Kom ikke videre til anden kval: Magnussen starter som nummer 17 i Mexico

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Kom ikke videre til anden kval: Magnussen starter som nummer 17 i Mexico
Søndag må Kevin Magnussen starte langt tilbage i feltet i Mexico City.
Søndag må Kevin Magnussen starte langt tilbage i feltet i Mexico City.Shawn Thew/Reuters/Ritzau Scanpix
Kevin Magnussen starter søndag som nummer 17, når der køres Formel 1-grandprix i Mexico City.

Det står klart efter lørdagens kvalifikation.

Magnussens holdkammerat hos Haas, Nico Hülkenberg, gik modsat danskeren videre til anden kvalifikationsrunde for de 15 hurtigste. Hülkenberg kom her ind i 12.-bedste tid.

Charles Leclerc (Ferrari) starter i poleposition søndag efter sejr i kvalifikationen lige foran holdkammeraten Carlos Sainz.

Max Verstappen (Red Bull) kom ind i tredjebedste tid, men verdensmesteren er ifølge nyhedsbureauet AFP blandt en række racerkørere, som står over for en mulig straf for en mistænkt overtrædelse af reglerne i pitlane.

Magnussen er ikke eneste danske islæt i feltet i denne uge. Frederik Vesti, der til dagligt kører Formel 2, fik fredag debut i en Formel 1-racer med 24 omgange for Mercedes i fredagens træning.

Den 21-årige vejlenser var nummer 19 og sidst af de biler, der satte en tid, men var alligevel glad for oplevelsen.

"Tak gutter. Det var en stor drøm for mig, og at gøre det sammen med jer gjorde det endnu bedre. Tak for muligheden," sagde Vesti til holdets profil på mediet X.

Verstappen sikrede sig allerede i starten af oktober sit tredje verdensmesterskab i træk, og Red Bull er også sikret konstruktørernes titel, så spændingen i Mexico og de følgende tre grandprixer er reduceret til kampen om sekundære placeringer.

Verstappen viste i sidste uge i USA dog ingen tegn på en tilbagelænet attitude, da han kæmpede sig op fra en startplads som nummer seks og vandt grandprixet i Austin.

Det var hans 15. sejr i 18 grandprixer i år.

Søndagens grandprix i Mexico City bliver sat i gang klokken 21 dansk tid.