AGF kan åbne medaljekampen på vid gab: Men Viborg har fundet formen

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

AGF kan åbne medaljekampen på vid gab: Men Viborg har fundet formen

Får AGF søndag skovlen under Viborg FF, vil der pludselig blot være ét point mellem de to jyske mandskaber.
Får AGF søndag skovlen under Viborg FF, vil der pludselig blot være ét point mellem de to jyske mandskaber. Henning Bagger/Ritzau Scanpix & Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Der er tre vigtige point i medaljekampen på spil, når Viborg FF søndag eftermiddag tager imod AGF hjemme på Energi Viborg Arena.

Det er et opgør, der emmer af historie, når AGF og Viborg FF søndag eftermiddag støder sammen på Energi Viborg Arena i anden runde af Superligaens mesterskabsspil.

Begge mandskaber har traditionelt været en del af den fineste danske fodboldrække, og efter en række udfordrende år for begge klubber, hvor særligt Viborg i flere sæsoner kæmpede med at vende tilbage til Superligaen efter nedrykning, har både århusianerne og viborgenserne tilsyneladende fundet opskriften på noget godt.

Og en sejr kan for begge holds vedkommende blive essentielt, for mens udeholdet med en sejr i Viborg kan blæse medaljekampen åben på vid gab, så kan hjemmeholdet til gengæld lukke døren til medaljefesten lidt på klem, for kun fire point adskiller de to hold forud for opgøret.

For gæsterne har Viborg dog ikke ligefrem været noget godt bekendtskab i de seneste år, og hjemmeholdet vil derfor håbe, at netop historikken ligger i baghovedet på Uwe Röslers århusianske mandskab.

Ubesejret i foråret

Jacob Friis og Viborg vil dog være bevidste om, at det er et formstærkt mandskab, der søndag gæster den midtjyske domkirkeby, for ikke siden efterårets sidste spillerunde i midten af november har AGF tabt en betydende kamp.

I foråret er det således blevet til fire sejre i hidtil seks kampe for Uwe Rösler og Co. Der er tilmed blevet spillet til nul i tre af disse seks kampe.

Men også Viborgs grønblusede fodbolddrenge har ramt et højt niveau, for efter en svingende start fik Friis’ mandskab i den grad skovlen under Brøndby IF, da det på udebane blev til en forrygende 3-0-sejr i seneste spillerunde af Superligaen.

Og ovenpå forårets indledende seks kampe for Viborg, hvor der blev lukket hele 11 mål ind, blandt andet fire mod ellers svingende FC Midtjylland, har Lucas Lund i de seneste to opgør lykkedes med at holde buret rent.

Viborg FF får søndag eftermiddag besøg af Uwe Röslers AGF-mandskab.
Viborg FF får søndag eftermiddag besøg af Uwe Röslers AGF-mandskab.Opta by Statsperform, foto af Claus Bech/Ritzau Scanpix

Ingen århusiansk sejr i fem år

De to mandskaber er i alt stødt sammen 68 gange igennem historien i betydende kamp. Og selvom AGF er suverænt bedste placeret i både Superligaens- og danmarksmesterskabets evighedstabel, så er det faktisk Viborg, der er ovenpå i det indbyrdes forhold.

For 28 af gangene har Viborg vundet mod AGF’s 22 sejre, mens 18 er endt uden sejrherre, hvilket også var udfaldet seneste de to mandskaber tørnede sammen i starten af november, hvor det sluttede 1-1.

I de seneste ti indbyrdes møder i betydende kampe er det egentlig AGF, der er på toppen med fire sejre mod Viborgs tre, men siden viborgenserne rykkede tilbage i Superligaen i 2021, er det kun blevet til én enkelt AGF-sejr i seks kampe, hvor Viborg til gengæld har vundet tre.

Således skal man faktisk helt tilbage til april 2017 for at finde seneste AGF-sejr i Viborg. Dengang blev det til en 4-2-sejr for århusianerne, efter viborgenserne var kommet foran 2-0.

Duelund næppe klar

Et af de helt store spørgsmål forud for søndagens opgør har været, om AGF’s nye midtbaneprofil Mikkel Duelund ville nå at blive klar. Ifølge Århus Stiftstidende er det tvivlsomt, og da Nicolai Poulsen fortsat sidder ude med karantæne, kan fraværet udfordre århusianerne på midtbanepersonellet.

Dertil må Uwe Rösler også fortsat se bort fra stortalentet Thomas T. Kristensen i midterforsvaret. Den 21-årige midtstopper udgik i starten af marts med en knæskade mod AC Horsens, og ifølge Århus Stiftstidende er der risiko for, at han slet ikke kommer i spil mere i denne sæson. Også den hollandske angriber Jelle Duin sidder ude i øjeblikket, mens Oliver Lund og Benjamin Hvidt begge er langtidsskadet.

I Viborg FF er der til gengæld næsten et komplet holdkort at vælge fra for cheftræner Jacob Friis. Umiddelbart er det således kun den svenske angriber Marokhy Ndione, der fortsat er på vej tilbage fra en længere skadespause.

Til gengæld er midtstopper Nicolas Bürgy ifølge Viborg Stifts Folkeblad igen klar, efter den 27-årige schweiziske forhenværende Young Boys-spiller har siddet ude i de tre seneste Viborg-kampe.

Elias Achouri og Gift Links har begge gjort sig positivt bemærket i løbet af forårets kampe.
Elias Achouri og Gift Links har begge gjort sig positivt bemærket i løbet af forårets kampe.Opta by Statsperform, fotos af Henning Bagger/Ritzau Scanpix & Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Knivskarp tuneser kan gøre forskellen

Mens Patrick Mortensen fortsat bomber mål ind for århusianerne, nu oppe på 13 mål efter fire kampe i træk med scoringer, så vinkede Viborg FF til gengæld farvel til topscorer Jay-Roy Grot i januar-transfervinduet.

Til gengæld har hollænderens exit givet anledning til lidt af en opblomstring, for i flere af forårets kampe har den 24-årige tunesiske landsholdsspiller Elias Achouri brændt banen af for Jacob Friis’ mandskab, og søndag bliver han værd at holde øje med.

Hos gæsterne kan det til gengæld blive interessant at se, hvem der skal trække det kreative læs i tilfælde af, at Mikkel Duelund ikke når at blive klar. Pilen vil af naturlige årsager i første omgang pege på Mikael Anderson, men det er også værd at holde øje med sydafrikanske Gift Links, der har erobret en startplads på venstre wingback og henvist svenske Eric Kahl til bænken.

Opgøret sparkes i gang klokken 16 på Energi Viborg Arena og kan naturligvis følges live på Flashscore.