De danske curlingkvinder fejrer længe ventet guldmedalje på Københavns Rådhus

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

De danske curlingkvinder fejrer længe ventet guldmedalje på Københavns Rådhus

De danske curlingkvinder fejrer længe ventet guldmedalje på Københavns Rådhus
De danske curlingkvinder fejrer længe ventet guldmedalje på Københavns RådhusProfimedia
En fantastisk flot præstation af de danske curlingkvinder resulterede i en guldmedalje ved VM for snart to uger siden.

"Imens verdens øjne har hvilet på VM og Qatar, så har I givet Danmark denne kæmpe sportspræstation."

Sådan sagde Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen onsdag eftermiddag i Magistratsalen på Københavns Rådhus med blikket rettet mod det kvindelige danske curlinglandshold.

For det er 12 dage siden, at Madeleine Dupont, Denise Dupont, Jasmin Lander, Mathilde Halse og My Larsen med en smal sejr over Schweiz sikrede Danmark den første guldmedalje i sporten siden 1994.

Og som traditionen foreskriver blev det fejret med pandekager på Københavns Rådhus.

"Vi har spøgt lidt med det for sjov. Hvis vi vinder, så er det jo ikke kun guldmedaljen, det er jo også at komme på rådhuset og få pandekager", siger Denise Dupont.

"Nu har vi hørt om de her sagnomspundne pandekager i så mange år. Så at stå her i dag, det er faktisk næsten ikke til at forstå."

Denise Dupont har sammen med søsteren Madeleine været en del af landsholdet siden 2002. Kun afbrudt af en pause fra 2019 til 2021.

"Det er det med at tro. Troen på, at vi kan godt. Også selv om vi i 2019 sagde, at nu havde vi givet det, som vi kunne til sporten", siger Denise Dupont.

For de to søstre fandt ud af, at de ikke havde givet alt. Og nu lykkedes det i den knap tyve år lange curlingkarriere endelig at vinde en guldmedalje.

Der er heller ingen tvivl om, hvor Denise Dupont placerer den på listen over de medaljer, som hun har vundet.

"Den kommer helt sikkert i toppen. Det er der ingen tvivl om. Det var fantastisk det første år, hvor vi spillede EM og endte i en finale. Vi var ikke særlig gamle", siger hun om EM-sølvmedaljen fra 2002.

"Men det der med at få lov til at stå på toppen af podiet og høre nationalmelodien. Der kan ikke være noget større."

Guldmedaljen er ikke kun vigtig for Denise Dupont.

"Den er vigtig, fordi den sætter fokus på vores sport, fordi den indgyder håb, og fordi den viser, at dansk elitecurling på ingen måde kan afskrives på den internationale scene", siger formand i Dansk Curling Forbund, Henrik Christoffersen.

Og Sophie Hæstorp tror på, at det ikke er sidste gang, hun har curlingspillere på besøg til pandekager.

"Jeg har store forventninger om, at vi ses igen i slutningen af marts, når I selvfølgelig også har vundet VM. Stort tillykke", siger hun i sin tale.