Højlund-brødre er stolte over første møde på Old Trafford: "En fantastisk følelse"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Højlund-brødre er stolte over første møde på Old Trafford: "En fantastisk følelse"

Rasmus og Oscar nåede ikke at være på banen samtidig i gårsdagens Champions League-kamp.
Rasmus og Oscar nåede ikke at være på banen samtidig i gårsdagens Champions League-kamp.Molly Darlington/Reuters/Ritzau Scanpix
Et stort kapitel i Højlund-slægtens historie blev skrevet tirsdag aften i Manchester.

Her kom brødrene Rasmus og Oscar Højlund begge på banen på Old Trafford i Champions League-opgøret, hvor Manchester United slog FC København 1-0.

Godt nok var de der ikke samtidig. United-angriberen Rasmus Højlund havde netop forladt banen, da lillebror blev skiftet ind for FCK.

Men det var alligevel et helt særligt øjeblik, understreger begge.

"Det er en fantastisk følelse at have været på den samme bane som min bror. Det er ikke et almindeligt stadion fra Danmark, men et af de mest særlige i verden, så det er en utrolig fornemmelse," siger Rasmus Højlund.

Midtbanespilleren fra modstanderholdet stemmer i:

"Det var ærgerligt, at Rasmus blev skiftet ud fem minutter inden, men jeg er utroligt stolt over at komme ind på sådan et ikonisk stadion."

"Vi snakkede selvfølgelig om, at det var ærgerligt, vi ikke lige var inde på banen samtidig, så vi kunne have fået en duel eller to. Men nej, han er stolt på mine vegne, og jeg er utroligt stolt på hans vegne. Han er bare lidt mere glad, end jeg er, i forhold til at de fik tre point," siger Oscar Højlund.

Op til kampen har der ikke været meget snak brødrene imellem, beretter Rasmus Højlund.

"Vi har ikke måttet snakke sammen. Hvis man nu lige kommer til at give lidt for meget og så videre."

"Jeg skrev kort til ham inden kampen, at han skulle være klar. Det var han så også," siger han.

Før Rasmus Højlund i januar sidste år forlod FCK, var de holdkammerater i hovedstadsklubben. Mod sin tidligere klub vidste den ældste af Højlund-brødrene først ikke, hvilket ben han skulle stå på.

"Det var en speciel kamp. Jeg må ærligt indrømme, at de første ti minutter skulle jeg lige vænne mig til det, men som kampen forløb, fandt jeg rytmen."

"Jeg ville da hellere have, at det var et andet hold end FCK, der tabte. Men når jeg spiller for Manchester United, spiller jeg for Manchester United, og så håber jeg på, at vi vinder," understreger Rasmus Højlund.

For at det ikke skal være løgn, var Rasmus' anden lillebror, FCK-talentet Emil Højlund, tidligere tirsdag med til at slå Manchester Uniteds U19-hold i Youth League.

United-stjernen fik de fremmødte journalister til at grine, da han blev foreholdt det faktum.

"Jaja, tillykke til ham," siger angriberen.