Selvom han stadig kun er 26 år gammel, har Kojo Musah allerede skrevet dansk historie på løbebanen. Endda temmelig mange gange.

For 2021 var et fantastisk, ja, nærmest magisk år for den danske sprinter, der er opvokset i Tørring tæt på Vejle. To gange satte han dansk rekord i atletikkens kongedisciplin, 100 meter sprint. Og selvom han ikke klarede det direkte kvalifikationskrav, så gjorde et nyt ranglistesystem, at Kojo Musah blev første danske olympiske 100-metersprinter i 93 år.

Ikke siden Leo Jørgensen i 1928 havde Danmark haft en 100 meter løber afsted, men Kojo Musah var altså manden til at bryde tørken. Godt nok kom Musah ikke videre fra de indledende heats, han blev firer men fik til gengæld lov at løbe med ikoniske Yohan Blake, men dansk atletikhistorie var ikke desto mindre skrevet.

Og sæsonen 2022 så da også ret lovende ud, da Kojo Musah bragede afsted i sit første indendørsstævne og smadrede den danske rekord med en tid på 6,56 sekunder, den næst hurtigste 60 meter tid nogensinde løbet af en nordisk løber, kun overgået af norske Jaysuma Saidy Ndure tilbage i 2008.

Men sådan skulle det ikke gå for Kojo Musah. I stedet skulle det blive lidt af en mareridtssæson, hvor den ene skade skulle afløse den anden.

Lappeløsning på lappeløsning

Da Flashscore snakker med Kojo Musah, er han ved godt mod. Han glæder sig til at arbejde frem mod indendørssæsonen, men han ser også tilbage på et ekstremt frustrerende 2022, hvor det aldrig nogensinde for alvor kom til at fungere.

”Det har været lappeløsninger hele vejen gennem 2022, allerede fra første indendørsstævne. Efter det har det bare været ét konstant forsøg på at lappe huller, og det var også grunden til, at jeg trak mig fra inde-VM. Jeg var skadet, og jeg ville hurtigst muligt prøve at blive klar til udendørssæsonen,” fortæller Kojo Musah.

Man skal følge godt med, når Kojo Musah lister de skader, han i løbet af året har døjet med. Først var det en forstrækning i skulderen, en lidt atypisk skade for en sprinter. Så fulgte først en fibersprængning i venstre baglår, og herefter var der problemer i begge baglår, der ramlede sammen med forberedelserne til udendørssæsonen. Problemer med akillessenen fulgte, og sidst har Kojo Musah skiftevis haft problemer med ryggen og baglåret i fem omgange.

”Jeg har ikke følt på noget tidspunkt, at jeg reelt har været klar. For eksempel endte jeg med at vinde DM, men det var et stævne jeg vandt på to ugers træning uden noget som helst løb overhovedet. Derfor havde jeg lidt en forhåbning om, at jeg kunne nå tilbage i form, hvilket det også begyndte at tyde lidt på, men lige akkurat en uge efter det fik jeg ondt i ryggen igen,” kommer det fra Kojo Musah, der i juni blev dansk mester på 100 meter for tredje år i streg.

Sæt dig og græd eller kom videre

Den skadesplagede sæson har selvsagt været enormt frustrerende for Kojo Musah, der tidligt på året ellers så gode tegn på, at han igen skulle løbe hurtigt i løbet af sæsonen. Men der er to muligheder i sådan en situation ifølge sprinteren.

”I den her sport kan man enten sætte sig ned og græde, eller man kan prøve at komme videre. Det er meget sort på hvidt i den forstand, at hvis man ikke laver sin træning, så er resultaterne også derefter. Så hvis du bare sætter dig ned i hjørnet og ikke kommer videre, så går det kun én vej derfra,” siger Musah.

Heldigvis håber Kojo Musah, der i 2017 flyttede til Aarhus og skiftede Vejle IF ud med Aarhus 1900, at han har fundet roden til problemerne i årets løb. Han har nemlig en lændehvirvel, der er brækket to steder, og hvis han provokerer den del af ryggen for meget, kan det give ham problemer.

”Sidste år valgte vi at prøve at se, om vi kunne hjælpe mig af med problemet ved simpelthen at fjerne al belastning fra min ryg. Det gjorde, at jeg blev enormt stærk i benene, men ryggen var ikke særligt stærk, for den var ikke vant til belastning på samme måde, som den tidligere har været og i øvrigt også er nu. Der har været stor ubalance i min styrke,” fortæller Kojo Musah, der nær havde indstillet karrieren kort før sit helt store gennembrud.

Usikker periode med ny træner

Hvordan forberedelserne til den kommende indendørssæson, som Kojo Musah forventer for sit vedkommende for alvor starter i slutningen af januar eller starten februar, er rekordsprinteren spændt på at se. For i den seneste håndfuld år har Kojo Musah haft Mikkel Larsen som træner, både i Aarhus 1900 og på sprintlandsholdet. Men i september blev Mikkel Larsen ansat som ny elitechef i Dansk Atletik Forbund, og derfor mangler der altså både en landstræner på sprintlandsholdet og en træner i Aarhus 1900.

”Han er med delvist her i overgangen. Han har jo fået stillingen, hvor han skal finde den nye landstræner, men indtil da er han med til omtrent halvdelen af vores træningspas blandt andet for at sikre, at det ikke går fuldkommen skævt,” fortæller Kojo Musah.

Det er altså netop Mikkel Larsen, der har stået bag store atletiknavne som Kojo Musah og Sara Slott Petersen, der kort efter sidste års olympiske lege indstillede karrieren. Derfor bliver det også specielt for Musah at skulle arbejde med en ny og potentielt meget anderledes træner.

”Der er også det perspektiv, at der på sin vis er uendelige veje til at løbe 10,10 eller løbe endnu hurtige. Der er helt enorm stor forskel på, hvordan man træner, og det gør også, at jeg ikke rigtigt har tiden til at bruge to år på at indstille mig og omstille til et nyt træningsprogram,” pointerer Kojo Musah.

Stærkt kort i baghånden

Kojo Musah har dog en plan b, en nødløsning, hvis det skulle vise sig ikke at fungere ordentligt med den nye træner. Han er nemlig også en del af en træningsgruppe i London, og der er altså mulighed for at arbejde endnu tættere og mere intensivt med denne gruppe, der bliver trænet af britiske Steve Fudge.

”Steve har haft tre eller fire atleter, der har løbet under 10. Det gør også, at de har en lidt anden erfaring i forhold til at løbe hurtigt, en erfaring som vi ikke har i Danmark. Det var også grunden til, at jeg tog beslutningen om at søge lidt ud,” lyder det fra Kojo Musah.

Da Kojo Musah tidligt i sommeren 2021 slog Kristoffer Haris danske 100 meterrekord med ni hundrededele af et sekund, og efterfølgende barberede tre hundrededele af et sekund af sin egen rekord, var det en rekord fra 2019 der blev slået. Ifølge Kojo Musah er den nuværende generation af sprintere derfor en slags forsøgskaniner, for der har aldrig været en generation, der har løbet så hurtigt før.

”Al erfaring om 10-15 vil være baseret på, hvad der er gået godt og skidt, mens min generation har konkurreret, så det, at jeg har gruppen i London, gør bare, at jeg ved, at jeg kan læne mig op ad nogen, der har lidt mere erfaring. Der er også en helt anden tilgang til træning, end den vi har derhjemme,” siger Kojo Musah.

Skal finde glæden frem igen

Uanset om næste år bliver med en ny dansk træner eller med britiske Steve Fudge, så er Kojo Musah fortrop i en ekstremt talentfuld generation af danske sprintere, der løber historisk hurtigt. Kristoffer Haris 2019-rekord på 10,26 er blevet overgået af masser af sprintere de seneste to år. Kojo Musah, Kristoffer Hari selv, Tazana Kamanga-Dyrbak, Simon Hansen, Frederik Schou-Nielsen, Emil Mader Kjær. Og det lover godt for fremtiden.

”Det begynder at gå rigtig godt, hvis man ser i forhold til Europa. Vi begynder at kunne stille hold til eksempelvis et EM med tre sprinter i 60, 100 eller 200 meter. Vi begynder at have et relativt højt niveau, så forhåbentlig går atletikken da en lys fremtid i møde, hvis vi ser på sprint,” kommer det fra Kojo Musah.

Kojo Musah er beæret over at være i spidsen for så talentfuld en generation, og han har om nogen bemærket det øgede fokus på sprintdisciplinerne de seneste år, et fokus der absolut er behov for, så der kan komme flere penge i sporten og et højere bundniveau. Derfor er præstationer som Musahs OL-deltagelse og Ida Karstofts EM-bronze på 200 meter tidligere på året enormt vigtige. I næste sæson har Kojo Musah dog ét altoverskyggende mål: At have det sjovt.

”Jeg ville gerne have en masse ambitioner, men jeg har haft en rigtig svær periode det seneste måske halvandet år, hvor jeg ikke helt har kunnet finde glæden i sporten, så det er helt klart min førsteprioritet. Jeg skal være glad, når jeg kommer til træning, og jeg skal synes, at det, jeg laver, er helt enormt fedt.”