Vinterstatus i Bundesligaen: Sådan har ligaens mange danskere gjort det

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Vinterstatus i Bundesligaen: Sådan har ligaens mange danskere gjort det

Jonas Wind har i denne sæson rundet 20 scoringer i sin tid i Wolfsburg. I alt er danskeren på 21 mål i 59 kampe for den tyske klub.
Jonas Wind har i denne sæson rundet 20 scoringer i sin tid i Wolfsburg. I alt er danskeren på 21 mål i 59 kampe for den tyske klub.Profimedia
Med et stort program 20. december sænkede jule- og nytårsfreden sig over Bundesligaen, 16 runder afviklet før den traditionelle vinterpause, 15 kampe spillet for to af mandskaberne, Bayern München og Union Berlin, efter en snestorm tvang de to mandskaber til at udskyde deres indbyrdes opgør i starten af december.

Dermed er der også god grund til at tage temperaturen på de i alt 13 danskere, der er på kontrakt i klubber i den bedste tyske række. Som sædvanlig uddeler det tyske fodboldmedie Kicker karakterer til de spillere, der opnår markante minutter på grønsværen, og enkelte danskere skiller sig positivt ud.

Jonas Wind, VfL Wolfsburg – 98 procent af alle minutter – 3,19 karaktersnit 

Ingen dansker har imponeret det tyske medie mere end Wolfsburg-angriber Jonas Wind. Den 24-årige spydspids har været brandvarm i efteråret, scoret ni mål og lagt op til fire i løbet af de 16 kampe, han har spillet. Således har Wind altså også været involveret i alle Wolfsburg-kampe, sågar startet hver og én, og han er klubbens næstbedst præsterende spiller, kun overgået af målmand Koen Casteels. Samtidig er Wind den angriber med niendebedste karakterer ud af i alt 39 angribere. En stor halvsæson af en formstærk dansk angriber.

Frederik Rønnow har siden sommeren 2021 spillet i den tyske hovedstad hos Union Berlin.
Frederik Rønnow har siden sommeren 2021 spillet i den tyske hovedstad hos Union Berlin.Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix

Frederik Rønnow, Union Berlin – 100 procent af alle minutter – 3,20 karaktersnit

Når Koen Casteels står tilbage med højere karaktersnit end Jonas Wind, så skyldes det måske også, at Kicker i det store hele giver målmænd meget gode karakterer. Det er Frederik Rønnow nok et eksempel på, for med et snit på 3,20 er Rønnow den suverænt bedst præsterende spiller på et Union Berlin, der har haft det rigtig svært i store dele af det forgangne efterår. Samtidig er han dog blandt de allerdårligste målmænd på karakterskalaen: Kun Freiburgs Noah Atubolu, Darmstadts Marcel Schuhen og Augsburgs Finn Dahmen får dårligere karakterer, end Frederik Rønnow gør. Ikke desto mindre et fint efterår i en svær situation for den danske målmand.

Robert Skov, Hoffenheim – 57 procent af alle minutter – 3,31 karaktersnit

Efter et par skadesplagede år har Robert Skov efterhånden fundet en god rytme i Hoffenheim, hvor han i efteråret er startet inde 10 gange i de 15 kampe, hvortil han har været udtaget. En enkelt gang har Skov således siddet ude med skade, og med 14 optrædener har Skov kun tilbragt en enkelt kamp på bænken i alle 90 minutter. De mere end 800 minutters fodbold har kastet tre scoringer og tre oplæg af sig, og han er Hoffenheims niendebedste spiller ud af 15 ifølge Kickers karakterer. 

Yussuf Poulsen, RB Leipzig – 59 procent af alle minutter – 3,38 karaktersnit

I efteråret har efterhånden 29-årige Yussuf Poulsen forlænget sin kontrakt i Leipzig, hvor danskeren nu har tilbragt et helt årti. Selvom han er en alternativ angribertype, det er blot blevet til tre scoringer, får Poulsen igen og igen tilvalg. 15 optrædener, ni af dem fra start, og næsten tre-femtedele af alle minutter spillet, afslører Poulsens prominente rolle som leder på Leipzig-mandskabet. I løbet af november og december har Poulsen sågar ageret anfører i flere kampe. Et gennemsnit på 3,38 vidner da også om fine præstationer, men det er ikke desto mindre Leipzigs dårligste gennemsnitskarakter i efteråret, hvilket nok snarere understreger, hvor mange Leipzig-spillere, der har gjort det strålende.

Joakim Mæhle, VfL Wolfsburg – 87 procent af alle minutter – 3,47 karaktersnit

Efter sit skifte fra Atalanta har Joakim Mæhle så småt fundet sig en god plads i Wolfsburg. Det er blevet til spilletid på både højre- og venstrebacken for den alsidige dansker, der har været med fra start hele 14 gange, og ifølge tyske medier har Mæhle indtaget lidt af en lederrolle i omklædningsrummet hos Wolfsburg. Derfor er han også klubbens femtebedst præsterende spiller ifølge Kicker, og det er da også både blevet til en scoring og to oplæg for den 26-årige nordjyde.

Jens Stage, Werder Bremen – 94 procent af alle minutter – 3,56 karaktersnit

Første sæson på Weserstadion var en omskiftelig én af slagsen for 27-årige Jens Stage. Århusianeren startede sæsonen stærkt, røg ud af startopstillingen i en længere periode, før han i slutningen af sæsonen igen fandt vej til den foretrukne startellever. Og i denne sæson har Stage fortsat, hvor han slap før sommerpausen. Danskeren har startet 15 af 16 kampe, og blandt danskerne er det kun Frederik Rønnow og Jonas Wind, der har spillet flere minutter. Stage er da også blevet belønnet af Kicker med et fint karaktergennemsnit, som kun tre Werder Bremen-spillere – Michael Zetterer, Marvin Ducksch og Romano Schmid – kan overgå. Måske kan et skifte til en endnu større adresse vente danskeren, hvis han fortsætter de flotte takter i foråret. 

Mads Pedersen, Augsburg – 77 procent af alle minutter – 3,93 karaktersnit

Venstreback Mads Pedersen har efterhånden været i Augsburg i en del sæsoner, han skiftede fra FC Nordsjælland i sommeren 2019, men det har været meget ujævnt med spilletid i det sydtyske for nordsjællænderen, der ikke engang er startet i 60 Bundesliga-kampe endnu. I denne sæson er danskeren dog kommet godt efter det med 13 kampe fra start og siden Jess Thorups ankomst i klubben, går det også ganske godt for den bayerske klub. Pedersen ligger dog uagtet med klubbens næst værste karaktergennemsnit, og kun superskuffende Ruben Vargas gør det således ifølge Kicker dårligere. 

I denne sæson er Rasmus Carstensen lejet ud fra belgiske Genk til tyske Köln.
I denne sæson er Rasmus Carstensen lejet ud fra belgiske Genk til tyske Köln.Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix

Rasmus Carstensen, Köln – 74 procent af alle minutter – 4,13 karaktersnit

Det har ikke set godt ud i Köln, der ligner en klub, der skal kæmpe med næb og klør for at sikre sig en plads i Bundesligaen til næste sæson. Med to sejre i de første 16 runder, ligger den traditionsrige klub næstsidst i Bundesligaen. For 23-årige Rasmus Carstensen er det blevet til masser af spilletid, 12 kampe fra start i 14 optrædener, men Kicker har ikke ligefrem været ellevilde med danskerens præstationer. Således er Carstensen næst dårligst i Kickers øjne, kun Dejan Ljubičić får dårligere karakterer, ligesom højrebacken indtager en lidet flatterende placering som ligaens 81. bedste forsvarsspiller ud af i alt 87.

Dem med alt for få minutter 

Det var otte spillere, og dermed mangler fortsat fem at blive rundet. Blandt disse er der dog kun én, der rent faktisk har fået minutter i løbet af efteråret, nemlig Union Berlins 22-årige angriber Mikkel Kaufmann. Danskeren har fået i alt 92 minutter på banen fordelt på otte optrædener, og rent faktisk scoret et mål undervejs, men det er altså langt fra nok til at optræde på Kickers liste. 

De resterende fire spillere har ikke fået ét eneste minuts Bundesligafodbold i efteråret. For 23-årige Nikolas Narteys vedkommende giver det god mening. Midtbanespillere, der spiller i VfB Stuttgart, blev i august ramt af en slem knæskade, der har holdt ham fra fodbold i løbet af hele efteråret. 

Mikkel Kaufmann scorede tidligere på måneden sit første og hidtil eneste mål i Union Berlin.
Mikkel Kaufmann scorede tidligere på måneden sit første og hidtil eneste mål i Union Berlin.Opta by Statsperform & Profimedia

I Union Berlin har Jakob Busk tilsyneladende ekstremt langt til spilletid, for mens landsmand Frederik Rønnow altså vogter målet fast for hovedstadsklubben, så adskillige gange end ikke været udtaget som andenmålmand, hvilket i stedet Alexander Schwolow har.  

Heller ikke Jacob Steen Christensen har haft nemt ved at finde minutter. I sommer skiftede midtbanespillere fra FC Nordsjælland til Köln på en treårig aftale, og de første seks spillerunder af Bundesligaen tilbragte Christensen plantet på bænken. Efterfølgende har danskeren haft problemer med en knæskade og er i øjeblikket på vej tilbage, og derfor er det altså kun blevet til 54 minutters spilletid i Köln, alle i pokalregi, hidtil for Christensen. 

Værst har det dog givetvis set ud for 22-årige Frederik Winther, der er i et stadie af sin karriere, hvor det burde blive til masser af minutter. Men i Augsburg er der en overflod af midtstoppere, og Jess Thorup såvel som forgænger Enrico Maaßen har konsistent frasorteret Winther i løbet af efteråret. Kun to gange har danskeren siddet på bænken, og de eneste minutter på grønsværen i denne sæson kom i et skuffende pokalexit i august mod Unterhaching. Alt tyder da også på, at Winther er på vej væk fra Augsburg, måske endda allerede i januar.