Ærgerlig Vejle-keeper efter hårdt nederlag: Opsummerer vores sæson

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ærgerlig Vejle-keeper efter hårdt nederlag: Opsummerer vores sæson

Nathan Trott er ærgrer sig over bittert.
Nathan Trott er ærgrer sig over bittert.Profimedia
Vejles muligheder for at tage sæsonens første point i Superligaen kunne nærmest ikke have været større, end de var mandag aften mod Brøndby.

Dybt inde i overtiden var Vejle bagud med 0-1, da holdet efter et VAR-tjek blev tildelt en livline og mulighed for at få et point med fra kampen. Vejle blev tilkendt et straffespark til holdet, da Brøndby-topscorer Nicolai Vallys havde haft hånd på bolden.

Patrick Pentz, der debuterede for Brøndby i kampen, snuppede dog German Onugkhas forsøg, og dermed måtte Vejle for sjette gang i træk gå fra banen i Superligaen uden point.

Vejle-keeper Nathan Trott var efter kampen naturligvis skuffet over det bitre nederlag.

"Vi havde alle muligheder for at vinde kampen eller i det mindste få et point. Men vi greb ikke mulighederne, så simpelt kan det siges. Det opsummerer vores sæson," siger den engelske målmand.

Vejles straffespark var ikke det eneste af sin slags i kampen. Brøndbys scoring faldt på netop et straffespark, der også var blevet dømt for hånd på bolden, efter 73 minutter.

Trott fik handsken på forsøget, men skuddet fra Brøndby-spids Ohi Omoijuanfo sad lige nøjagtigt for yderligt til stor frustration for keeperen.

"Det var frustrerende. Jeg havde en fornemmelse af, at han ville sparke dén vej. Det er den værste følelse for en målmand, når man kan mærke bolden med hånden, men den stadig går ind," lyder det fra Trott.

Marginalerne var flere gange imod Vejle i kampen, og faktisk mener Trott, at det bedre hold tabte.

"Vi spillede rigtig godt samlet set. Der var positive signaler som sædvanligt. Vi fortjente virkelig point her mod Brøndby. Mere end i de andre kampe vi har tabt," siger Nathan Trott.

Selv om Vejle ikke har fået et eneste point i sine seks superligakampe, så har holdet faktisk været tæt på flere gange. Alle seks kampe er blevet tabt med et enkelt mål, og det prøver Trott at vende til noget positivt.

"Jeg prøver at se på den positive side af sagen. Vi er tæt på at få point hver gang. Det er små detaljer, der mangler. Vi må forblive positive og tage vores chancer, når de kommer."

"Det er kun et spørgsmål om tid, før vores held skifter," mener keeperen.

Spørger man, om oprykkerne befinder sig i en krise, så er svaret fra Trott da også klokkeklart.

"Nej, nej, det er stadig tidligt i sæsonen. Alle, der har set vores kampe, kan se, hvor tæt vi er på at få point," siger Nathan Trott.

Vejle får en ny mulighed for at tage point allerede på fredag, hvor holdet skal en tur til Odense.