Rekordspiller tvunget til tidlig afsked med østrigsk storklub: Vil fortsætte karrieren

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Rekordspiller tvunget til tidlig afsked med østrigsk storklub: Vil fortsætte karrieren
Andreas Ulmer har været en del af 13 ud af Red Bull Salzburgs i alt 17 østrigske mesterskaber.
Andreas Ulmer har været en del af 13 ud af Red Bull Salzburgs i alt 17 østrigske mesterskaber.Profimedia
Siden 2009 har Andreas Ulmer været fast bestanddel af førsteholdet i Red Bull Salzburg, men når denne sæson er ovre, vil venstrebacken være fortid på storholdet. Allerede nu har han dog spillet sin sidste kamp, for søndag blev den 38-årige østriger ramt af en skade i lægmusklen.

Mange forbinder givetvis Red Bull Salzburg med spillere som Erling Haaland, Sadio Mané, Dominik Szoboszlai og Karim Adeyemi, alle store navne der tidligere i karrieren har været forbi den østrigske storklub.

I Danmark rimer klubben imidlertid på eksempelvis Rasmus Kristensen, Maurits Kjærgaard og Mads Bidstrup, de to sidstnævnte i øjeblikket en del af Salzburg-holdet, men i Østrig har klubben i halvandet årti uløseligt hængt sammen med et måske mere ukendt navn: Andreas Ulmer.

Den nu 38-årige østrigske anfører ankom i januar 2009 til Red Bull Salzburg fra SV Ried, og lige siden har venstrebacken været en vigtig del af kulturen i den suveræne klub, der har vundet de seneste 10 østrigske mesterskaber.

Men til sommer er det slut. Det fortæller Ulmer selv tirsdag ifølge østrigske ORF. Forsvarsspilleren blev søndag ramt af en alvorlig skade i lægmusklen, der vil holde ham fra banen i minimum seks uger, og derfor må Ulmer vinke et tidligt farvel til sin højtelskede Salzburg-klub.

”Jeg ville selvfølgelig gerne fortsætte med klubben jeg elsker i Salzburg, men jeg har fået at vide, at det ikke var muligt. Så det er min sidste sæson her,” kommer det fra Ulmer ifølge Salzburger Nachrichten.

Dermed må Red Bull Salzburg se sig gevaldigt godt om for at finde erfaring i en ung trup, hvor den 24-årige kontroversielle malier Sékou Koïta, der tidligere har været udelukket for brug af doping, nu er den spiller med længst tid på førsteholdet, efter at være ankommet i 2019, altså hele 10 år efter Ulmers ankomst.

Selvom tiden i Salzburg nu altså slutter for Ulmer, og selvom alderskolonnen melder om 38 år, 39 til oktober, har østrigeren i sinde at fortsætte. Ifølge ORF udtaler backen således, at han er åben overfor alle muligheder, så længe det er i Europa. Der skulle angiveligt allerede være interesse fra den bedste schweiziske liga.

Foruden sine 582 kampe for Red Bull Salzburg, hvor det er blevet til 25 scoringer og 85 oplæg, har Ulmer også opnået 32 landskampe for det østrigske landshold og var med i truppen ved EM i 2021. Ulmer er samtidig også spilleren med flest østrigske mesterskaber nogensinde, i alt 13, alle vundet med Red Bull Salzburg.

Om det bliver til mesterskab nummer 14 er endnu uvist, for Red Bull Salzburg har ukarakteristisk tabt hele tre ligakampe i sæsonen, og storholdet ligger derfor à point med Sturm Graz i mesterskabsspillet, hvor der dog fortsat resterer fem kampe.