Sjælden superskotte styrer Serie A-sensationen: ”Jeg giver altid Ferguson 10 ud af 10”

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Sjælden superskotte styrer Serie A-sensationen: ”Jeg giver altid Ferguson 10 ud af 10”

Lewis Ferguson overtog i oktober 2023 anførerbindet i Bologna.
Lewis Ferguson overtog i oktober 2023 anførerbindet i Bologna.Alessandro Sabattini/Getty Images via AFP
Bologna er sæsonens helt store sensation i Serie A. Thiago Mottas mandskab indtager i øjeblikket en fantastisk flot fjerdeplads, og det er blandt andet på grund af holdets 24-årige midtbanestyrmand, Lewis Ferguson, noget så sjældent som en skotsk stjerne i den bedste italienske række.

Italiensk fodbold har ikke ligefrem rimet på skotske spillere historisk set. I 1980erne havde den forhenværende Leeds-profil Joe Jordan den tvivlsomme ære at opleve en nedrykning med ellers så mægtige Milan, og Manchester United-legenden Denis Law fik aldrig noget stort ophold i Torino, hvor det i starten af 60erne blev til en enkelt sæson efter gennembruddet i Manchester City.

Selvom Graeme Souness i midten af 80erne oplevede nogen succes i Sampdoria, hvor Liverpool-legenden med en scoring var med til at sikre en Coppa Italia-sejr, så er der dog næppe nogen tvivl om, at Bolognas 24-årige Lewis Ferguson er den hidtil mest succesrige skotte i italiensk fodbold.

Midtbanespilleren, der er født og opvokset i Hamilton sydøst for Skotlands fodboldmekka, Glasgow, har gang i sin anden sæson i den traditionsrige italienske klub, og det er som både anfører og klubbens helt, helt store profil.

På kort tid har skotten, der ligeledes er fast på landsholdet, lært at snakke italienske til ug med kryds og slange, som bekendt overtaget anførerbindet, og måske kan Ferguson snart sætte snuden mod en endnu større italiensk destination, for Juventus skulle angiveligt have kig på skotten som erstatning for den udelukkede Paul Pogba.

Lewis Ferguson har blandt andet sikret sejre mod Lazio og Atalanta med sine scoringer i denne sæson.
Lewis Ferguson har blandt andet sikret sejre mod Lazio og Atalanta med sine scoringer i denne sæson.Opta by Statsperform & Gabriele Maltinti/Getty Images via AFP

Eller måske bliver det til nok en sæson i Bologna for Ferguson, for Thiago Mottas velspillende mandskab har taget Serie A med storm og er i øjeblikket sensationelt placeret på en fjerdeplads, der altså vil give adgang til europæisk fodbold i næste sæson.

”Jeg er glad i Bologna. Det var rigtigt at stole på Aaron Hickeys anbefaling om at skrive under med klubben. På et uspecificeret tidspunkt i fremtiden ser jeg dog mig selv i Premier League,” kommer det fra skotten ifølge The National.

Således afslører Ferguson også, at han, måske ikke så overraskende, rådførte sig hos sin landsmand Aaron Hickey, der i to sæsoner spillede i netop Bologna, før han i sommeren 2022 skiftede til Brentford i den bedste engelske række.

Skulle Juventus gøre alvor af sin interesse for Ferguson, vil det dog næppe blive nogen gennemført billig løsning, for med kontrakt til 2027, muligvis Champions League fodbold på programmet i Bologna og en støt stigende markedsværdi, grundet sine gode præstation, vil Bologna antageligt gøre alt, hvad der er muligt for at holde i Ferguson, der spiller en absolut nøglerolle hos Thiago Motta.

”Jeg giver altid Ferguson 10 ud af 10. Ikke bare på grund af de vigtige mål han scorer, men også fordi han er en kriger, der sætter standarden for sine holdkammerater,” fortæller Thiago Motta således om Ferguson ifølge Daily Record.

Indtil videre er det i denne sæson blevet til seks scoringer og fire oplæg i 30 Serie A-kampe for den 24-årige hårdtarbejdende skotte, der sammen med særligt det forhenværende Bayern München-stortalent Joshua Zirkzee har gjort sig bemærket hos et suverænt flot præsterende Bologna.

Om det efter sommerpausen bliver til Champions League-fodbold sammen med Bologna, om Ferguson rejser til Torino for at tilslutte sig Juventus, eller om skotten vælger at vende tilbage til de britiske øer og spille Premier League, er endnu uvist.

Men skulle Ferguson snart være fortid i Italien, vil den 24-årige midtbanedynamo utvivlsomt kunne give anbefalinger à la den, Ferguson selv fik fra Aaron Hickey, til landsmænd med tanker om at rykke til det italienske.