10 varme salgsemner der kan få millionerne til at rulle i den danske Superliga

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

10 varme salgsemner der kan få millionerne til at rulle i den danske Superliga

Superligaen kan blive rømmet for spillere denne sommer
Superligaen kan blive rømmet for spillere denne sommerBo Amstrup/Ritzau Scanpix
Sæsonen går på hæld i Danmark og som vanligt forventes der heftig transferaktivitet, ind og ud af den danske klubber. Flashscore har samlet 10 dugfriske bud på spillere, der kan have spillet sin sidste Superliga-sæon for denne omgang.

Kamil Grabara - Målmand i FC København - 24 år

De danske mestres ubestridte ankermand og blev også udtaget til den polske VM-trup i december.

Efter tilgangen fra AGF er det kun gået en vej for Grabara. Han er dygtig på stregen og har qua sin tid i England også evner ude i feltet.

Mentalt er Grabara stærk og vendte hurtigt tilbage som klubbens førstevalg efter sin hovedskade, trods kompetent konkurrence fra Matt Ryan.

Det der kan tale imod, er polakkens facon og håndtering af de sociale medier.

Det være sig både med- og modspillere og journalister har også fået bredsider sendt afsted. Kan både fremstå enormt saglig og præcis i medierne, men også meget arrogant. Det er der mange der slår sig på, men evnerne mellem stængerne er indiskutable.

Tidligere har både en retur til England, samt Juventus været nævnt som mulige destinationer.

Kontrakten med FC København løber frem til sommeren 2026, så københavnerne kan tillade sig at afvente det helt rigtige tilbud.

Mads Hermansen - Målmand i Brøndby IF - 22 år

Det helt klare førstevalg i Brøndby og klubbens største salgsobjekt denne sommer.

Har den rette bygning som målmand og er samtidigt smidig og reaktionsstærk. To sæsoner som ankermand i Superligaen, kombineret med hans unge alder, giver Hermansen mange muligheder når der skal vælges ny arbejdsgiver. I foråret var Hermansen også udtaget til landsholdet, dog uden at komme i kamp.

Var anledning til at merchandiseafdelingen i Brøndby fabrikerede en t-shirt efter en tredobbelt-redning. Hermansen er også ofte i medierne med sine reflekterede udtalelser.

Er tidligere blevet rygtet til Premier League og da Burnley-manager Vincent Kompany i april gæstede Brøndby Stadion, kan det meget vel have været for at besigtige Hermansen.

Hans kontrakt med Brøndby udløber i sommeren 2025 og Hermansen har ved flere lejligheder afslået at forlænge den yderligere.

Gustav Isaksen - Angriber i FC Midtjylland - 22 år

Har vel reelt set været et større salgsemne end han er denne sommer. En topscorertitel skubber selvfølgelig prisen op, men omvendt trækker nedrykningsspillet ned. Ser man på det med købmandsøjne er Isaksen dog billigere denne sommer, end han ville have været i vinter.

På sine bedste dage er han i europæisk topklasse med fart, besnærende driblinger og skarpe afslutninger. Han har ved flere lejligheder båret FC Midtjyllands offensiv på sine skuldre.

18 mål i 31 kampe indtil videre i sæsonen er status for Isaksen. Så kan man altid diskutere modstanden, målene er lavet mod, med hensyn til en topscorertitel i Superligaen. Mål er mål og Isaksen er denne sæsons topscorer i Superligaen.

Kontrakten mellem Isaksen og FC Midtjylland løber to sæsoner endnu. Rigtigt meget taler for et salg denne sommer og rygter har tidligere sat Isaksen i forbindelse med de nykårede italienske mestre fra Napoli.

Ernest Nuamah - Angriber hos FC Nordsjælland - 20 år

Næste salg på et treciftret millionbeløb kan meget vel involvere Ernest Nuamah. Den 20-årige ghaneser har et antrit, der gør ham uhyggelig på ethvert niveau. Pågående og driblestærk type, som alle hold vil elske at kunne smide bolde i dybden efter.

15 mål på tværs af turneringen har Nuamah sat ind i denne sæson. FC Nordsjælland har efterhånden oparbejdet et flot ry internationalt, som en klub, der er villige til at sælge deres største stjerner, senest bevist i vinter med salget af Schjelderup.

Er netop blevet udtaget til det ghanesiske landshold, hvor han kan debutere senere i juni i kvalifikationskampe til Africa Cup of Nations. Nuamah er også kåret som forårets profil i Superligaen.

Ghaneseren har tidligere tiltrukket sig interesse fra Marseille, der angiveligt så Nuamah an i en træningskamp i januar.

Klub og spiller har papirer på hinanden frem til sommeren 2026, så FC Nordsjælland har ikke travlt i den henseende.

Elias Achouri - Angriber hos Viborg - 24 år

I manges øjne er Achouri for god til Superligaen. Hans teknik, driblinger og charmerende spillestil, har da også i den grad været medvirkende til den flotte sæson Viborg har haft.

Seks mål og fem oplæg er det blevet til i sæsonen. Han vil tiltrække sig stor opmærksomhed, selvom de fleste store klubber gerne havde set lidt mere slutprodukt fra tuneserens side.

En humørspiller, der er fremragende på sine bedste dage, men som også kan blive flået ud efter en halv time, fordi hans defensive evner er nærmest ikke tilstedeværende.

Disciplinen kan også blive en hæmsko. Achouri er kommet for sent til et møde dagen før en kamp, og den slags er der ikke plads til nogen steder.

Viborg er ganske bevidst om, at der vil komme aktivitet omkring Achouri. Han blev hentet for et år siden for omkring to millioner kroner. Nu kan der meget vel, som minimum, komme et nul bagpå to-tallet.

Den nuværende kontrakt løber for endnu to sæsoner, frem til sommeren 2025.

Yann Bisseck - Forsvarer hos AGF - 22 år

Det ubetingede største salgsobjekt i den aarhusianske defensiv. Tyskeren er et fysisk pragteksemplar og er stærk med både hovedet og fødderne. Derudover også en ganske veludviklet målnæse, hvilket fem sæsonmål vidner om.

Ankom på Aarhus på en lejekontrakt fra FC Köln, men Stig Inge Bjørnebye var hurtig til at udskifte den med en permanent en af slagsen.

Har åbenhjertigt fortalt, at han gerne vil videre fra AGF denne sommer. Derfor virker et salg helt oplagt og det skorter heller ikke på interesse for den tyske U21-landsholdsspiller, med hvem han skal spille EM denne sommer.

I vinter var der bud efter ham, men der var et beløb lige under 40 millioner kroner for lavt for AGF. Både Eintracht Frankfurt og klubber i Spanien og Italien har bejlet til den stærke tyske stopper.

Aftalen mellem Bisseck og og AGF løber frem til 2026, men der er en indbygget frikøbsklausul, som forventes indløst denne sommer.

Tobias Mølgaard - Forsvarer i AGF - 26 år

En af sæsonens helt store åbenbaringer hos AGF, der på ingen kort er blevet et sikkert kort hos Uwe Rösler. Han kom til Fredensvang fra Vejle inden denne sæson og indledte sin tid i Aarhus som højre back. Har på ingen tid omstillet sit spil til aarhusianernes nuværende tremandsforsvar, efter at have starte foråret med et par kampe på bænken.

Mølgaard er stærk i duelspillet, hvor han med overblik, omtanke og hurtighed har lukket ned for mange kantspillere.

Blandt andet blev Mohamed Daramy pakket fuldstændigt ind af Mølgaard på Ceres Park for en måneds tid siden.

Spørgsmålet er, om alderen bliver en hæmsko, eller om et endnu mere oplagt salg af Yann Bisseck, kan ende med at stå i vejen for et skifte.

Der er stadig to år tilbage af kontrakten for Mølgaard, som endnu ikke er omgærdet af rygter om et skifte.

Nicolai Vallys - Angriber i Brøndby - 26 år

En spiller med hans kvaliteter kan man bruge alle steder. Et godt blik for spillet, eminent link-up spil og gode afslutningsevner. Vallys har vist over en længere periode, hvad han er i stand til. Både i Silkeborg men også på den københavnske vestegn.

Han skiftede til Brøndby i starten af sæsonen, hvor han havde det svært, blandt andet med tilhængerne grundet hans fortid som fan af FC København.

Det fik Vallys dog løst, men det blev en noget uforløst sæson på Vestegnen med seks mål og seks oplæg. Har startet inde hver gang han har været til rådighed, hvilket indikerer at han har en stor stjerne hos Jesper Sørensen.

Måske et nyt skifte i omgivelser kunne være godt for Vallys, der måske heller ikke passer ind i det nye ejerskabs planer.

Var blandt andet rygtet til FC København inden skiftet til Brøndby, men et skifte væk allerede denne sommer kræver nok en udenlandsk klub.

Den nuværende kontrakt løber til sommeren 2026 og skulle efter sigende indeholde en yderst fordelagtig løn for Vallys, der for blot fem år siden spillede i 2. division for Skovshoved.

Mikael Andersson - Midtbane hos AGF - 24 år

Den islandske landsholdsspiller gik i stå i FC Midtjylland. Derfor skiftede han for to år siden til AGF og spiller lige nu fremragende fodbold.

Han er med i det meste af det som AGF kommer med offensivt og har mere eller mindre været fast starter siden skiftet fra heden tilbage til AGF, hvor ungdomsfodbolden blev spillet.

Andersson er en kreativ spiller med gode afleveringer, hvilket også gør at han ofte sparker hjørnespark. Med lidt hjælp fra vinden, er han også en af de relativt få spillere, der har scoret direkte på hjørnespark.

Islændingen med de danske aner har kontrakt i endnu to sæsoner, så spørgsmålet er, om AGF vil sælge allerede nu. Andersson selv vil måske også gerne blive og håber nok på at kunne bygge videre på barndomsklubbens flotte sæson. Buddet kan selvfølgelig blive for stort til at afslå, både for AGF og Andersson

Mathias Kvistgaarden - Angriber hos Brøndby - 21 år

Hvis nogen er brandvarm for tiden, så er det i allerhøjeste grad Kvistgaarden. Seks mål i fem kampe mod sæsonens afslutning er status, på en sæson der ellers har været bøvlet for den danske U21-landsholdsspiller. Ofte er Kvistgaarden kommet ind fra bænken kort før tid, uden mulighed for at etablere sig i kampene.

Energisk og pågående i sit spil og er ikke bange for at komme ind hvor det kan gøre ondt. Fint antrit, der kan sætte flere midtstoppere skakmat og dermed skabe farlige situationer.

Nyder sin nye placering på venstre side i Brøndbys offensiv, hvor han ofte har sit udgangspunkt fra.

Har netop forlænget sin kontrakt frem til 2027, men det er set før i verdenshistorien, at en sådan forlængelse er et led i at presse prisen op. Det skal dog være det helt rigtige tilbud, da Kvistgaarden efter sigende skulle have mere end fordoblet sin løn i forbindelse med forlængelsen.