Neuer-erstatning forlænger med Bayern: Forbliver udlejet til konkurrent

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Neuer-erstatning forlænger med Bayern: Forbliver udlejet til konkurrent

Mens Alexander Nübel stadig har sin A-landsholdsdebut til gode, opnåede tyskeren 17 kampe på det tyske U21-landshold som ung.
Mens Alexander Nübel stadig har sin A-landsholdsdebut til gode, opnåede tyskeren 17 kampe på det tyske U21-landshold som ung.Ronny Hartman/AFP
Alexander Nübel har fået forlænget sin kontrakt med Bayern München helt frem til 2029, men den 27-årige tysker fortsætter i første omgang i yderligere to sæsoner som lejesvend hos VfB Stuttgart, hvor målmanden i denne sæson imponerer.

Med sine 38 år må Manuel Neuer forventes så småt at nærme sig afslutningen på sin karriere, særligt med et par alvorlige skader i de seneste år – først med en fodskade i 2017 og 2018 og senest et benbrud efter en skitur i december 2022 – in mente.

Tyskerens arvtager står allerede klar i kulissen i form af 27-årige Alexander Nübel, der dog fortsat blot har spillet sølle fire kampe for Bayern München, for siden juni 2021 har Nübel været udlejet først til AS Monaco og nu til VfB Stuttgart.

Men Nübel er ikke desto mindre manden, der er udset som Neuers erstatning. Det bekræfter Bayern München alt andet lige med den forlængelse, der fredag blev offentliggjort. Helt frem til 2029 har Bayern nu papir på Nübel, men i første omgang fortsætter målmanden sin færd som lejesvend.

Således skal Nübel fortsat være udlejet til Stuttgart de kommende to sæsoner, og i alt bliver det altså tre sæsoner hos Die Schwaben med indeværende sæson in mente, og i næste sæson kan det meget vel også blive til Champions League-fodbold med Sebastien Hoeneß’ stærkt spillende Stuttgart-mandskab.

De indtager nemlig i øjeblikket en fornem tredjeplads i Bundesligaen, endda à point med Bayern München og imponerende syv point foran nærmeste forfølgere, der hedder RB Leipzig og Borussia Dortmund.

Og spørger man det tyske fodboldmedie Kicker, har Nübel da også sin aktie i Stuttgarts flotte placering, for med en gennemsnitlig bedømmelse på 3,02 – jo laverede jo bedre hos Kicker – er den 27-årige tysker ikke langt fra Neuers snit på 2,97.

Alexander Nübel og Manuel Neuer er begge blandt Bundesligaens større målmandsprofiler.
Alexander Nübel og Manuel Neuer er begge blandt Bundesligaens større målmandsprofiler.Opta by Statsperform, Hasan Bratic/dpa via AFP & Ralf Ibing/dpa via AFP

Ifølge selvsamme medie skyldes den lange forlængelse med Bayern, der i øvrigt også kommer med en pæn lønforhøjelse, da også en analyse fra Max Eberl og resten af den bayerske sportslige ledelse, som hedder at Nübel er blandt de bedste målmænd i sin aldersklasse og derfor værd at holde på.

Præcis som Manuel Neuer i 2011 gjorde det, kom Nübel til München fra Schalke 04, som tyskeren i 2015 tilsluttede sig efter at have tilbragt 10 år i ungdomsrækkerne hos SC Paderborn, hvor Nübel er født og opvokset.

Da Nübel tidligere på sæsonen tørnede sammen med sin egentlige arbejdsgiver, var det dog ikke ligefrem nogen stor oplevelse, for her tog Bayern München en sikker 3-0-sejr på Allianz Arena, men i starten af maj får Nübel chance for revanche, når de to hold igen mødes, denne gang i Stuttgart og måske altså i en direkte kamp om sølvmedaljerne.

Med forlængelsen ser fremtiden altså ud til at være på plads for både Nübel og Bayern München, om end den sydtyske klub fortsat mangler en løsning i buret til sæsonen 2025-2026, da både Manuel Neuer og andetvalget Sven Ulreich har kontraktudløb i sommeren 2025.