FC København, og den 31-årige midtbanespiller er næsten altid en af holdets helt store profiler. Det var han også i lørdagens kamp mod Randers, hvor han dikterede spillet og satte københavnernes angreb fornemt op. Han stod sågar for oplæggene til de to første mål, og Falk ligner i den grad en spiller, der går en flot sæson i møde, hvis han kan holde sig skadesfri.

En overbevisende opvisning af Rasmus Falk resulterede i en Flashscore-karakter på 8,3.

Kristian Gytkjær - angriber (Lyngby)

Med to mål var Gytkjær selvskreven til rundens hold. Den 30-årige angriber har fået en flot start på sæsonen med en assist i forrige kamp, og sammen med Andreas Bjelland er han en af de garvede kræfter, der får et ungt Lyngby-hold til at tikke. Et enormt arbejdsraseri, løbepensum af en anden verden og snert, når han får muligheden, selvom han såmænd nemt kunne have lavet hattrick. Han får karakteren 7.6 for den præstation.

Ernest Nuamah – højre kant (FC Nordsjælland)

FC Nordsjællands helt store stjerne drev gæk med Brøndbys forsvar det meste af anden halvleg. Med sine lynhurtige driblinger, skarpe træk og giftige fod var Ernest Nuamah en fornøjelse at følge søndag aften. Efter en lidt anonym første halvleg gjorde han det helt onde ved gæsterne fra Vestegnen, da han scorede til 2-1 og seks minutter senere lagde et præcist indlæg til 3-1-målet.

Nuamah i hopla
Nuamah i hoplaMads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En flot præstation, der gav ham en Flashscore-karakter på 8,3 og som muligvis får det til at kilde i tegnebogen hos de mange interesserede klubber.

Anosike Ementa - angriber (Viborg FF)

Den store kleppert af en mand var til evig bekymring for OB, og hans mål til 1-0 var af høj klasse, samtidig med at han fik sine modspillere til at ligne ynglingespillere i situationen.  Den 21-årige er kommet særdeles godt fra land efter sit skifte fra AaB, og nordjyderne kan hurtigt komme til at fortryde, at de ikke fik benyttet ham mere i den tid, selvom holdet ganske vist var plaget. Det ligner et kup for Viborg efter endnu en god kamp af Ementa, der scorede sig til 7.7 hos Flashscore.