Men hvem er de bedste i historien? Det giver Flashscore her sit bud på. Metodikken er såre simpel. Antal mål divideret med antallet af kampe. På den måde tages der nemlig højde for eventuelle forskelle i kampantal, for det er naturligvis mere imponerende kun at lukke 15 mål ind i 42 kampe, end det er at lukke 13 mål ind i 30 kampe. 

Herunder gennemgår Flashscore således de fem bedste defensive hold i historien med udgangspunkt i toprækkerne i de fem traditionelt største europæiske fodboldlande: England, Spanien, Italien, Tyskland, Frankrig. Kun ligakampe er talt med, og lad os tage dem fra bunden af.

5. AC Milan, 1993-1994 – 15 mål lukket ind i 34 kampe (0,44 per kamp)

En af de måske mest forudsigelige optrædener på denne listen. AC Milan var i starten af 90erne blandt Europas allerstærkeste klubmandskaber. Fabio Capello overtog i 1991 styringen på San Siro efter legendariske Arrigo Sacchi, der i sæsonerne forinden havde opbygget et stærkt fundament. 

Men Sacchi vandt også blot én ligatitel i fire sæsoner, og straks fik Capello bygget ovenpå Sacchis fundament og opnåede enorm succes med tre ligatitler i streg, kulminerende med sæsonen 1993-1994, hvor det ligeledes også blev til triumf i Champions League. 

Holdet var opbygget først og fremmest på en jerndefensiv. Sølle 36 mål fik I Rossoneri scoret i ligaregi i løbet af sæsonen, men til gengæld gik der altså også kun 15 mål ind bag Sebastiano Rossi og Mario Ielpo, holdets to keepere. 

Foran sig havde Rossi da også en baglinje smækfyldt med legendariske forsvarsspillere, startende med holdets 33-årige anfører Franco Baresi og den noget yngre superstjerne Paolo Maldini, der for sine indsatser for Milan og det italienske landshold i 1994 blev nummer tre i samme års Ballon d’Or-afstemning. 

Læg dertil suveræne navne som franske Marcel Desailly, Alessandro Costacurta, Mauro Tassotti og Demetrio Albertini, og det bør hurtigt stå soleklart, hvorfor Fabio Capellos Milan var et sandt mareridt at stå overfor som angriber, noget som FC Barcelona erfarerede i samme sæsons Champions League-finale, som milaneserne vandt med chokerende 4-0. 

4. AC Milan, 1968-1969 – 12 mål lukket ind i 30 kampe (0,40 per kamp)

Endnu en omgang med AC Milan på listen, denne gang dog en del år længere tilbage end listens nummer fem. I 1968-1969 leverede legendariske Nereo Roccos Rossoneri-mandskab nemlig også en defensiv lektion til resten af Fodboldeuropa, men det var faktisk ikke engang nok til at tage mesterskabet. 

For nok fik Rocco sin catenaccio-tilgang til at fungere i egen ende af banen, men 31 mål scoret var altså ikke helt nok, for de var blandt andet med til at betyde, at Roccos mandskab blot vandt 14 af sine 30 kampe og spillede næsten lige så mange, 13, uafgjort. 

Det kastede mesterskabet til Firenze og AC Fiorentina, mens Milan måtte tage til takke med en delt andenplads sammen med Cagliari Calcio.

Fabio Cudicini, en af tidernes største italienske keepere trods han aldrig fik debut på det italienske landshold, var en sikker sidste skanse i Roccos defensiv, mens en bundsolid bagkæde med Giovanni Trapattoni som holdets pièce de résistance centralt gjorde livet surt for modstanderne. 

På den ene af backpositionerne havde man endda en tysk stjerne i form af Karl-Heinz Schnellinger, mens Angelo Anquilletti holdt skansen modsat, kendt for sin ekstremt gode mandsopdækning, der kastede øgenavnet ”Angelo Anguilla” – ålen Angelo – af sig. 

Centralt blev Trapattoni bakket op dels af Saul Malatrasi, dels af den ekstremt hårdtslående Roberto Rosato, der blev kendt som en af datidens bedste italienske centrale forsvarsspillere og da også repræsenterede landsholdet 37 gange. 

Men noget mesterskab blev det altså ikke til, selvom Rocco endda kunne nyde godt af Gianni Riveras fantastiske kreativitet, og mandskabet må altså nøjes med en fjerdeplads på denne liste i stedet for.

3. Chelsea FC, 2004-2005 – 15 mål lukket ind i 38 kampe (0,39 per kamp)

Ingen vil formentlig løfte ét eneste øjenbryn over, at et af José Mourinhos mandskaber er at finde på denne liste. At det ikke er fra portugiserens tid i det italienske, vil måske være mere overraskende, men tiden i den engelske hovedstad var altså ikke desto mindre den mest imponerende set med defensive briller. 

For efter Mourinho havde erobret Europa med FC Porto tog portugiseren nemlig Premier League med storm i sin allerførste sæson på Stamford Bridge. Mesterskab, 95 point, blot ét nederlag, dominerende 12 point ned til Arsenal FC på andenpladsen, og så naturligvis defensiven. 

Det absolut mest imponerende ved denne Chelsea-sæson må være, at fire af de syv mest defensive spillere i den gennemsnitlige startopstilling var nytilkomne spillere. I buret naturligvis tjekkiske Petr Čech, hentet i Rennes samme sommer som Mourinho kom til. 

Derudover tog Mourinho også et kontingent portugisere med sig til London. Fra Porto tog han både højreback Paulo Ferreira og midtstopper Ricardo Carvalho med sig, der begge gled problemfrit ind i startelleveren, mens også midtbaneslideren Tiago blev hentet i SL Benfica. 

Tilbage stod altså anfører John Terry og den franske duo William Gallas og Claude Makélélé, som eneste defensive spillere i Mourinhos foretrukne startopstilling, der havde været i London før portugiseren. 

Og som sjov sidenote skal det naturligvis nævnes, at føromtalte Fabio Cudicinis søn, Carlo, fik lov at stå tre kampe på dette rekordslående Chelsea-mandskab. 

2. Liverpool FC, 1978-1979 – 16 mål lukket ind i 42 kampe (0,38 per kamp)

Før tiden med Premier League og tre point for en sejr, var der dog en endnu mere imponerende defensiv præstation, da Bob Paisleys legendariske Liverpool-mandskab i slutningen af 70erne var dominerende i engelsk såvel som europæisk fodbold. 

Selvom det ikke blev til succes i sidstnævnte, med sejre i Europas bedste klubturneringen i både 1977 og 1978 men altså ikke i 1979, så leverede Paisleys tropper til gengæld en altædende indsats i den bedste engelske række. 

Med 68 point, dengang gav en sejr kun to point, blev der således sat pointrekord. Kun fire kampe blev tabt og Ray Clemence formåede i Liverpool-buret at holde utrolige 28 clean sheets i de 42 kampe, der i den sæson skulle afvikles. Foran sig havde han dog også en lang række enormt dygtige spillere. 

Blandt andet en egentlig skotsk stamme bestående af en ung Alan Hansen og en stærk Graeme Souness, mens det var superstjernen Kenny Dalglish, der huserede helt på toppen for Paisleys mandskab. 

Også to gange Phil, Neal og Thompson, spillede afgørende roller i den defensive magtdemonstration, førstnævnte med optrædener i samtlige 42 kampe, en præstation som Phil Neal endda formåede at gentage hele otte sæsoner i streg som Liverpool-spiller.

1. Cagliari Calcio, 1969-1970 – 11 mål lukket ind i 30 kampe (0,37 per kamp)

Men helt på toppen vender vi altså tilbage til Italien. Væk fra England og sydpå igen, denne gang ud i Middelhavet, til Sardinien, for at finde den eneste klub på denne liste, som blot én enkelt gang har formået at vinde sit lands bedste række, nemlig Cagliari Calcio. 

Historierne om det legendariske Cagliari-hold, der i 1970 blev kåret som italienske mestre i Serie A, handler ofte om holdets helt, helt store stjerne, Gigi Riva. Den italienske superangriber tilbragte stort set hele sin karriere på Sardinien.

Sammen med den tidligere Inter-spiller Angelo Domenghini, der tidligere havde været en del af Helenio Herreras legendariske Grande Inter, og den yngre Bobo Gori, udgjorde Riva en potent angrebstrio, der da også gjorde Cagliari til det næstmest scorende hold i Serie A i den sæson. 

Så meget desto mere overraskende kan det altså virke, at Cagliari faktisk mest af alt var et forrygende defensivt hold, der slog alle defensive rekorder. Med Enrico Albertosi i buret var scenen godt sat, og foran stod en bagkæde, der ligeledes var fantastisk. 

Så fantastisk var det Cagliari-mandskab, at hele seks spillere fra holdet var med til VM i Mexico selvsamme sommer, hvor Italien gik hele vejen til finalen og her dog tabte til Pelés Brasilien med 4-1. Pierluigi Cera og Comunardo Niccolai fra Cagliaris bagkæde var således begge med, Cera endda i startopstillingen i finalen sammen med Albertosi, Domenghini og naturligis Riva. 

Mens Cagliaris legendariske 1969-1970-sæson altså primært sættes i forbindelse med klub- og Serie A-legenden Gigi Riva, så var holdet altså også det bedste defensive mandskab, der i historien er set i de fem store ligaer.