Danske basketmestre i rekordstor handel: "Vi kunne ikke sige nej til det tilbud"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Danske basketmestre i rekordstor handel: "Vi kunne ikke sige nej til det tilbud"

Tony Carr har tilbragt det meste af sin professionelle karriere i Europa, hvor han blandt andet har repræsenteret italienske Torino og danske Bakken.
Tony Carr har tilbragt det meste af sin professionelle karriere i Europa, hvor han blandt andet har repræsenteret italienske Torino og danske Bakken.Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Amerikanske Tony Carr er fortid i Bakken Bears. Den århusianske klub har således solgt den stærke guard til israelske Galil Gilbao, i hvad der beskrives som klubbens største salg nogensinde.

Måske har den israelske basketballklub Hapoel Gilboa Galil haft en spejder afsted til de kampe, som klubbens ligakonkurrenter fra Hapoel Jerusalem har spillet mod de danske basketmestre, Bakken Bears, i årets Champions League. 

For Hapoel Gilboa Galil har i hvert fald nu hentet Bakkens måske største profil. Det oplyser Bakken Bears tirsdag aften i et opslag på klubbens Facebook-side, hvor det fortælles at Tony Carr er solgt til den israelske klub. 

25-årige Tony Carr har ellers imponeret ganske stort for Bakken Bears i sæsonens Champions League-gruppespil, hvor de århusianske bjørne dog ikke formåede at skaffe en plads, der gav videre avancement i turneringen.

I sine seks Champions League-optrædener for Bakken har Tony Carr, der blev hentet til Aarhus fra canadiske Saskatchewan Rattlers i sommeren 2022, således stået for gennemsnitligt 15,8 point per kamp, hvilket gør amerikaneren til den bedst præsterende Bears-spiller i turneringen. 

Særligt Carrs 28 point i gruppespillets sjette og sidste kamp mod tyske MHP Riesen Ludwigsburg var imponerende. Her scorede Carr således 28 point i et nederlag på 86-94 hjemme i Vejlby-Risskov.

Største salg i klubbens historie

Derfor skulle der da også et ekstraordinært god tilbud på bordet, før end Bakken Bears ville slippe den dygtige guard, der i 2018 blev draftet til NBA, men aldrig har spillet en kamp i verdens bedste basketliga. 

Og det tilbud har Bears altså øjensynligt fået, for handlen kaldes  for det største salg i klubbens historie, og klubbens sportsdirektør understreger, at det ikke var svært at tage stilling til tilbuddet fra Hapoel Gilboa Galil, der i øjeblikket indtager sidste plads i tabellen i den bedste israelske række. 

"Vi kunne ikke sige nej til det tilbud, som Hapoel Gilboa Galil kom med, selv om vi meget gerne havde beholdt Tony i klubben. Det præcise beløb forbliver mellem klubberne, og det er da heller ikke i de millionbeløb, man ser i fodbold, men det er det største i vores historie. Det gør også, at vi kan gå ud på markedet og finde en afløser, der passer ind på holdet," kommer det fra Michael Piloz ifølge klubbens meddelelse. 

Den danske basketliga har siden årtusindeskiftet været domineret af Bakken Bears, der har vundet 17 af de seneste 23 danske mesterskaber, senest i maj 2022, hvor bjørnene blev danske mestre for sjette gange i træk.

I øjeblikket indtager Bears dog blot tredjepladsen i Basketligaen, efter tre nederlag i 15 kampe, hvilket er to kampe færre spillet end ligaens tophold Team FOG Næstved. Bears kan således kravle op på siden af Næstved, hvis århusianerne vinder de to kampe, de har i baghånden.