Italien kan misse endnu en slutrunde: "Det vil være en katastrofe"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Italien kan misse endnu en slutrunde: "Det vil være en katastrofe"

Italien har kniven for struben mandag aften.
Italien har kniven for struben mandag aften.FILIPPO MONTEFORTE/AFP
Kvalifikationen til EM er ved at være færdig, og flere hold har allerede booket billetten til Tyskland næste sommer. Der er dog nogle få hold, der endnu ikke har sikret sig en plads. En af dem er Italien.

Det italienske landshold er endnu ikke helt sikre på, at de kommer med til EM-slutrunden i Tyskland til sommer. Mandag aften spiller de en helt afgørende kamp mod Ukraine i en direkte duel om andenpladsen i Gruppe C. 

Italien og Ukraine har på nuværende tidspunkt lige mange point, men italienerne indtager lige nu andenpladsen, da de vandt det første indbyrdes opgør mod ukrainerne. Italien skal derfor blot bruge en uafgjort for at komme med til den kommende sommers EM-slutrunde i Tyskland.

Italien gik hele vejen ved det seneste EM i 2021, hvor de endte med at vinde finalen over England på Wembley. De firedobbelte verdensmestre har gennem tiden været et af de mest prominente landshold på kloden, men den tid er ved at være forbi.

For selvom det blev til guld ved EM i 2021, så har der de seneste mange år været et hav af skuffelser for italienerne.

Jonas Neivelt, der har en kandidatgrad i historie og italiensk med en særlig interesse for italiensk fodbold, oplever da også, at italienerne efterhånden ved, at de ikke længere er blandt den absolutte verdenstop.

”Selvforståelsen i Italien er, at de historisk set er blandt de største, men det er også ved at gå op for dem, at det ikke er tilfældet længere. Der er ved at komme nogle skår i den fodboldmæssige selvforståelse,” fortæller Jonas Neivelt til Flashscore.

De forsvarende EM-vindere har misset to VM-slutrunder i træk, og det har naturligvis været til stor skuffelse i Italien, men det er måske ikke så overraskende endda.

I den italienske presse oplever Jonas Neivelt nemlig, at den generelle opfattelse af det italienske landshold er, at de ganske enkelt ikke har niveauet til at være blandt de bedste.

”I de italienske medier er der faktisk ret stor selverkendelse omkring landsholdet. De anser simpelthen ikke truppen for at være god nok.” 

Lang nedtur efter stor triumf

Tilbage i 1982 var der liv og glade dage i støvlelandet. Italien var blevet verdensmestre, og de italienske spillere var blandt de absolut bedste i verden. Nationen blev ved med at være et relevant storhold i fodboldverden i de mange efterfølgende år, men det blev ikke til de helt store titler. 

I 2006 kunne et rutineret italiensk landshold med blandt andre Gianluigi Buffon, Fabio Cannavaro, Alessandro Del Piero endnu engang løfte VM-trofæet. Holdet havde en gennemsnitsalder på lidt over 28 år, og derfor tydede alt på, at italienerne skulle i gang med et generationsskifte. 

Italien jubler efter VM-sejren i 2006.
Italien jubler efter VM-sejren i 2006.PASCAL PAVANI/AFP

Det gik dog langt fra som forventet. Blot fire år efter triumfen ved VM i Tyskland i 2006 skuffede italienerne fælt ved at ryge ud i gruppespillet, hvor de blot hentede to point i en gruppe, der indeholdt Paraguay, Slovakiet og New Zealand

Generelt set har Italien slet ikke kunnet præstere ved VM efter guldet i 2006. De har sågar ikke engang kvalificeret sig til de seneste, to VM-slutrunder. 

Lidt bedre er det dog gået ved et par EM-slutrunder. Særligt i 2021, da italiener løb med guldet. Men det er ifølge Jonas Neivelt også ganske overraskende. Også for italienerne selv.

”Både i 2012 og i 2021 overraskede Italien voldsomt. Særlig EM-triumfen i 2021 bliver i Italien lidt set som en tilfældighed. Det lignede mere et uforudset højdepunkt i en ellers nedadgående kurve for det italienske landshold.”

Et land i krise smitter af på fodbolden

Ifølge Jonas Neivelt er landet Italien inde i en slem økonomisk krise, og den krise har efterhånden varet i mange år. Han mener, at italienerne derfor drømmer sig tilbage til en tid, hvor alting var bedre, ligesom de gør med landsholdet. 

”Hvis man ser på Italien som samfund, så er der en udbredt nostalgi omkring den ikke så fjerne fortid i 80’erne og 90’erne, og det gælder også inden for fodbold. Italien har i bund og grund været i økonomisk krise siden begyndelsen af 90’erne og har en lavere levestandard i dag end i 1992.”

Og Jonas Neivelt vurderer da også, at den økonomiske krise i Italien også har haft en stor effekt på den italienske fodbold både på landsholds- og klubplan. En trist udvikling for en fodboldnation, der gennem tiden har været en mastodont i fodboldverden.

Men hvad skal italienerne gøre?

Jonas Neivelt mener, at der skal ske nogle drastiske ændringer i tilgangen til det italienske landshold, hvis de skal blive konkurrencedygtige igen. 

Nicolo Zaniolo
Nicolo ZanioloFILIPPO MONTEFORTE/AFP

Landsholdet har i mange år lænet sig op ad de bundrutinerede kræfter på holdet såsom Giorgio Chiellini, Leonardo Bonucci og Ciro Immobile. Jonas Neivelt mener, at det kræver en del tid at bygge landsholdet op. Samtidig med, at der skal fokuseres mere på talentudviklingen.  

”Italien skal investere tid og penge i ungdomsfodbold, hvilket er svært for et land i økonomisk krise.” fortæller Jonas Neivelt og fortsætter:

”Dernæst skal de have tålmodighed, hvilket ikke bliver nemt i et land som Italien, der har nogle klare forventninger til, at landsholdet altid blander sig i toppen.”

Misset kvalifikation vil være en ”katastrofe”

I disse dage har flere og flere nationer booket billetten til næste sommers EM-slutrunde i Tyskland. Mandag kan Italien gøre det samme, men det kræver som minimum en uafgjort mod Ukraine.

Under normale omstændigheder ville de fleste tænke, at Italien vil være favoritter i en kamp mod Ukraine, men Jonas Neivelt spår en lige kamp. 

”Kampen mod Ukraine bliver svær, fordi det er to meget jævnbyrdige landshold.”

Der hviler dog et stort pres på italienerne, vurderer Jonas Neivelt, der mener, at det er ganske forfærdeligt for Italien, hvis det ikke lykkes dem at kvalificere sig.

”Hvis man som italiensk landshold ikke kvalificerer sig til to VM-slutrunder i træk og måske ikke kommer med til et EM, hvor der er hele 24 hold med, så er det en katastrofe.”

Om Italien afværger katastrofen eller endnu engang må skuffe de fodboldglade italienere kommer der svar på mandag aften. 

Kampen mellem Ukraine og Italien spilles mandag klokken 20:45, og du kan følge den her.