Dansk double skal undgå fokustab for at nå toppen: "Vi skal løfte vores bundniveau"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk double skal undgå fokustab for at nå toppen: "Vi skal løfte vores bundniveau"

Jeppe Bay og Lasse Mølhede skal forsøge at gøre det godt ved endnu et VM.
Jeppe Bay og Lasse Mølhede skal forsøge at gøre det godt ved endnu et VM.Profimedia
Herredoublen med Lasse Mølhede og Jeppe Bay var den positive overraskelse ved et ellers skuffende dansk badminton-VM sidste år, hvor kun Viktor Axelsen levede op til favoritværdigheden og tog guld.

Jeppe Bay og Lasse Mølhede overraskede ved i anden runde at slå det stærke malaysiske par Goh og Tan, som vandt OL-sølv i 2016.

Nu skal den danske konstellation, som trods dåbsattester med henholdsvis 29 og 26 år på bagen er relativt nye på den internationale scene, forsøge at leve op til bedriften ved seneste VM.

Der er kommet et års erfaring mere ind under huden, men parret ved også godt, hvor de stadig halter efter i forhold til de allerbedste.

"Vi snakker rigtig meget om at løfte vores bundniveau, og det handler meget om ikke at miste fokus," siger Lasse Mølhede.

"Det er bare svært mod de allerbedste par, hvor man er så presset, at blive i det og hele tiden have fokus. Og hvis man mister det et øjeblik, så straffer de det med det samme. Der er vi stadig nok lidt for svage."

Parret har taget et par gode sejre over andre toppar det seneste år, men ifølge Jeppe Bay er der fortsat et stykke vej til, at de for alvor kan blande sig i toppen.

"Vi har vist nogle gange efterhånden, at vi godt kan slå de bedste par og få nogle store sejre, men vi mangler det konsekvente, hvor vi kan gøre det i flere kampe i træk."

"Når vi rammer vores topniveau, kan vi slå toppar, men vi mangler at kunne gøre det flere dage i træk," siger han.

Selv om de har løftet deres eget niveau og slået flere stærke par, er det ikke nødvendigvis blevet lettere at hente sejre. Paradoksalt nok fordi det danske par selv er blevet bedre.

"De andre par begynder at kende os. De har set mere video med os nu, og de kender derfor også vores svage sider bedre, så vi kan ikke overraske på samme måde mere," lyder det fra Lasse Mølhede.

Bay og Mølhede skal i første runde ved VM i Royal Arena møde bulgarerne Ivan Rusev og Iliyan Stoynov. Vinder de den, venter de forsvarende verdensmestre Aaron Chia og Soh Wooi Yik.